fransk musik

De ældste kendte vidnesbyrd om en egenartet fransk musiktradition stammer fra 400-tallet. Som i andre dele af den kristne verden herskede i denne periode en lokal ritus i Frankrig, kaldet den gallikanske; dens melodistof er dog kun sparsomt overleveret. Pippin 3. den Lilles nære kontakt til paven betød, at den gammelromerske ritus i hans regeringstid i 700-tallet antagelig begyndte at blande sig med den gallikanske, som den efterhånden fortrængte. Den form for enstemmig koral, der siden middelalderen er blevet betegnet som "gregoriansk sang", er således muligvis opstået i Frankerriget.

Denne udvikling fandt sted samtidig med, at der på andre områder inden for musikken skete en række fornyelser med vidtrækkende følger. Således dukkede de første former for flerstemmighed op i denne periode (800-tallet), ligesom flere nye genrer som troper og sekvenser, liturgiske dramaer og forskellige typer af verdslige sange bidrog til musiklivets mangfoldighed. Navnlig blev troperne og sekvenserne med deres frie tekster, som føjedes til de liturgiske ord, hurtigt udbredt og nåede ud over hele den kristne del af verden i løbet af middelalderen.

En af de tidligste former for flerstemmighed blev udviklet i 1100-tallet i det sydvestlige område af det nuværende Frankrig, Aquitanien. Den aquitanske polyfoni er kendetegnet ved, at der til en foreliggende (gregoriansk) melodi føjes en overstemme, således at der til hver tone i den oprindelige melodi hører en kæde af toner (en melisme) i overstemmen. Denne forsynes desuden med en tekst, som enten er en trope eller sjældnere en sekvens. Mange flerstemmige satser af denne type, der benævnes frit organum, er overleveret i håndskrifter fra Aquitanien; den aquitanske polyfoni blev bl.a. dyrket i Saint-Martial-klosteret i Limoges.

Tyngdepunktet rykkede omkring 1200 til Paris, hvor flerstemmigheden nåede et af sine første højdepunkter i den stil, der er blevet kendt som Notre-Dame-skolen eller modalepoken med nogle af historiens første kendte komponistnavne: Léonin og Pérotin. Den første var ophavsmand til en samling tostemmige udsættelser af messens propriumsled til hele kirkeåret, Magnus Liber Organi (Den store organumsbog), som er gået tabt, men hvis indhold er overleveret spredt i andre kilder. Hans efterfølger, Pérotin, komponerede videre på Léonins satser ved at tilføje en tredje og i visse tilfælde en fjerde stemme. Kendetegnende for Notre-Dame-skolen er satsernes opdeling i afsnit skrevet i skiftevis melismatisk stil, dvs. med mange toner i overstemmen til én tone i den oprindelige, gregorianske melodi, og i streng node-mod-node-sats, hvor der til hver tone i den gregorianske melodi svarer én tone i hver af overstemmerne (punctus contra punctum, heraf betegnelsen kontrapunkt).

Disse sidstnævnte afsnit, kaldet clausulæ, blev behandlet som mere eller mindre selvstændige satser, der dels kunne anvendes i andre sammenhænge, dels opføres alene. Deres frit komponerede overstemmer kunne forsynes med nye ord, i særdeleshed troper, og således opstod en ny musikalsk genre, motetten (af fr. mot 'ord').

De efterfølgende komponistgenerationer, der henregnes til ars antiqua-perioden (ca. 1250-1320), bidrog til musikkens historie navnlig gennem udviklingen af den modale rytme, dvs. et princip for melodiernes rytmiske udformning. Til disse komponister hører Adam de la Halle, der tillige var digter, og som skrev såvel flerstemmige motetter som enstemmige sange til verdslige tekster.

Den verdslige musik i samme tidsrum blev dyrket af bl.a. trubadurerne i Sydfrankrig og trouvèrerne i Nordfrankrig. I begge tilfælde var der som regel tale om adelsmænd, der virkede som digtere og komponister, men også mænd af lavere byrd blev optaget i kredsen. Deres sange, der ofte har den uopnåelige kærlighed som emne, er samlede i chansonniers. Omvandrende professionelle musikere, jongleurs eller ménestrels, foredrog andres sange, bl.a. om heltegerninger. Et berømt eksempel er Rolandskvadet, der skildrer et slag under Karl den Stores felttog i Spanien.

