Begrebet det hellige hører grundlæggende hjemme i en religiøs kontekst, men det bruges ofte i en metaforisk betydning om noget, som tillægges en særlig høj værdi.
Hvor religion betegner en samfundsinstitution, betegner det hellige alt det, religionen tillægger en særlig betydning.
På engelsk skelner man mellem det hellige (holy) som et aspekt ved det guddommelige og det hellige (sacred) som et aspekt ved kulten.
Begrebet om det hellige er typisk forbundet med andagt, ærefrygt og andre stærke følelser. I mange religiøse sammenhænge må almindelige mennesker kun nærme sig det hellige under særlige omstændigheder.
Ofte er områder som særlige lunde, grotter, gravpladser og templer blevet betragtet som hellige i den forstand, at man kun måtte opholde sig på disse steder ved tage særlige forholdsregler. Det samme gælder helligdomme, der adskiller sig fra den øvrige omverden. Heraf kommer betydningen af den ofte omtalte forskel mellem det hellige og det ikke-hellige, eller profane, der ordret betyder 'foran templet' (pro fanum).
For alverdens muslimer har kabaen i Mekka den helt afgørende betydning som det helligsted, en muslim mindst en gang i livet bør valfarte til. I Islam er profeten Muhammeds navn helligt, og ethvert forsøg på at spotte det eller afbilde profeten er blasfemisk.
Helligkilden St. Anne's Well.
I en kristen kontekst betegner sanctus en from person eller simpelthen det guddommelige som fx i begrebet om Helligånden (spiritus sanctus), som sammen med Faderen og Sønnen udgør den treenige Gud.
Endvidere optræder ordet sanctus i liturgiske påkaldelser af Gud som fx i den protestantiske kirkes forskellige bønner samt i indledningen til den romersk-katolske messe.
Kristendommen har, specielt i en katolsk kontekst, en tradition for dyrkelsen af hellige kilder.
I den danske folkekirke udgør begrebet om det hellige selve troens grundlag. Således påkalder menigheden sig i trosbekendelsen "Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund".
Generelt henter det kirkelige sprog betydningen af det hellige fra Bibelen, hvor det betegner det, der hører til Gud, samt Gud selv.
I oldtidens religioner findes der forskellige begreber for det hellige. I forbindelse med gudedyrkelsen har det ofte en tvetydig karakter. Det gælder såvel stammefolks religion som arkaiske religioner.
Det semitiske begreb kadosh kan således både referere til noget, der er indviet til Israelitternes Gud, Jahve, og samtidig noget, der er forbandet, hvis det optræder uden for en rituel kontekst. I den forstand svarer det hellige til symbolske forestillinger om rent og urent, der på samme måde er knyttet direkte til en placering inden for eller uden for en helligsfære.
Akropolis i Athen, Grækenland. Gennem hele oldtiden var Akropolis det religiøse centrum i Athens, og her ligger flere af de mest berømte græske templer.
I det gamle Grækenland inden kristendommen fortrængte dyrkelsen af de olympiske guder, ser vi den samme forskel mellem det hellige, hagios, i betydningen 'ren' og indviet, og det beslægtede begreb, agos, det urene, besmittende.
I romersk religion betegner sacer på tilsvarende måde det hellige som noget, der er udskilt fra den normale samfundssfære, enten fordi det er indviet som et offer til guderne, eller fordi det er forvist fra samfundsfællesskabet.
I den antikke romerret anvendes betegnelsen homo sacer (helligt menneske) om en person, der dømmes fredløs. Et sådant menneske er hellig i betydningen forbandet.
Entydigt positive betegnelser for det hellige er fx det græske hosios, som refererer til en person, der formidler forbindelsen til guderne. Det anvendes fx om tempelvogtere i oldgræsk religion, der forestår de rituelle ofringer og person-indvielser.
Hos forskellige stammefolk tillægges religiøse specialister som shamaner og medicinmænd en særlig adgang til det hellige. I den forbindelse varetager de opgaver, som rækker ud over almindelige menneskers formåen. Det kan både dreje sig om at tilkalde ånder, foretage sjælerejser eller anvende magi.
Nathan Söderblom definerede i 1913 'hellig' som et nøglebegreb i religionsforskningen, og det fik en særlig prægning gennem Rudolf Ottos religionspsykologisk anlagte hovedværk Das Heilige (1917). Otto anvendte termen parallelt med ordet 'numinøs', der gjaldt oplevelsen af noget, der på én gang er fascinerende og skræmmende.
Inden for den sammenlignende religionsfænomenologi blev 'det hellige' anvendt som et analytisk neutralt begreb for det, der blev tillagt særlig betydning inden for den enkelte religions praksis og forestillingsverden.
Mircea Eliade lagde mere specifikt termen hierofani (det helliges tilsynekomst) til grund for sin udlægning af religiøse forestillinger, hvor en overjordisk kraft bliver tilbedt gennem dennesidige manifestationer (ofte naturfænomener som sten eller træer). Mere generelt taler man i religionsforskningen om epifani som begreb for forestillingen om, at en gud kommer til syne i verden eller i en vision.
Den franske sociolog Émile Durkheim søgte oprindelsen til al religion i den basale distinktion mellem det hellige og det profane og anså behovet for klassifikationssystemer og dyrkelsen af et idealt samfundsfællesskab for at være kernen i religion.
I nyere religionsforskning har begrebet om det hellige (i betydningen sacred) vundet hævd som den mest sigende betegnelse for alt, der har med religiøs symbolik at gøre. Således har den canadiske religionsforsker William Paden med værket Interpreting the Sacred (1992) netop fokuseret på det hellige i et sammenlignende perspektiv.
Religionernes begreber om det hellige, ikke mindst i en animistisk kontekst, har inspireret moderne opfattelser, fra romantikken til i dag, af naturens hellighed. Her kan bl.a. henvises til Bron Taylors Dark Green Religion: Nature Spirituality and the Planetary Future (2009) og i en dansk sammenhæng Jens-André Herbeners bog Naturen er hellig: klimakatastrofe og religion (2015). En religionshistorisk gennemgang af forestillinger om naturens hellighed, der deler samme opfattelse, er Karen Armstrongs Sacred Nature – How we can recover our bond with the natural world (2022).
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.