Det brune modermærke, der fremkommer i løbet af barndommen eller ungdommen, er den hyppigst forekommende hudsvulst før 50-årsalderen og findes hos næsten alle i vekslende antal.
Gammelmandsvorter (verrucae seborrhoicae) er godartede svulster, der forekommer hyppigt hos ældre. De er flade eller let kuplede, fløjlsagtige og gråbrune, og der er ofte adskillige på kroppen eller i ansigtet.
Dermatofibromet er en almindelig, godartet, 0,5-1 cm stor, fast svulst, der er beliggende i læderhudens bindevæv, hyppigst på benene.
Røde modermærker (hæmangiomer) forekommer hos ca. 2 % af alle børn. De kan være medfødte og vise sig som en flad, mørkerød plet (naevus flammeus, portvinsplet) eller vokse frem inden for de første levemåneder som en fremhvælvet, højrød, blød svulst (jordbærnævus). Naevus flammeus er blivende, men kan i mange tilfælde afbleges ved laserbehandling. Jordbærnævus svinder helt eller delvis af sig selv hos 3/4 før skolealderen.
Senilt angiom (kirsebærangiom) er en almindelig, godartet, få millimeter stor, rød karsvulst, som opstår i 40-50-årsalderen; der er ofte flere på kroppen.
Aktinisk keratose viser sig som et lille fastsiddende skæl med rød randzone pga. en forstyrret cellevækst i overhuden fremkaldt af mangeårig solpåvirkning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.