devaluering

Ordet devaluering anvendes om nedskrivning i de situationer, hvor hjemlandets valuta deltager i et kurssystem med principielt faste kurser, fx ERM II-samarbejdet, mens depreciering er en generel betegnelse for svækkelse af en valuta. Indenfor et fastkurssystem vil der normalt for en valuta være aftalt udsvingsgrænser omkring en centralkurs overfor andre deltagende valutaer, og devalueringen refererer da til en nedskrivning af centralkursen.

Formålet med en devaluering er typisk at mindske en mulig konflikt mellem ligevægt i et lands betalingssamkvem med udlandet og en tilfredsstillende udnyttelse af de indenlandske produktionsresurser, dvs. en udnyttelse i nærheden af kapacitetsgrænsen. Den umiddelbare virkning af devalueringen vil afhænge af prisfølsomheden, målt ved priselasticiteterne, i et lands eksport og import af varer og tjenester. En devaluering sænker, i hvert fald midlertidigt, et lands prisniveau og giver mulighed for større eksportmængde og en bedre konkurrenceposition over for udenlandske producenter, også på hjemmemarkedet. Indenlandske producenter kan dog, hvis markedssituationen indbyder til det, i stedet vælge at forhøje salgsprisen i indenlandsk valuta. Herved forbedres indtjeningen i de internationalt konkurrerende erhverv, hvilket giver et bedre udgangspunkt for at øge markedsandelene for indenlandske produkter. Normalt vil prisfølsomheden i udenrigshandelen være tilstrækkelig til at sikre, at en devaluering giver et positivt nettobidrag til efterspørgslen efter indenlandsk producerede varer og tjenester.

Hvis økonomien er nær ved kapacitetsgrænsen, udhules de konkurrencefordele imidlertid hurtigt, som devalueringen har frembragt. Tilbage bliver i så fald alene en begrænset afdæmpet virkning på den indenlandske efterspørgsel som følge af, at det højere prisniveau har formindsket den reale værdi af pengemængde og andre fordringer på det offentlige. Også denne virkning fortoner sig imidlertid, hvis den indenlandske penge- og finanspolitik ikke fastholdes, eller blot hvis de finansielle markeder danner sig den opfattelse, at devalueringen kan blive efterfulgt af en yderligere svækkelse af den indenlandske valuta. Devaluering virker således bedst, hvis ledige resurser i indlandet og en fast linje i den økonomiske politik kan sikre, at tiltagende indenlandsk inflation ikke udhuler devalueringsfordelen.

Devalueringer kan kun finde sted i lande, der fører fastkurspolitik, hvilket i dag er en sjældenhed blandt OECD-lande (med Danmark som prominent undtagelse). I det 20. århundrede var fastkurspolitik imidlertid mere udbredt i vestlige økonomier, og der har været en række eksempler på større devalueringer i forskellige lande. Storbritannien gennemførte således devalueringer af det britiske pund i forhold til amerikanske dollar i 1949 og 1967. Indenfor de europæiske valutasamarbejder valutaslangen og senere EMS’en fandt der også en række valutakursjusteringer sted fra 1970’erne til 1990’erne. I dag har næsten alle europæiske lande enten opgivet deres egen valuta ved tilslutning til ØMU’en eller indført et valutakursregime med flydende valutaer, sådan at devalueringer ikke er mulige. Mange udviklingslande verden over har derimod faste valutakursregimer og altså mulighed for at de- eller revaluere.

Danmark gennemførte sin første egentlige devaluering i forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933, hvor kronen blev devalueret med ca. 10 % i forhold til det britiske pund. I de efterfølgende årtier foretog man ingen selvstændige devalueringer, men kronen deltog sommetider i multinationale kursjusteringer, der var igangsat af andre lande. Den danske krone fulgte således delvis det britiske punds valutakurs overfor dollaren ved de to store britiske devalueringer i 1949 og 1967. Også i midten af 1970’erne var der flere sådanne kursjusteringer blandt de europæiske valutaer indbyrdes.

I perioden 1979-1982 slog den danske regering ind på en bevidst devalueringspolitik, hvor den danske krone flere gange blev selvstændigt nedskrevet i forhold til D-marken. Formålet var på én gang at forbedre beskæftigelsen og betalingsbalancen ved at gøre danske varer mere konkurrencedygtige. Devalueringerne gav hver gang en kortsigtet gevinst, men blev ret hurtigt spist op af tilsvarende større indenlandske prisstigninger og medførte derfor på lidt længere sigt blot en ulempe i form af et højere inflationsniveau. Strategien blev derfor opgivet igen ved regeringsskiftet i 1982, hvor Danmark slog ind på en konsekvent fastkurspolitik, hvor man frasagde sig brugen af devalueringsinstrumentet.

• valutapolitik
• revaluering
• stabiliseringspolitik
• makroøkonomi