Vandet i Den Kuriske Bugt har lavt saltindhold og er kun nogle få meter dyb. Bugten har en overflade på ca. 1600 km2 (dvs. noget større end Lolland).
En knap 100 km lang, men blot 2 til 3 km bred landtange adskiller bugten fra Østersøen. Landtangen, der er kendt for sine store klitter (op til ca. 50 m høje), kaldes Kuršių nerija på litauisk, Kursjskaja kosa på russisk og Kurische Nehrung på tysk. I anden halvdel af 1800-tallet lykkedes det at beplante de fleste klitter og dermed standse landtungens vandring.
Den største flod, som løber ud i Den Kuriske Bugt, er Nemunas (på tysk Memel). På sine sidste 16 km danner den et stort delta. Ved Klaipėda (på tysk ligeledes Memel) i bugtens nordlige ende er strandsøen forbundet med Østersøen. Den begrænsede udveksling af vand med Østersøen og tilstrømning af ferskvand fra floderne resulterer i brakvand.
Flere kanaler blev bygget i 1600- og 1800-tallene for at undgå den farlige sejlads på bugten mellem byen Memel og Labiau (på ryssisk Polessk) og for at skabe en forbindelse videre derfra til Königsberg (på russisk Kaliningrad).
I modsætning til Wisłabugten, en lignende strandsø længere mod sydvest, ligger der kun få byer ved Den Kuriske Bugts kyst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.