Ligurien er en region i det nordvestlige Italien, der strækker sig langs Genovabugten til den franske grænse. Den dækker et areal på 5421 km2 og har 1,6 millioner indbyggere (2014).
Faktaboks
- Også kendt som
-
Liguria (på italiensk)
Udløbere fra Appenninerne, Appennino Ligure, afgrænser regionen fra Posletten, således at kystzonen (Den Italienske Riviera) kun er ca. 20 km bred. Her bor ca. 80% af indbyggerne, og her ligger de store byer Genova, Savona og La Spezia.
Lidt under 3/4 af befolkningen er beskæftiget i servicesektoren, der domineres af handel og især indenlandsk turisme; en del af det indvundne agerland ved Genovabugten er udlagt til marinaer. Industrien beskæftiger lidt under 1/4.
Den centrale beliggenhed i forhold til det øvrige Europa og nærheden til havet har skabt en maritimt baseret sværindustri (skibsværfter, stålproduktion o.l.), men efter en krise i 1980'erne har særlig den højteknologiske industri været i fremgang.
Klimaet er velegnet til landbrug, idet bjergene beskytter kystregionen mod det koldere klima fra nord, og nedbøren er rigelig på grund af de sydvestlige vinde.
Da 2/3 af den lille region er bjergland, og ca. halvdelen dækket af skov, er efterspørgslen efter jord stor og har resulteret i meget små brug, 63% er således mindre end 1 ha. Der satses på intensivt dyrkede afgrøder som blomster, især roser og nelliker, desuden på oliven samt på vin ved Genova og La Spezia.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.