Uden for teatrets etablerede scene fandt Storm P. i kabareten Edderkoppen (1914-18) en platform til at udvikle sine egne sceniske figurer. Hans optræden havde form af monologer, hvori han typisk søgte at give et isoleret individ liv gennem en original opvisning af selvgroede gloser og livsvisdom, således i fx 13 Øre — alt iberegnet (1915).
Gennem overdrivelsen latterliggjorde han digteren, der deklamerer franske digte, eller formanden, der kompetent forsøger at håndhæve sin sangforenings vedtægter (Sangforeningen Morgenrøden).
Det var også i denne periode, at Storm P. indledte samarbejdet med pianisten Valdemar Willumsen (1879-1965), som han turnerede med både i Danmark og USA som ‘Willum og Storm’. 1921-1926 var han tilknyttet den lille revy- og kabaretscene Bonbonnieren, hvor han udfoldede sig i crazykomiske sketcher sammen med Christian Arhoff som ‘Storm og Stille’. De fortsatte samarbejdet dels i Co-Optimisterne, dels på Riddersalen 1926-1930, hvor Storm P. var kunstnerisk leder.
1930-1932 var Storm P. ansat som karakterskuespiller på Det Kongelige Teater, hvor han tillige fik opført sin egen ballet Benzin i 1930, tænkt som et absurd modstykke til Johan Herman Wessels Kærlighed uden strømper og i originalitet forud for sin tid, men modtaget som en fiasko.
Stig Lommer fik fra 1935 Storm P. til at lave dekorationer til sine revyer, ligesom han medvirkede i Lommers Bar Nyt Revyen på Betty Nansen Teatret 1936, hvor han atter viste sig som en original komiker, der med barokke påfund skabte en række festlige typer. Forestillingen blev hans sidste sceneoptræden
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.