Ingmar Bergman

Det var først i 1949 med gennembrudsværket Fängelse om en tragisk kvindeskæbne i menneskenes gensidige helvede, at han formåede at skabe det personlige univers af sjæledybder, drømme og psykologiske kriser, der var hans særkende.

Ingmar Bergman var en auteur, filmverdenens betegnelse for den stærkt personlige instruktør (se auteurteori), og hans film var oftest baseret på egne manuskripter; en stor del foreligger i bogform.

De tidlige film har forbindelse til svensk litteraturs samtidige fyrtiotalisme og til den franske eksistentialisme. Filmene handlede ofte om unge mennesker i en melankolsk og fatalistisk udsigtsløshed og har således rod i den poetiske realisme, der kendetegnede fransk film i 1930'erne.

Billedsproget står derimod i gæld til 1920'ernes tyske ekspressionisme og benytter et stiliseret formsprog samt intensive lys-skyggevirkninger. Et hovedværk er den filmsprogligt eksperimenterende Gycklarnas afton, hvor gøgleren ses som model på den ydmygede og fornedrede kunstner. De tidlige film, fx den vemodige kærlighedsfilm Sommarlek, grundlagde også Bergmans ry som instruktør med en særlig evne til at iscenesætte kvindelige karakterer.

Ingmar Bergmans internationale gennembrud kom 1956, da den raffinerede erotiske komedie Sommarnattens leende, der var henlagt til århundredskiftet, vandt specialprisen i Cannes. Dette gav ham mulighed for at realisere to film, der begge blev hovedværker i filmhistorien og skaffede Bergman verdensberømmelse: Det sjunde inseglet var en allegori over et Europa i atomfrygtens vold; en hjemvendt korsridder spiller skak med Døden i det pesthærgede Sverige. Smultronstället handler om en gammel mand, der genoplever et livsløbs fejltagelser. Han spilles af Victor Sjöström som en hilsen til svensk films første storhedstid. Filmen kan ses som en hyldest til humanismen, beslægtet med storværker som Fellinis La Strada og Kurosawas Ikiru.

I sine film anvendte Ingmar Bergman ofte den skuespillerstab, han også arbejdede med i sin parallelle teaterkarriere, først i provinsen: Helsingborg stadsteater (1944-46), Göteborg stadsteater (1946-49), Malmø (1952-58) og fra 1960 til sin død på Dramaten i Stockholm (1963-66 som chef), hvor han især vakte opsigt med sine opsætninger af Strindberg, Ibsen og Shakespeare.

Hans magiske personinstruktion bidrog til at gøre Max von Sydow, Harriet Andersson, Bibi Andersson og siden Liv Ullmann og Erland Josephson til verdensstjerner. Bergman iscenesatte i udlandet flere gange; han satte i 1973 Molières Misantropen op på Det Kongelige Teater med Ghita Nørby og Henning Moritzen.

I 1960'erne blev Ingmar Bergmans film mørkere og mere desperate i tonen. Trilogien Såsom i en spegel, Nattvardsgästerna og Tystnaden var forpinte udforskninger af mennesket i dets eksistentielle kval, hvor det forgæves anråber Gud i tomheden og kun finder ringe trøst i erotikken; de dristige erotiske scener i Tystnaden var dog med til at gøre filmen til en verdenssensation. Persona var den foreløbige kulmination, et dristigt modernistisk eksperiment.

Bergman har også lavet dokumentarfilm, reklamefilm, tv-film og hørespil. Han var så dominerende i svensk film, at han i 1960'erne blev kritiseret af den nye filmgeneration, bl.a. af Bo Widerberg, der efterlyste en filmkunst om hverdagslivets sociale og politiske realiteter.

Vargtimmen om en kunstner, der forfølges af dæmoner, og Skammen om krigen som en gådefuld katastrofe kan ses som en slags svar. Både Viskningar och Rop og tv-serien Scener ur ett äktenskap var ubarmhjertige afsløringer af parlivets falskhed og fortvivlelse, som Bergman med fem ægteskaber og otte børn havde betydeligt indblik i. Begge vandt et stort publikum ligesom filmudgaven af Mozarts Tryllefløjten.

