retorik

Retorisk argumentation tjener til at debattere problemer, hvor der ikke er én sand løsning, som det fx er tilfældet i det politiske og sociale liv. Klassisk retorik beskæftiger sig især med mundtlig tale, men alle genrer kan være persuasive, dvs. overtalende.

Retorikken giver praktiske råd om, hvordan det kan lykkes for en taler at kommunikere sit budskab til et bestemt publikum. Den behandler også de etiske problemstillinger, som kan opstå, når man forsøger at overtale eller overbevise andre om et specifikt forslag. Der er i den klassiske retorik gennemgående fokus på at afbalancere effektiv kommunikation med etiske og æstetiske overvejelser.

Faget handler om at producere velfungerende tekster og om, hvordan man kritisk vurderer dem. Frem til 1900-tallet var formålet med retorikundervisning i skolerne at lære at skrive gode tekster, fremføre taler og blive en god borger. I det moderne retorikfag er kritisk fortolkning af både mundtlig argumentation og retoriske tekster blevet lige så vigtig som at lære at skrive gode tekster.

Det moderne kommunikationsfag retorik har dybe rødder i den græsk-romerske tradition, der opstod som praksis og fag i Athen i 5 årh. f.v.t. Der var i Athen et begrænset demokrati, hvor frie mænd skulle tale og debattere i egen person i demokratiske råd og retsforsamlinger. Undervisere og taleskrivere trådte til, og faget retorik opstod med skoler, håndbøger og teorier. En vidtforgrenet terminologi med fagudtryk for genrer, argumenttyper, troper og figurer osv. blev skabt.

Store politikere som Perikles og Demosthenes brugte deres talekunst til at få indflydelse og blev forbilleder for senere talere. En dygtig taler kunne få stor magt, så retorikken blev mødt af mistillid af fx filosoffer som Platon, der definerede retorik som overfladisk og pyntet sprogbrug. Kritikken af retorik som tomme eller forførende ord (modsat politisk handling) har fulgt retorikken og høres stadig.

I sit værk Retorik skelner Aristoteles mellem tre grundlæggende retoriske genrer:

Aristoteles skelnede også mellem tre appelformer, altså tre måder, hvorpå taleren eller afsenderen kan appellere til modtageren:

I det romerske kejserrige (fra 27 f.v.t.) mistede den politiske retorik sin betydning. Den romerske retoriker Quintilian bruger Aristoteles’ tredelte genrebegreb – den politiske, den juridiske og lejlighedstalen – men blander dem sammen. Genredefinitioner i de retoriske lærebøger afspejler således behovene i deres samtid. I perioder med demokrati står den mundtlige tale stærkt, mens der under autoritære styreformer har været større behov for andre, fx juridiske, litterære og religiøse tekstformer.

Med kristendommen blev prædikenen den vigtigste retoriske genre. Den kristne prædiken genindførte den mundtlige tale som en central social begivenhed, hvor præsten udlagde bibeltekster og forsøgte at få menigheden til at handle efter dens bud. Kirkefaderen Augustin (354-430) legitimerede de kristnes brug af det gamle, hedenske retorikfag, hvis man fremover udelukkende imiterede de kristne forfattere og Bibelen, især Paulus. Undervisning i prædikenskrivning foregik frem til oplysningstiden på retorisk grundlag.

Den klassiske græsk-romerske tradition blev grundlaget for den retorikundervisning, der indgik i skolerne og universiteterne frem til 1800-tallet. Den klassiske retoriks genrer, øvelsesmetoder og dispositionsmodeller påvirkede mange andre tekstformer, især litteraturen. I den grundlæggende undervisning brugte man Ciceros læresystem.

Cicero definerede tre opgaver (officia) for taleren, der gør sig gældende i alle tre retoriske genrer. Taleren skulle belære, underholde og bevæge (docere, delectare og movere).

• Docere: Taleren skal kunne fremstille sin sag klart, fx et politisk forslag eller et forsvar for en klient.
• Delectare: Taleren skal underholde sit publikum for derigennem at fastholde dets opmærksomhed, fx ved brug af vittigheder eller smukt sprog.
• Movere: Talerens mål er at bevæge tilhørerne, så de antager hans forslag og værdier.

