eghjort

Hannen af eghjorten kan blive næsten 9 cm lang, hvilket gør den til Europas største bille. Det største kendte eksemplar fra Danmark havde en længde på 8,5 cm. Den udmærker sig især ved sit ”gevir”, som hannerne bruger i deres indbyrdes kampe om hunnerne. Geviret er i virkeligheden billens kindbakker, altså dens munddele. Der forekommer dværgindivider på kun 2,5-3 cm med underudviklede kindbakker.

Hunnen mangler de geviragtige kindbakker, og med en gennemsnitslængde på 2,5-5 cm er den mindre end hannen. Dækvingerne er rødbrune, mørkest hos hunnen, mens forkroppen er næsten sort.

Eghjorten er overvejende aktiv i skumringen og om natten. Hunnen opholder sig mest på gamle egetræer med udflydende saft fra sår i barken, hvorimod hannerne flyver på lune aftener på jagt efter hunner at parre sig med. Parringen foregår i tiden efter sankthans.

Æggene lægges i en gang, som hunnen har udgravet i jorden; gangen kan fx følge en trøsket trærod og kan gå ned i næsten en meters dybde. Larverne udvikles i dødt, trøsket ved i tæt kontakt med jorden. De fuldvoksne larver bliver 10-11 cm lange. Larvetiden varer ca. 5 år og forløber gennem tre stadier. Herefter forpupper larven sig i en kokon for siden at bryde op gennem jorden som voksen bille.

Som voksen lever eghjorten kun kort tid. Den bliver højst ca. en måned gammel.

I 1900-tallet var eghjorten stadig vidt udbredt og ganske hyppig mange steder i landet, dog ikke i Vestjylland og nord for Limfjorden. Den var især kendt fra Frijsenborg, Silkeborg-, Vejle- og Koldingegnen i Jylland, Æbelø nord for Bogense, Sorø-skovene, Næsbyholm på Sydsjælland og Klinteskoven ved Møns Klint samt fra Olsker og Almindingen på Bornholm. Fra slutningen af 1800-tallet gik arten imidlertid stærkt tilbage, og op igennem 1900-tallet forsvandt den fra alle dens kendte forekomststeder. Fra Æbelø er den sidst observeret i 1954, mens den sidst blev set i Fakkegrav ved Vejle Fjord i 1966, måske 1971. På Bornholm forsvandt den formentlig omkring 1970, men har måske overlevet helt frem til 1991.

I 1924 blev eghjorten beskyttet på Æbelø gennem en fredning, der omfattede øens største, gamle ege samt indeholdt forbud mod indsamling, og med Bernkonventionen blev den i 1991 fredet i hele Danmark. Trods disse tiltag blev eghjorten snart anset for at være forsvundet fra Danmark.

I et forsøg på at få eghjorten tilbage, blev den genudsat i Jægersborg Dyrehave i årene 2013-2018. Larver hentet i Polen og Tyskland har gennemført udviklingen til voksne biller, og nogle individer har formeret sig. Arten lever således igen i den danske natur, om end det stadig er usikkert, om den vil genetablere en egentlig bestand.

Eghjorten er vidt udbredt i Europa, især i Syd- og Centraleuropa. I Sverige forekommer den flere steder, bl.a. langs Østersøkysten i Blekinge samt i Småland og på Øland, hvor man bl.a. kan se den i Halltorps Hage.

I mange europæiske lande har en stadig mere intensiv skovdrift betydet, at eghjorten er gået markant tilbage i det 20. århundrede. Nu er arten mange steder fredet og beskyttet af konventioner som Bernkonventionen og EU’s habitatdirektiv.

• torbister
• hjortebiller