I et forsøg på at tilvejebringe faste rammer for kompositionsprocessen, der i de foregående generationer havde været præget af frihed og dermed af en uundgåelig forvirring, forfattede komponisten Philippe de Vitry ca. 1320 et skrift, Ars nova (Ny kunst), i hvilket han skildrer det isorytmiske princip, der blev enerådende i de følgende hundrede år. Det går ud på at inddele en melodi i et antal rytmisk ens grupper. Hovedskikkelsen i ars nova-perioden var komponisten og digteren Guillaume de Machaut. Foruden en række sange er han navnlig kendt for sin Messe de Nostre-Dame, den første samlede messe skrevet af en og samme komponist. Værket er en flerstemmig udsættelse af de fem ordinariumsled: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei.

Machauts messe var i generationer genstand for almindelig beundring, men det blev betragtet som en svaghed, at satserne var skrevet efter vekslende principper og derfor fremtræder uensartet. Ønsket opstod om at tilvejebringe en indre musikalsk sammenhæng i en messe, og med udgangspunkt bl.a. i englænderen John Dunstables satser bidrog især den flamske eller nordfranske komponist Guillaume Dufay til denne udvikling. Hans teknik bestod i at lade en og samme gregorianske eller verdslige melodi danne det gennemgående "skelet", cantus firmus, i alle satserne. Han var således den første af mange, der skrev en messe over den verdslige sang L'Homme armé (Den bevæbnede mand). Princippet i denne messetype, der benævnes cantus firmus-messe, blev hurtigt overtaget og dyrket ihærdigt af andre komponister. Senere i århundredet afløstes det af en anden teknik, der bestod i at omdanne en flerstemmig sats (fx motet eller madrigal) til hvert af de fem messeled. Denne nyere messetype, der kaldes parodimesse, blev anvendt af bl.a. flamlænderen Josquin des Prés og videreførtes overalt i Europa indtil ca. 1600 (se også den fransk-nederlandske tradition).

Dufays landsmand og samtidige Gilles Binchois, der bl.a. virkede ved det burgundiske hof, skrev ligeledes kirkemusik, men han blev navnlig kendt for sine verdslige chansoner.

Frans 1.s tronbestigelse i 1515 betød ikke kun nye politiske og samfundsmæssige forhold i Frankrig. I takt med, at livet ved hoffet blev toneangivende, fik monarkiet også stigende betydning for kulturen, en tendens, der kulminerede med Ludvig 14.s og Ludvig 15.s pragtudfoldelser og sluttede brat med Den Franske Revolution.

Frans 1.s sejr ved Marignano i 1515 blev genstand for Clément Janequins musikalske skildring i den berømte flerstemmige chanson La Guerre (Krigen), der er typisk for genrens brug af tonemaleriske effekter (se battaglia). Den franske chanson, som bl.a. også Claudin de Sermisy bidrog til, blev kendt under betegnelsen canzona i Italien, hvor man afhængigt af opførelsesmåden skelnede mellem en vokal og en instrumental form; den første, canzona cantata, blev med tiden til kantaten, den anden, canzona sonata, til sonaten. Franske chansoner blev, foruden messer, motetter og andre former for musik, udgivet fra 1528 af Pierre Attaignant, der var en af historiens første nodetrykkere.

Baroktidens vigtigste nyskabelse, operaen, der opstod omkring 1600 i Italien, nåede allerede i første halvdel af århundredet ud over landets grænser og dermed også til Frankrig. Størst betydning fik den italienskfødte komponist Jean-Baptiste Lully, der bl.a. virkede ved det kongelige hof i Versailles, hvortil han i samarbejde med Molière skrev musikken til en række opera-balletter, den særlige franske form for musikalsk teaterforestilling med en blanding af sang, instrumentalmusik og dans. Sammen med tragedieforfatteren Philippe Quinault (1635-88) udviklede han desuden den særlige franske operatype, tragédie lyrique, der i modsætning til højbarokkens italienske opera seria ikke er opbygget af skarpt adskilte secco-recitativer og arier i faste formmønstre, men hovedsageligt omfatter ariose afsnit af vekslende karakter; ordene har desuden større vægt og betydning end i italiensk opera, og kendetegnende for musikken er, at den såvel melodisk som rytmisk er tilpasset den franske sprogtone. Til de franske komponister, der videreførte traditionen, hører André Campra og frem for alt Jean-Philippe Rameau. Også som musikteoretiker fik den sidstnævnte stor betydning; med sine lærebøger i harmoni (1722, 1726) beskrev han funktionsharmonikken, hvis principper blev fremherskende i klassisk musik til omkring 1900.

