Sophie Amalie

Hun var yngste barn og eneste datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg (1582-1641) og Anna Eleonore von Hessen-Darmstadt (1601-1659). Vi ved intet om hendes barndom og ungdom, men hun kom fra den yngre linje af huset Lüneburg, som med held kæmpede for at bevare og udbygge en stilling blandt Det Tyske Riges mellemstore fyrstendømmer.

Sophie Amalie ægtede i 1643 den senere kong Frederik 3. Hertug Frederik, som han dengang kaldtes, var på det tidspunkt fyrstbiskop af Bremen og Verden, hvor han levede standsmæssigt (og ugift), mens han tjente sin far Christian 4.s politiske interesser i Nordtyskland.

Da det imidlertid sidst i 1630'erne blev klart, at hertug Frederiks storebror, Christian 4.s ældste søn og tronfølger, den "udvalgte prins" Christian, næppe ville få børn, blev hertug Frederik standsmæssigt gift, og Sophie Amalie fik udsigt til en eventuel trone. Bruden var 16, og brudgommen 30 år gammel.

Udsigterne blev til virkelighed i 1647, da den udvalgte prins Christian døde, og Frederik var den eneste seriøse kandidat til den danske trone, men årene forud havde været turbulente. Sidst på året 1643 udbrød Torstenssonfejden (1643-1645), hvor svenske styrker besatte hele den jyske halvø og i 1645 også erobrede Bremen og Verden.

Frederik og Sophie Amalie var på det tidspunkt allerede taget til hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor Frederik havde deltaget i krigen som general. Her blev de, og året efter i 1646 fødte Sophie Amalie deres første barn, den senere Christian 5.

Efter Christian 4.s død den 28. februar 1648 blev Frederik 3. efter hårde forhandlinger valgt til konge af Danmark og kronet den 23. november samme år i Vor Frue Kirke i København.

Da Sophie Amalie skulle krones dagen efter var en prægtig triumfport på vejen mellem kirken og slottet taget ned. Rygtet sagde, at det var rigshofmester Corfitz Ulfeldts og hans hustru Leonora Christinas værk. Om det er sandt, er svært at vide med sikkerhed, men forholdet mellem de to par, der også var besvogrede (Leonora Christina var datter af Christian 4. med hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk og dermed halvbror til Frederik 3.), var dårligt fra start og blev siden kun værre.

Med Frederik 3.s og Sophie Amalies tronbestigelse i 1648 havde Danmark for første gang siden dronning Anna Cathrines død i 1612 en dronning, og den unge, fysisk og psykisk stærke Sophie Amalie spillede en naturlig hovedrolle. Hendes smag var fransk, dvs. seneste mode, og det var de hofballetter og tematiske maskerader (såkaldte værtskaber), som hun yndede, også. På disse punkter repræsenterer hun ikke noget brud, men ligger i direkte forlængelse af den tysk-fransk-italiensk-inspirerede hofkultur ved Christian 4.s og den udvalgte prins Christians hoffer.

Sophie Amalie fik hurtigt ry for at være politisk ambitiøs, og selvsagt havde hun som dronning et ord at skulle have sagt. Billedet af hende som endog meget ambitiøs og intrigant kan dog lige så vel være en refleks af Frederik 3.s mere indadvendte personlighed. Han var kendt for at tøve, så når der skete noget, var det sikkert hendes skyld, var det nærliggende at mene.

Under Københavns belejring 1658-1660 opnåede hun og kongen stor popularitet, og hun fulgte ham til hest på de daglige runder på volden. Hun menes også aktivt at have påvirket kongen til at indføre enevælden i 1660. Oplysningerne stammer dog fra københavnske overleveringer samlet op af den engelske gesandt Robert Molesworth omkring 1690, så det er ret usikkert.

Sikkert er det derimod, at hun var fuldstændig kompromisløs i sit had til landsforræderne Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine og hvem, der ellers kom hende på tværs. Det var hende, der sørgede for, at Leonora Christine kom til at sidde næsten 23 år i Blåtårn, før hun endelig blev sluppet fri nogle måneder efter Sophie Amalies død. Hadet mellem de to var selvfølgelig gensidigt, og i sine fængselserindringer Jammers Minde sværtede Leonora Christina dronningen og alle sine andre fjender efter bedste evne.

Det er ligeledes sikkert, at Sophie Amalie holdt mest af sin yngste søn, prins Jørgen, og mente, at han som søn af en konge (Christian 5. var født, mens Frederik 3. kun var fyrstbiskop) burde være mere end bare en reserve. Derfor forsøgte hun også at favorisere ham i sit testamente ved at gøre ham til enearving, hvilket Christian 5. dog med held modsatte sig, da han efter hendes død fik det at vide.

Sophie Amalie opførte i 1661 det lille lystslot Dronninggård i Søllerød, hvor der bl.a. var et holstensk bondehus, som dannede rammen om rustikke hoffester. I 1666-1673 opførte et lille italiensk inspireret palads Sophie Amalienborg (brændt 1689) i Frederiksstaden mellem det senere Amalienborg og Sankt Annæ Plads. Den nuværende Amaliegade, der løber gennem Amalienborg, såvel som Amalienborg er opkaldt efter hende.

Som livgeding, dvs. enkegods, overtog hun krongodset på Lolland-Falster, altså de samme områder, som Frederik 2.s enkedronning Sophie havde haft som enkesæde. Enkedronning Sophie Amalie opholdt sig ofte på Nykøbing Slot, Hørsholm og Dronninggård, men boede dog det meste af tiden på Sophie-Amalienborg, hvis brand 1689 berøvede hende et kunstnerisk eftermæle.

Christian 5. frigjorde sig efterhånden næsten helt fra hendes politiske indflydelse, selv om han er kendt for over for Griffenfeldt at sukke over hendes "Was hör ich nun?" (Hvad er det nu, jeg hører?). Hun og svigerdatteren, Christian 5.s dronning Charlotte Amalie, lå i stadig strid om forrangen, og som nævnt viste hun ikke sine gamle fjender nogen nåde.

Blandt udenlandske diplomater og senere historikere blev Sophie Amalie vurderet højt, og beundringen for hende som en stærk og modig kvinde findes også i litteraturen (fx i Carit Etlars Gøngehøvdingen 1853).

Først efter genopdagelsen og udgivelsen af Leonora Christinas Jammers Minde i 1869, hvor Sophie Amalie i lighed med alle andre af Ulfeldt-parrets fjender udsættes for et karaktermord på første litterære klasse, skifter opfattelsen af hende.

Den, der også visuelt fulendte billedet af Sophie Amalie som "den onde dronning" er dog maleren og Leonora Christina-dyrkeren over dem alle Kristian Zahrtmann, hvis to malerier af Sophie Amalies død er fuldstændig nådesløse. Det har de senere årtiers interesse for fortidens stærke kvinder kun delvis kunnet ændre på.

• Enevælde
• Leonora Christina
• Braunschweig-Lüneburg