Forfølgelsen af kunstneren er et gennemgående tema i Ingmar Bergmans produktion. Det fik et konkret gennemslag i hans karriere, da han i 1976 blev arresteret under en teaterprøve, sigtet for skattesvig. Han blev siden renset, men forlod i bitterhed Sverige og knyttedes til Residenztheater i München.

Hans næste film var klaustrofobiske, både mor/datter-historien Höstsonaten, hvor Ingrid Bergman spiller hovedrollen som feteret pianist, og den tyske Aus dem Leben der Marionetten. Han kom tilbage til svensk film med manér, gav nationen et kunstnerisk testamente med det generøse storværk Fanny och Alexander, der både var biograffilm og tv-serie. Drengen Alexander oplever teatrets rige trylleri sat op mod religionens livsfjendske forsagelse med fantasien som den mirakuløse redning.

Ingmar Bergman lavede siden tv-film, radiospil, teateropsætninger, bl.a. en postmodernistisk Hamlet på Dramaten i 1986, og skrev beretningen om sine forældres kærlighedshistorie, Den gode vilje, filmet af Bille August i 1992. Erindringsbogen Laterna Magica (1987), hvor kunstneren skånselsløst holder dommedag over sig selv, blev en international succes.

Fra midten af 1990'erne koncentrerede Ingmar Bergman sig om tv-produktioner, bl.a. Sista skriket (1995), Larmar och gör sig till (1997, I skyggen af en klovn) samt Saraband (2003), som førte personerne fra Scener ur ett äktenskap (1973) sammen igen.

Desuden skrev han manuskript til Liv Ullmanns ægteskabsdrama Trolösa (2000, Troløs), samt lavede enkelte teateropsætninger på Dramaten, bl.a. af Per Olov Enquists Bildmakarna (1998, tv-version 2000), der handler om Selma Lagerlöfs møde med svensk stumfilms store personligheder, Schillers Maria Stuart (2000), Strindbergs Spøgelsessonaten (2000) samt Ibsens Gengangere (2002).

Gennem hele sin lange professionelle karriere levede Ingmar Bergman et frugtbart dobbeltliv med teater og film. Hans halve hundrede film og tv-serier, størsteparten med ham selv som manuskriptforfatter, gjorde ham verdensberømt, mens hans mere end halvandet hundrede teateropsætninger med William Shakespeare, Molière, Henrik Ibsen og August Strindberg som foretrukne dramatikere først i de senere år vakte tilsvarende international opsigt og fastholdt hans i forvejen enestående position i svensk kulturliv. Selv lagde Bergman aldrig skjul på, at teatret for ham altid kom i første række. Sagt med hans egne ord fra SVTs to dybdeborende portrætudsendelser fra 2004: ‘Dramaten er begyndelsen og enden’.

Allerede som barn var Ingmar Bergman en flittig gæst på Dramaten. I gymnasietiden fabulerede han foran modelteatret, skrev en række værker og lavede forestillinger i forskellige lokaler for endelig at debutere offentligt som dramatiker og instruktør ved Studentteatern i Stockholm med Kaspers död (1942). Året efter blev han ansat som manuskriptforfatter på Svensk Filmindustri.

Sin professionelle teaterkarriere indledte han ved Helsingborgs Stadsteater som Sveriges yngste teaterchef 1944-1946 med bl.a. en opsætning af Soyas Fan ger ett anbud (1944) (Hvem er jeg?) og fortsatte 1946-1949 som 1. iscenesætter ved Göteborgs Stadsteater, hvor bl.a. hans opsætning af Albert Camus’ Caligula (1946) vakte stor opmærksomhed. Storhedstiden begyndte, da han 1952-1958 var kunstnerisk leder af Malmö Stadsteater. Her samlede han for første gang sit eget ensemble, og man begyndte at tale om ham som en skuespillernes iscenesætter. Hans iscenesættelser slap det fyrtiotal’ske tungsind og spændte fra en elegant valsende udgave af den østrigske komponist Franz Lehárs Glada änkan (1954) på teatrets store scene til en nytolkende opsætning af Johann Wolfgang von Goethes Ur-Faust (1958) med Mefistofeles i centrum. Tiltrukket af legen med det nye medie instruerede han i de følgende år bl.a. flere Strindbergforestillinger for SVT samt en meget berømmet opsætning af Igor Stravinskijs opera Rucklarens väg (Lastens vej) (1961) på Operan i Stockholm.

