Et raster er et fintmasket net af punkter, der aktiveres under skanningen af et billede ved fremstilling af en kliché, der kan adskille lysere og mørkere partier i et fotografi fra hinanden.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet raster kommer af latin rastrum, 'instrument til at trække parallelle linjer', egentlig '(en) rive, (en) hakke', af radere 'kradse, skrabe'.
Et almindeligt fotografi er en analog repræsentation af sit motiv. Billedet indeholder kontinuerlige gråtoner og farvetoner, hvilket almindelige trykpresser ikke kan gengive naturtro uden at opdele motivets analoge struktur i punkter. Man er nødt til at rastrere fotografiet.
I 1800-tallets slutning løste man opgaven ved at benytte et fintmasket stofnet, hvorigennem man fotograferede sit billede og skabte en kliché. Snart efter kunne man fremstille en glasplade forsynet med et fintmasket net (rasternet).
I dag omdannes analoge billeder til digitale data og rasterpunkter via en såkaldt RIP (raster image processor) og kan gengives i flere forskellige teknikker.

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.