Hannah Arendt

Hannah Arendt blev født i 1906 i Hannover, Tyskland. Hun studerede filosofi i Marburg under Martin Heidegger, som hun også indledte et romantisk forhold til. Senere læste hun filosofi i Heidelberg under Karl Jaspers. Da hun var jøde, måtte hun forlade det nazikontrollerede Tyskland i 1930'erne.

Først flygtede hun til Paris i 1933 og sidenhen til New York i 1941, hvor hun var bosiddende resten af sit liv. Hun blev frataget sit tyske statsborgerskab i 1937, og da hun først fik sit amerikanske statsborgerskab i 1950, var hun statsløs i 13 år. Spørgsmålet om statsborgerskab skulle senere optage hende filosofisk (særligt i Totalitarismens oprindelse (The Origins of Totalitarianism) fra 1951).

I Menneskets vilkår (The Human Condition, 1958), der sammen med Totalitarismens oprindelse tæller som Arendts hovedværk, modstiller hun det hun kalder for Vita Activa med Vita Contemplativa. Det vil sige, at hun placerer det aktivt handlende liv overfor det passivt betragtende liv. Mens det sidstnævnte blot iagttager verden uden at gribe ind i den, er det handlingsorienterede liv dér, hvor mennesket finder sin frihed. Hos Arendt er frihed altid forbundet med at agere politisk i samfundet, hvilket i hendes forståelse betyder i samspil med andre (se 'Handling' nedenfor).

Eftersom Arendt mente, at det at filosofere ofte blot er kontemplativt og derfor uden egentlig samfundsmæssig indgribende handling, modsatte hun sig titlen som “filosof”. Hun foretrak benævnelsen ”politisk teoretiker”.

Ifølge Arendt er der tre former for Vita Activa:

I Totalitarismens oprindelse beskriver Arendt totalitarisme som en ny form for statsstyre, der er væsensforskellig fra tyranni og enevælde. Hun argumenterer for, at totalitarisme som ideologi ikke blot, som enevælden og tyrannen, vil af med sine politiske modstandere, men vil undertrykke hele sin befolkning. Nazismen, eksempelvis, fokuserede på at udrydde jøderne, men jøderne var ifølge Arendt blot et overfladisk motiv for nazismen til at kunne udøve og sætte sin totalitære styreform igennem.

Totalitarisme vil dominere alle aspekter af borgernes liv, ikke kun det politiske, institutionelle eller lovgivningsmæssige. Ifølge Arendt er det derfor, at borgernes frie kreativitet, kunstnerisk og videnskabeligt, ikke kan tillades i totalitære regimer.

I 1961 tog Hannah Arendt til Jerusalem for at rapportere fra Adolf Eichmanns rettergang for magasinet The New Yorker. Eichmann, der havde været en af hovedarkitekterne bag Holocaust under 2. Verdenskrig, var blevet fanget af den israelske efterretningstjeneste Mossad i Argentina, og han skulle holdes til retligt ansvar for sine handlinger.

Eftersom de fleste så Holocaust som noget af det grusomste, mennesket i moderne tid har udført, var den offentlige fordømmelse af Eichmann dæmoniserende, og mange opfattede ham som komplet ond. Men Arendt, der jo selv var jøde, havde en ganske anden vinkel på Eichmann, som hun rapporterede til offentligheden fra retssalen. Hun så ham ikke som et monster, men som en loyal medløber, der, som en overraskende normal mand, eksekverede nazistyrets ordre, uden at tænke selv.

Derved lagde Arendt fundamentet for en ny ondskabsforståelse, som hun indkapslede i sin frase ’ondskabens banalitet’. Snarere end at mennesker i sig selv er onde, bestod ondskab i den bureaukratiske form af led på led, hvor det enkelte led (det enkelte menneske) ikke nødvendigvis bærer intentionen om at gøre ondt. Det er i stedet forsyningskæden eller systemet som skaber, på overordnet niveau, et ondt resultat.

Arendts forståelse afkobler den hyppige sammensmeltning mellem ondskab og ansvar, fordi der hos Arendt ikke nødvendigvis foreligger et ansvar hos dem, der udfører handlingerne, som i sidste ende samproducerer ondskaben. Samtidig afkobler hun også forholdet mellem ondskab og vilje, da ondskabens banalitet hos Arendt er et resultat af tankeløshed og ordre-parering fremfor tankevirksomhed og stillingtagen.

Arendt skolebegreb ligger i forlængelse af hendes skel mellem det offentlige og private fra Menneskets vilkår (se ovenfor). Skolen er ifølge Arendt et mellemliggende rum mellem det offentlige og private. Det er halvt privat og halvt offentligt på samme tid, i den forstand at skolen er et pædagogisk sted, der skærmer barnet fra det egentlige politiske liv – som hos hende er et nådesløst liv beregnet for voksne. Samtidig tilbyder skolen andre omgivelser end det private rum hos familien, ved at man er sammen med andre, man ikke er født og opvokset med. Således skaber skolen en forberedende passage fra det private til det offentlige uden at være nogen af delene.

Skolen er sit eget rum eller sin egen kategori, fordi det som samfundsmæssig parentes står mellem det offentlige og private, der låner kvaliteter fra begge: 'beskyttelse' fra det private og 'udfoldelse' af ens egen person fra det offentlige.

Arendts fænomenologiske udgangspunkt, især i Menneskets vilkår, centrerer sig om hendes begreber:

• fødthed/at blive født eller natalitet (natality)
• flerhed eller pluralitet (plurality)
• særegenhed eller identitet (identity)

Mennesket er født ind i en allerede formet verden, det ikke har haft mulighed for at bestemme (natalitet). Samtidig er alle mennesker på en og samme tid ens ved, at alle mennesker har alt menneskeligt til fælles med andre (identitet). Men hvert individ bringer også noget nyt med sig ind i verden, i kraft af at være en bestemt person, hvilket skaber en menneskelig pluralitet midt i det fællesmenneskelige. Disse vilkår gør, at det menneskelige fællesskab altid indeholder en pluralitet af bestemte personer, der også konstant forsynes, i takt med at nye mennesker kommer til verden. Verden fremtræder således for os mennesker som et produkt af tidligere generationer og som noget, vi også kan og burde gribe ind i.

Hannah Arendt har i de seneste år været genstand for filmatiseringer og teaterstykker, hvilket betoner den stigende interesse for hendes liv og værk. Internationalt er hendes rapportering fra Eichmann-retsagen blevet filmatiseret i Hannah Arendt (2012) af den tyske instruktør Margarethe von Trotta. I teatersæsonen 2023-2024 opsatte det danske teater Aveny-T stykket Arendt – At se i mørke af Rhea Leman.

Derudover findes mange af hendes værker nu oversat til dansk, bl.a. Totalitarismens oprindelse (2019), Menneskets vilkår (2005) og Åndens liv (2019) samt samt mindre skrifter som Krisen i skolesystemet og pædagogikken (2021), Om sandhed og løgn i politik (2020) og Friheden til at være fri (2023). Af mere personlig karakter kan nævnes hendes 50-årige lange brevveksling med Martin Heidegger, der blev udgivet på dansk i 2024 under titlen Kærlighedssommeren: Hannah Arendt og Martin Heidegger 1924-1950, en duografi.

• fænomenologi
• totalitarisme