svensk

Svensk. Kendskabet til svensk sprog før ca. 1225 bygger på Sveriges mere end 3000 runeindskrifter fra ca. 800 og fremefter. På en runesten ved slottet Gripsholm i Södermanland står en indskrift i ormeslyng, som er bemærkelsesværdig både ved det historiske indhold og den digteriske form. Teksten omhandler et vikingetogt til Særkland, dvs. saracenernes eller muslimernes land. Togtet, der blev ledet af Ingvar, d.1041, er tillige kendt fra flere andre svenske runeindskrifter og fra islandske kilder.

Riksantikvarieümbetet/Bengt A. Lundberg.

Licens: Begrænset anvendelse

Svensk er nationalsprog i Sverige og i det officielt tosprogede Finland. Der er vidtgående overensstemmelse mellem svensk og dansk sprogbygning; i det følgende nævnes kun vigtigere forskelle.

Historie

Den tidligste kendte sprogform i Sverige er ligesom i Danmark og Norge urnordisk, der er overleveret i runeindskrifter fra ca. 200-800 e.v.t. Derefter regnes traditionelt med tre store perioder i svensk sproghistorie: runesvensk, fornsvensk og nysvensk.

Runesvensk

Runesvensk (ca. 800-ca. 1225) var så godt som identisk med vikingetidens olddansk. Det var forandringerne i dansk, der fra 1100-tallet skabte tydelige forskelle mellem de to sprog, og svensk har siden da i de fleste henseender stået på et mere konservativt stade end dansk.

Fornsvensk

Fornsvensk (ca. 1225-1526) var således helt frem til midten af 1300-tallet kendetegnet ved det gamle bøjningssystem med bl.a. fire kasus i substantiver, adjektiver og pronominer og med person- og talbøjning af verber.

Nysvensk

Nysvensk (1526-) dateres fra det år, da den tidligste svenske oversættelse af Det Nye Testamente udkom på tryk; heri anvendtes for første gang bogstavet å, der siden blev officielt indført i norsk 1917 og i dansk 1948.

Perioden kendetegnes af en langsomt stigende standardisering af sproget. I 1800-tallet skabtes en fast retskrivningsnorm, der efterhånden også i et vist omfang påvirkede udtalen af det rigsmål, som op gennem 1900-tallet trængte dialekterne tilbage. Omvendt var det udtalen, der bestemte den forsvenskning af franske låneord, som blev almindelig allerede fra begyndelsen af 1800-tallet med stavemåder som byrå, kostym, medaljong, polis, suverän, staty for fransk bureau, costume, médaillon, police, souverain, statue.

Men gennem hele århundredet fastholdtes den middelalderlige tradition, som var forladt i dansk allerede ca. 1700, at skrive eftervokalisk [v] som f eller fv, fx lif, behof, lifvet, behöfva. Først ved en regeringsbeslutning i 1906 indførtes i stedet skrivemåden v, altså liv, behöva osv. Samtidig bestemtes, at også hv skulle udskiftes med v, således at hvem, hvad, hvila ændredes til vem, vad, vila mv. Derimod blev det stumme h fastholdt i hjort, hjul, hjärta osv.

Først omkring midten af 1900-tallet gik verbernes flertalsformer helt af brug, således at man også i skriftsproget opgav at sondre mellem fx sing. skriver, går, skrev, gick og plur. skriva, gå, skrevo, gingo.

I øvrigt træder de historisk betingede forskelle mellem moderne svensk og dansk især frem på følgende punkter i skriftbilledet: I tryksvag stavelse, hvor dansk har e, har svensk bevaret den oprindelige vokal a, fx leva, hästar, mens oprindeligt u fremtræder som o, fx genom, kyrkor. Derimod er oprindeligt i ligesom i dansk blevet til e, fx bonde, gäster. Svensk har beholdt eftervokalisk p, t, k uden klusilsvækkelse, fx skapa, fot, rike. Det samme gælder v efter u, fx duva 'due', mens de oprindelige frikativer [ð] og [ɣ], som i nogle tilfælde er faldet bort i dansk, er blevet til klusilerne d og g, fx röd, sked, väder svarende til dansk rød, ske, vejr og dag, tiga, fluga, väg, skog svarende til dag, tie, flue, vej, skov. Den oprindelige lydforbindelse ju er bevaret i svensk, fx bjuda, sjuk, tjuv svarende til byde, syg, tyv. En nydannelse i svensk er, at oprindeligt vn er blevet til mn, fx hamn, sömn svarende til dansk havn, søvn.

Retskrivning og udtale

Svarende til dansk og norsk æ og ø, der oprindelig var fællesnordiske bogstaver, har svensk siden ca. 1500 haft ä og ö efter tysk mønster; ä skrives ofte, hvor dansk har e, fx ämne, gärna, rätt. Efter z ender det svenske alfabet med rækkefølgen å, ä, ö. I modsætning til norsk og dansk har svensk fastholdt brugen af x i hjemlige ord, fx lax, växt, og skrivemåden ck for langt [k], fx tack og icke. Stavemåden och 'og' er et særtilfælde, jf. också.

