Frans

Frans blev født i en italiensk indvandrerfamilie fra middelklassen i Buenos Aires i Argentina og døbtes Jorge Mario Bergoglio. Han indtrådte i jesuiterordenen i 1958 og blev præsteviet i 1969. Sideløbende med sine præstestudier underviste han i litteratur og psykologi ved forskellige af ordenens skoler. Som præst virkede han som novicemester og professor i teologi.

Fra 1973 til 1979 var Jorge Mario Bergoglio jesuitternes provincialsuperior (dvs. leder) i Argentina. Derefter var han på et kort studieophold i Irland 1980, hvorefter han i årene 1980-1986 var rektor for jesuitternes universitet og præsteseminar San Miguel i Buenos Aires. Politiske og teologiske uenigheder i ordenen, der afspejler tidens polariserede klima (Argentinas såkaldte Beskidte krig og befrielsesteologien), førte til, at han efter et kortere studieophold i Tyskland tilbragte en årrække som åndelig vejleder ved jesuitternes ordenshus i Córdoba i det centrale Argentina.

Fra denne beskedne post blev Bergoglio i 1992 udnævnt til hjælpebiskop i Buenos Aires og i 1998 til ærkebiskop sammesteds. Teologisk blev han regnet til den konservative fløj, men politisk og socialt stod han for en selvkritisk holdning til kirkens rolle under Den beskidte krig, reformerede sognestrukturen i Buenos Aires, styrkede kirkens tilstedeværelse i slumkvarterene, støttede kampen for det ufødte liv, etablerede gode relationer til de ortodokse kirker og bragte orden i kirkens finanser.

I 2001 blev han udnævnt til kardinal, og fra 2005 til sit valg til pave var han formand for den argentinske bispekonference. I den egenskab gav han i 2013 en offentlig undskyldning for kirkens rolle under Den beskidte krig.

Bergoglio var allerede i spil som kandidat til pavestolen efter Johannes Paul 2.s død i 2005, men blev først valgt efter dennes efterfølger Benedikt 16.s overraskende abdikation i 2013. Bergoglio tog pavenavnet Frans, som er en henvisning til den hellige Frans af Assisi og dermed til et ideal om folkelighed og fattigdom.

Som pave fortsatte Frans den stil, han allerede udfoldede som ærkebiskop af Buenos Aires, og som kombinerede folkelighed og socialt engagement med traditionelle katolske værdier. Han var kendt for en serie stærke symbolladede handlinger som fx ikke at ville flytte ind i det såkaldte apostoliske palads i Vatikanet, men forblive boende i gæstehuset Santa Marta, eller at udvide den traditionelle fodvaskningsceremoni skærtorsdag til også at omfatte kvinder, muslimer, ateister og andre ikke-kristne, som han også lod foregå i fængsler, plejehjem og lignende i stedet for i kirker.

Frans' folkelige, til det populistiske grænsende, stil med dens mange situationsbestemte og spontane ytringer og handlinger udløste til tider forvirring og kritik i mere konservative kredse. Disse kredse følte sig også ramt af hans restriktive linje over for kirkens traditionalistiske fløj. Omvendt skaffede hans imødekommenhed over for alle marginaliserede grupper og personer, også fra LGBT+-miljøet, ham god presse i de verdslige medier og styrkede på kirkens liberale fløj håbet om vidtgående reformer i kirkens morallære og organisation. Disse håb blev dog skuffet, og intet tyder på, at Frans opfattede sig selv som en teologisk eller moralsk reformator.

Frans ønskede en folkelig og dynamisk kirke, der står på de fattiges, miljøets og frem for alt på evangeliets side. Det er ikke tilfældigt, at han to år efter sit valg, i 2015-2016 udråbte et ekstraordinært helligt år, et jubelår, kaldet "Barmhjertighedens år", og at han gav det ordinære jubelår 2025 overskriften "Håbets pilgrimme".

• pave
• pavevalg
• konklave
• paverækken