I 1600-tallet og første halvdel af 1700-tallet bidrog talrige franske komponister til musikken for cembalo; til de vigtigste af dem, de såkaldte clavecinister, hører François Couperin med tilnavnet Le Grand ('den store') og Rameau. Kirkemusik skrev bl.a. Marc-Antoine Charpentier, der foruden operaer har efterladt sig et betydeligt antal oratorier, motetter, messer, kantater og andre liturgiske værker.

I 1752 blev den italienske komponist Giovanni Battista Pergolesis intermezzo La serva padrona opført i Paris, hvilket gav stødet til en heftig strid om italiensk stil over for fransk tradition, den såkaldte querelle des bouffons ('buffoniststriden'). Tidens førende komponister deltog i fejden, der stod på i flere år.

Opførelsen i 1764 af Christoph Willibald Glucks reformopera Orfeo ed Euridice fra 1762 blev efterfulgt af en række nye værker fra hans hånd skrevet til Paris: Iphigénie en Aulide og Iphigénie en Tauride (1774, 1779). Dermed indledtes en ny periode i fransk operahistorie, der i den første tid især er præget af udenlandske navne. Italieneren Luigi Cherubini, der blev direktør for Pariserkonservatoriet, skrev en række betydelige værker for scenen, bl.a. operaen Médée (1797); hans kendteste værk er Anacréon (1803). Den franske hovedstad tiltrak sig også andre udenlandske komponister; italieneren Gioacchino Rossini leverede et antal sceniske værker til Pariseroperaen, hvoraf Wilhelm Tell (1829) blev det sidste. Af indfødte franske operakomponister kan nævnes Étienne-Nicolas Méhul og Jacques-Fromental Halévy, som især bidrog til den såkaldte grand opéra over et alvorligt emne og med musik til alle replikkerne. Heroverfor stod den lettere opéra-comique, forløberen for operetten.

Både som komponist og som teoretiker øvede Hector Berlioz betydelig indflydelse på musikken i romantikken i almindelighed. Hans Symphonie fantastique (1830), der følger et programmatisk forløb, dannede sammen med Ludwig van Beethovens Pastorale-symfoni udgangspunkt for den symfoniske digtning, der blev en meget udbredt genre i perioden (Franz Liszt, Antonín Dvořák, Richard Strauss mfl.; se programmusik). Med lærebogen i instrumentation (1843) bidrog Berlioz desuden til orkestermusikkens fortsatte udvikling.

Mens Charles Gounod og Georges Bizet især huskes for deres operaer (bl.a. Gounods Faust, 1859, og Bizets Carmen, 1875), rettede Gabriel Fauré især opmærksomheden mod de mindre former som lied (mélodie) og karakterstykke for klaver. Camille Saint-Saëns er med sine symfonier, klaverkoncerter, kammermusik, operaer og kirkemusikværker en typisk repræsentant for fransk elegance.

Orgelbyggeren Aristide Cavaillé-Coll udviklede i anden halvdel af 1800-tallet en orgeltype, hvis mål var at efterligne symfoniorkestret. En række komponister, bl.a. Charles-Marie Widor og Louis Vierne, skrev symfonier for orgel alene. Sammen med belgieren César Franck, der virkede som organist i Paris, lagde de grunden til en særlig fransk orgeltradition, der blev videreført af bl.a. Marcel Dupré og Olivier Messiaen.

Med sin impressionistiske musik, der bl.a. var påvirket af hans særprægede landsmand Erik Satie og af fremmede kulturers tonekunst (fx gamelanmusik fra Bali), tog Claude Debussy definitivt afstand fra den klassiske funktionsharmonik. Akkordernes rækkefølge bestemmes ikke længere af deres indbyrdes forhold (fx dominant-tonika), men de opfattes som uafhængige klange, hvis rent lydlige egenskaber tillægges størst værdi. Dermed fik impressionismen afgørende betydning for atonaliteten i almindelighed. Hertil bidrog i øvrigt også musikken til Igor Stravinskijs tre balletter, der fik deres førsteopførelse i Paris: Ildfuglen (1910) og i særlig grad Petrusjka (1911) og den skandaleramte Le Sacre du printemps (1913).

Debussys musikalske æstetik blev til en vis grad videreført af Maurice Ravel. Spanieren Manuel de Falla, brasilianeren Heitor Villa-Lobos og finnen Leevi Madetoja er nogle af de udlændinge, der i større eller mindre grad blev påvirket af fransk impressionisme.