I det moderne retorikfag skelner man mellem en retor, der er en taler eller anden form for praktiker, og en retoriker, der er forsker, kritiker eller underviser.

Afsenderen, retor, kan være en person, der taler til et publikum, en skribent, der skriver med en bestemt modtager for øje, en kunstner, der vil udtrykke en politisk holdning, et reklamebureau, der målretter en kampagne til en forbrugergruppe, eller en aktivist på sociale medier.

Med sin retoriske ytring forsøger afsenderen, retor, at kommunikere et budskab til de intenderede modtagere – altså de modtagere, afsenderen ønsker at påvirke. Modtagerne kan være alt fra store folkemængder, en anden person eller en selv (en indre dialog). En tale kan have en umiddelbar virkning, som når en taler opflammer sit publikum, får det til at antage hendes budskab og handle derefter. Virkningen kan også indtræde længere tid efter afholdelsen af talen.

En retorisk ytring har ofte flere målgrupper, og afsenderen skal tit tage hensyn til både enige og uenige modtagere. Publikum kan være homogent (fx en gruppe politisk enige) eller heterogent (fx repræsentanter for forskellige partier i Folketinget). I forberedelsen af en tale må taleren betragte sagen fra flere sider for at finde de bedste argumenter og gendrivelser af modparten. Dette er controversia-princippet: at kunne argumentere pro et contra, belyse sagen fra mindst to sider (hvilket Cicero skrev om i flere værker).

Taleren kan have en forestilling om sit publikum, som ikke altid passer til det faktiske publikum. De belgiske argumentationsteoretikere Chaim Perelman (1912-1984) og Lucie Olbrecths-Tyteca (1899-1987) skelner mellem det partikulære publikum og det universelle publikum. Begge dele er talerens forestillinger om de faktiske modtagere (det partikulære publikum) og deres antagelser og værdier (det universelle publikum). De understreger, at en taler kan henvise til universelle værdier, som må vurderes som forkerte eller perverterede (som f.eks. nazisternes forestillinger om jøder som kilde til alt ondt). Talerens publikumsbillede kan dermed bruges til at vurdere en tales redelighed.

Studiet af de retoriske normer for god argumentation er ligesom forskning i retorikhistorien vigtige felter i det moderne retorikfag på gymnasier og universiteter. Det er et udbredt kriterie for god retorik, at afsenderen skal give belæg for sine påstande og relatere dem til almene normer. I et demokratisk samfund (modsat et diktatur) har magthavere og andre aktører i det offentlige rum en pligt til at begrunde deres påstande.

Det moderne retorikfag, der trækker på den retoriske tradition, er tværvidenskabeligt; fx inddrages sociologisk teori, medieteori og æstetisk teori. Andre fag på moderne retorikuddannelser er retorisk kritik (fortolkning af taler osv.), politisk debatkultur, digital og visuel retorik. Studiet af dansk og nordisk retorik, både historisk og helt aktuelle taler, indgår i faget.

Fagets praksisdel er nu som altid dets kendetegn: Teori og praksis går hånd i hånd. Mundtlig retorik, undervisning i taleskrivning og at stå frem som taler er faste komponenter, ligesom undervisning i retorisk skrivning, hvor det primære amerikanske forskningsfelt composition studies byder på en stor teoretisk og metodisk litteratur.

• Jørgensen, Charlotte og Villadsen, Lisa (red.): Retorik: teori og praksis. 2. udgave. Samfundslitteratur 2023.
• Kjeldsen, Jens E.: Vor tids retorik. Indføring i moderne retorisk teori og metode. Akademisk Forlag 2018.
• Kock, Christian: Ordets magt. Retorisk tænkning der holder. Samfundslitteratur 2012.
• Lund, Marie; Madsen, Carsten og Roer, Hanne (red.): Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik. 4. udgave. Hans Reitzels Forlag 2023.

• Aristoteles
• Cicero
• det retoriske pentagram
• etos
• patos
• logos

• Danske Talers hjemmeside