Hans mangeårige samliv med Dramaten begyndte 1960, og han blev teatrets chef i 1963. Atter samlede han et ensemble og nåede bl.a. selv at tegne sig for en radikalt forenklet udgave af Ibsens Hedda Gabler (1964), inden han i 1966 trak sig fra den administrativt krævende fuldtidsstilling. Mens hans film fra de følgende år i høj grad kredsede om begreber, som i vid udstrækning hører teatret til: person og maske, virkelighed og illusion, scene og tilskuerplads, så benyttede han som gæsteinstruktør ved scener både i Sverige og i det øvrige Europa lejligheden til at gennemspille kendte temaer, bl.a. Ibsens Hedda Gabler for National Theatre i London 1970 og Molières Misantropen på Det Kongelige Teater i Kbh. 1973. Allerede 1969 vendte Bergman tilbage til Dramaten med en arenateater-udgave af Georg Büchners Woyzeck, hvor han samtidig indførte en praksis med åbne prøver i opsætningens sidste fase, som siden blev fastholdt i forbindelse med de fleste af hans senere opsætninger. Trods store opgaver for SVT, bl.a. hans egen Scener ur ett äktenskap 1-6 (1973) og Wolfgang Amadeus Mozarts Trollflöjten (1975), gjorde han indtil midten af 1970'erne den årlige opsætning på Dramaten til en fast tilbagevendende begivenhed, fx Ibsens Vildanden (1972). De svenske myndigheders usædvanligt klodsede håndtering af en skattesag, som siden viste sig helt at mangle substans, førte imidlertid til, at Bergman forlod Sverige for 1976-1984 at arbejde som instruktør ved Residenztheater i München, hvor han bl.a. i 1981 skabte den såkaldte trilogiopsætning Nora/Fräulein Julie/Szenen einer Ehe baseret på Ibsens Et Dukkehjem, Strindbergs Frøken Julie og hans egen teaterversion af Scener ur ett äktenskap (Scener fra et ægteskab Det Danske Teater 1992), ligesom han iscenesatte P.O. Enquists Aus dem Leben der Regenwürmer (1984). Efter at have sat punktum for sin karriere som filmskaber 1982 med den delvist selvbiografiske Oscar-vinder Fanny och Alexander, der også var en tv-serie i fire dele, som samtidig knyttede tråden til teatret, vendte Bergman i 1984 tilbage til Dramaten med en opsætning af Shakespeares Kung Lear. Skønt han da havde nået det omgivende samfunds pensionsalder, blev de følgende tyve år på Dramaten en periode, hvor hans geni syntes at gennemlyse næsten alt, hvad han rørte ved. Hans kontroversielle moderne Hamlet (1986) af Shakespeare, den forunderligt afklarede Eugene O’Neills Lång dags färd mot natt 1988, Mishima Yukios intellektuelt udfordrende Markisinnan de Sade og Ibsens Ett dockhem, begge i 1989, holdt sig alle på repertoiret i en række sæsoner og blev vist ved gæstespil overalt i verden. Film og filmskabere var temaet for indsigtsfulde iscenesættelser af hans egen lille moralitet Sista Skriket (1993) og Enquists Bildmakarna 1998, som også blev omsat til tv, men frem for alt blev en række klassikere vendt endnu engang: Ibsens Peer Gynt (1991), Molières Misantropen for 4. gang i 1995 og Strindbergs Spöksonaten 4. gang i 2000. Inden Bergman i 2003 definitivt ryddede sit faste værelse på Dramaten, havde han sat punktum med Ibsens Gengångare (2002), som i Bergmans bearbejdelse gav Ibsens scener fra et næsten-ægteskab et skud Strindberg.

Indimellem var der også blevet tid til en række selvbiografiske tv-manuskripter for andre instruktører, bl.a. til Bille Augusts Den gode vilje (1992), sønnen Daniel Bergmans Söndagsbarn (1992) og Liv Ullmanns Enskilda samtal (1996), mens han selv instruerede Larmar och gör sig till (1997) og satte punktum for scenerne fra et ægteskab – og tv-mediet – med det bevægende, afklarede kammerspil Saraband (2003).