stenografi

Ældre systemer byggede væsentligst på sprogenes konsonanter og negligerede vokalbetegnelserne. Nyere systemer, dvs. fra efter 1800, ligestillede for tydelighedens skyld konsonanter og vokaler.

Et tidligt historisk eksempel på brug af stenografi er en tale, som statsmanden Cato d.y. holdt i det romerske senat imod Catilina i 63 f.v.t. Historikeren Plutarch nævner, at Ciceros sekretær, Marcus Tullius Tiro, nedskrev talen vha. en stærkt simplificeret skrift. Det samme gjorde Flavius Arrianos i sine referater fra 100-tallet af filosoffen Epiktets undervisning.

I middelalderen anvendtes en videreudvikling af disse såkaldt tironiske notationer forskellige steder i Norden; forskellen mellem disse og den almindelige skrifts abbreviaturer og ligaturer kunne dog være ret flydende.

Talrige engelske og franske systemer udkom i 1600- og 1700-tallet. Som det første land førte Sverige 1671-1688 stenograferede gengivelser af Riksrådets møder til protokols. Englænderen Samuel Pepys førte 1660-1669 sin private dagbog i stenograferet form, og teologen John Wilkins lancerede i 1668 et stenografisisk tegnsæt indbygget i sit værk om et universalsprog.

Flere af også 1800-tallets mange nye systemer fik stor gennemslagskraft. Briten Isaac Pitman (1817-1897) udviklede et fonetisk baseret system, hvori tegnenes grundstruktur var af sædvanlig geometrisk art; et amerikansk system af John Gregg (1867-1948) var en videreudvikling heraf, som fik størst udbredelse i USA. Fra 1870'erne har man tillige gjort brug af stenotypimaskiner, hvorpå flere taster kunne anslås samtidig og stenogrammet udskrives på en papirstrimmel.

I Danmark udkom 1812 en lærebog i Dansk Kortskrivning af P.E. Rasmussen (1776-1860), men den fik ingen praktisk betydning. I Norden var tyskeren Franz Xaver Gabelsbergers (1789-1849) system fra 1834 længe det mest udbredte; det er et kursivsystem, bygget på alm. skråskrift.

I 1849 valgte Landstinget og Folketinget at anvende Gabelsbergers system, der 1853 blev oversat til dansk af David Dessau (1819-93). Omkring 1890 voksede den internationale interesse for stenografi, da erhvervslivet fulgt af offentlige institutioner, advokater, læger m.m. begyndte at anvende stenografi i arbejdet. I 1893 udgav Alfred Worms (1866-1952) sin Letfattelig dansk Stenografi.

Det Gabelsberger-Dessauske System revideredes i 1908 og blev ved siden af Worms' system det dominerende. I 1922 blev Worms' system tilladt i Rigsdagen. P.K. Stibolt (1873-1960) introducerede Fællessystemet af 1931, anvendt i Rigsdagen fra ca. 1933 sideløbendee med andre systemer.

De sidste optagelsesprøver for folketingsstenografer blev afholdt på Christiansborg i begyndelsen af 1960'erne. Der var stenografer i arbejde frem til 1968, hvorefter referaterne i Folketingstidende blev trykt på grundlag af båndoptagelser af møderne.

I 1999 blev den analoge båndoptagelse erstattet af MURF (Multiple Unit Recording Facility), dvs. digital lydoptagelse på harddisk, og efterfølgende udskrivning.

For journalister og for sekretærer i offentlige og private erhverv har stenografien siden 1960'erne mistet sin betydning og er afløst af først diktafonen og og siden digitale optagere.

• talesprog
• skrift
• sprog

• Fischer, Birgit: Dansk stenografi (Worms system). Dansk Stenografisk Forlag, 1984-1985. Tre hæfter: 48, 31 og xx sider.
• McKillop, Dugald: Shorthand and Typewriting, London, 2021.
• Worms A.: Letfattelig dansk Stenografi til Privat- og Forretningsbrug. Lærebog til Skole-, Privat- og Selvundervisning. 1893. Hæfte 28 sider.