I tiden efter 1. Verdenskrig reagerede en kreds af franske og fransksprogede komponister imod Debussys klanglige univers. Med forfatteren Jean Cocteau som den samlende skikkelse virkede de under betegnelsen Les Six (De Seks). I stedet for stillestående klange satte de rytme og melodi i forgrunden, hvad der bl.a. høres i værker af gruppens mest fremtrædende medlemmer, Darius Milhaud og Francis Poulenc samt schweizeren Arthur Honegger, der blev uddannet på Pariserkonservatoriet.

Neoklassikken, der i mellemkrigsårene blev dyrket som en reaktion imod de moderne strømninger i musikken (bl.a. tolvtoneteknik), blev foruden medlemmerne af Les Six repræsenteret i Frankrig af Albert Roussel.

Olivier Messiaen, en vigtig skikkelse i sommerkurserne på Darmstadtskolen, videreudviklede med sit klaverstykke Mode de valeurs et d'intensités (1949) tolvtoneteknikken og lagde dermed grunden til serialismen, som er kendetegnet ved, at alle musikkens bestanddele (tonehøjde og -længde, styrke, klang osv.) på forhånd "ordnes" i serier. Til teknikkens vigtigste bidragydere hører Pierre Boulez.

I årene efter 2. Verdenskrig frembragte Pierre Schaeffer den form for elektronisk musik, der tager udgangspunkt i naturlige eller "konkrete" lyde, musique concrète.

Til den yngste generation af komponister i Frankrig hører Gilbert Amy, Gérard Grisey (f. 1946) og Gérard Pesson (f. 1958).

De amerikanske soldaters deltagelse i 1. Verdenskrig medførte, at jazzmusikken blev kendt under forskellige former i Europa og dermed også i Frankrig, men der kom til at gå en rum tid, før denne musikform slog igennem, og indfødte musikere begyndte at gøre sig gældende. Til de mest fremtrædende hører violinisten Stéphane Grappelli og guitaristen Django Reinhardt, der begge fra 1934 var medlemmer af Quintet du Hot Club de France, en gruppe, der fik betydning for jazzens udbredelse i Europa. Talrige franske musikere har virket både inden for swing, bebop og nyere former for jazz, men bortset fra pianisterne Martial Solal og Michel Petrucciani er ingen for alvor blevet kendt uden for landets grænser.

Ca. 1610-20 udvikledes ved hoffet et instrumentalensemble, Les 24 violons du roy, der trods navnet omfattede strygere i forskellige størrelser. Det havde bl.a. til opgave at spille ved officielle lejligheder som kongelige bryllupper og andre fester. Heri virkede Jean-Baptiste Lully som violinist, men han grundlagde et rivaliserende ensemble, Les petits violons, der bestod af 16 musikere. I 1725 oprettedes et koncertforetagende, Concert spirituel, som fik stor betydning for instrumentalmusikkens udvikling i anden halvdel af århundredet, bl.a. gennem opførelser af Haydns og Mozarts symfoniske værker ved offentlige koncerter.

Théâtre de l'opéra (Pariseroperaen) blev grundlagt i 1669 under navnet Académie royale de musique med Robert Cambert (ca. 1628-77) som leder. Teatret skiftede adresse adskillige gange, indtil den nuværende bygning, tegnet af Charles Garnier, blev indviet i 1875. Théâtre de l'opéra-comique, der blev oprettet i 1715 til opførelse af opéras-comiques med musik, dans og talt dialog, har ligeledes haft til huse i forskellige bygninger i Paris. I 1939 fik de to scener fælles administration. Operateatre findes også i store provinsbyer som Lyon og Bordeaux.

Stor betydning for kirkemusikken i nyere tid har benediktinermunkene i klosteret Saint Pierre de Solesmes haft; de stod bl.a. for den reform af den gregorianske sang, der førte til udgivelsen af det reviderede Graduale Romanum i 1908.

Midtpunkt for musikuddannelsen i Frankrig har siden 1784 været den institution i Paris, der blev oprettet som École de musique de la garde nationale, og som efter flere navneskift siden 1831 er blevet kendt som Conservatoire national de musique; som direktører for Pariserkonservatoriet har bl.a. Luigi Cherubini, Gabriel Fauré og Marcel Dupré fungeret (se også Grand prix de Rome). Efter 2. Verdenskrig er der oprettet lokale musikskoler i mange franske provinsbyer (bl.a. Bordeaux, Lyon, Marseille, Nice, Rouen, Strasbourg, Toulouse).

• fransk populærmusik
• fransk folkemusik
• Frankrig generelt