Rhinen er en 1230 km lang flod i Mellem- og Nordvesteuropa med et afvandingsområde på 224.400 km2. Rhinen er Tysklands hovedflod og en af Europas længste floder og økonomisk den mest betydningsfulde. Dens to kildefloder, Vorderrhein og Hinterrhein, udspringer i den schweiziske kanton Graubünden og løber sammen 10 km vest for Chur.
Faktaboks
- Etymologi
- Floden hedder på fransk Rhin, på nederlandsk Rijn og på tysk Rhein.
Rhinen løber 867 kilometer gennem Tyskland, og dens udløb forgrener sig i Holland.
Middelvandføringen er 230 m3/s ved Bodensøen, ved Basel 1060, ved Worms 1400 og ved Rees tæt ved grænsen til Holland 2000 m3/s. Den øvre del, indtil Karlsruhe, har maksimal vandføring om sommeren forårsaget af snesmeltningen. Efter Worms udlignes vandføringen mere og mere. Nord for Bingen indtræder både et maksimum i det tidlige forår og et om sommeren. Vandføringen varierer også fra år til år, hvilket ofte har ført til oversvømmelser især i Rhingraven. De største bifloder er Aare, Neckar, Main, Mosel og Ruhr.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.