Ridley Scott arbejdede for tv og instruerede et stort antal reklamefilm, inden han spillefilmdebuterede med The Duellists (1977, Duellanterne).
Gennembruddet kom med gyseren Alien (1979) og den kultdyrkede Blade Runner (1982), begge science fiction-film præget af en virtuos og trenddannende filmstil. Her arbejdede Scott tæt sammen med set designerne for at skabe troværdige fremtidsverdener.
Ridley Scott fik også stor succes med roadmovien Thelma & Louise (1991) om to kvinders frigørelse, men herefter dalede Scotts succes med film som 1492 — Conquest of Paradise (1992, 1492 — Erobring af paradis)om Columbus og G.I. Jane (1997).
Ridley Scott fik et comeback med det storslåede oldtidsepos Gladiator (2000), siden thrilleren Hannibal (2001), krigsfilmen Black Hawk Down (2001) om den fejlslagne amerikanske militæroperation i Somalia i 1993, samt korstogsfilmen Kingdom of Heaven (2005).
I denne periode begyndte Scott at veksle mellem personorienterede film, som gangsterfilmgenren med American Gangster (2007), en version af dramaet om Robin Hood (2010) og All the Money in the World (2017), og storladne og meget lange episke film, som Exodus: Gods and Kings (2014), The Last Duel (2021), House of Gucci (2021) og senest Napoleon (2023).
Desuden er Scott også fortsat med at lave science fiction-film, med succesfuldt med The Martian (2015), bygget over en roman af Andy Weir (født 1972), der fortæller om en bemandet mission til Mars. Han har også forsøgt at fortsætte sin version af Alien-universet med udstyrsstykket Prometheus (2012) og Alien: Covenant (2017), der forgæves forsøgte at nå højderne fra hans tidligere værker i science fiction-genren.
Scotts tendens til lange film har gjort, at mange af hans film (Alien, Blade Runner, Legend, The Last Kingdom, Napoleon) har både en biografversion og en udvidet “director’s cut”.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.