Ligesom norsk har svensk to ordtoner, accent 1 og 2, der ikke kommer til udtryk i skriften. Med accent 1, der stort set svarer til det danske stød, udtales fx svensk og vinter, mens svenska og sommar har accent 2.

En trykstærk stavelse er altid lang, og lang konsonant skrives dobbelt, fx byggnad, tacksam, allvar, topp, visste, kött; dog skrives enkelt m og n i en del ord, fx dom, döma, man, vän.

I forbindelserne ld, nd, rd udtales d, fx guld, binda, jord. Derimod er d stumt i forbindelsen dj i forlyd: djur 'dyr', djävul; tilsvarende er l stumt i ljus 'lys', ljuga 'lyve' mv.

I forbindelserne lg og rg udtales g som [j], fx älg, sorg, og eftervokalisk gn udtales [ŋn], fx lugn 'rolig', dygn 'døgn'. Foran fortungevokaler udtales i reglen g som [j], k som [ç] og sk som [ʃ], fx gemensam 'fælles', gärna, kind, köra, besked, skynda; undtagelser er fx teologi med [g], energi med [ʃ], paket 'pakke' og kille 'dreng, fyr' med [k] og skelett med [sk].

Udtalen [ʃ] har også stavemåderne sj, skj og stj, fx sjö 'sø', skjuta 'skyde' og stjäla.

Den lange u-lyd i fx hus er en y-lignende midttungevokal, mens den korte u-lyd i hund har en ø-agtig klang.

Sammenligning af svensk og dansk
Tekstprøver fra Kerstin Ekmans roman Änglahuset (1979) og Henning Ipsens danske oversættelse Englehuset (2. udgave 1995)
Femrumsvåningen som omsluter henne är mycket ljus. Väggarna är inte tapetserade utan putsade och målade. Prosten Åkerlunds tavlor ser mörka ut på dem, hans tätknutna persiska matta glöder på den alldeles nya ekparketten i sällskapsrummet. Ditin finns det skjutdörrar med glasrutor och man kan skymta den öppna spisen. Köket är utrustat med all upptänklig komfort om vilken det i morgon ska skrivas i tidningen. Det är litet i förhållande till det som hon nyss har lämnat. De har bott i en villa på norr förut. Men det är slut med det nu. Gerda har bestämt sig för att inte längta tillbaka till mörkret innanför de vildvinsförhängda fönstren. Nu ska de bo centralt. Det är nämligen inte så lite reklam i att de gör så.	Den femværelses lejlighed, der omslutter hende, er meget lys. Væggene er ikke tapetseret, men pudset og malet. Provst Åkerlunds malerier ser mørke ud på dem, hans tætknyttede persiske tæppe gløder på det helt nye egeparketgulv i salonen. Ind til den er der skydedøre med glasruder, og man kan skimte pejsen. Køkkenet er indrettet med al tænkelig komfort, hvorom der i morgen skal skrives i avisen. Det er lille i forhold til det hun fornylig har forladt. De har før boet i en villa nordpå. Men nu er det forbi med det. Gerda har bestemt sig til ikke at længes tilbage til mørket inden for de vildvinsklædte vinduer. Nu skal de bo centralt. Der er nemlig ikke så lidt reklame i at de gør det.

Selv en uerfaren dansk læser af svensk vil straks se, at svensk ligner dansk. Ud over navne består teksten af 123 ord, hvoraf næppe mere end 15 kan virke forstyrrende på forståelsen. Det gælder to ord, der er helt fremmede for dansk: spis ’pejs’ og fönster ’vindue’. To andre er „falske venner“: tavla ’maleri’ og matta ’gulvtæppe’. På lignende måde kan en dansker tage fejl af forbindelsen inte – utan, hvor utan svarer til ’men’, og lämna, der nok er samme ord som dansk levne, men betyder ’forlade’. Andre ord er kun halvgennemsigtige, fx våning ’bolig’, tidning ’avis’, ditin ’derindtil’.

I skriftbilledet afviger bogstavformerne ä og ö fra dansk æ og ø. Svensk har ofte ä, hvor dansk har e, således är, bestämt, nämligen, og eftervokalisk p, t, k, hvor dansk har b, d, g, fx sällskap, ut, tillbaka. Lang konsonant skrives dobbelt efter kort vokal, derfor till, upp, nyss, att; omvendt viser fx kök ’køkken’, glas og tät, at vokalen er lang, modsat dansk. I tryksvage stavelser kan der forekomme a og o, hvor dansk har e, bl.a. väggarna, tapetserade, skrivas, rutor, morgon. Desuden skrives v i forlyd, hvor dansk har hv, fx vilken. Mens den bestemte flertalsendelse -na i väggarna stemmer med dansk -ne, er -n i intetkønsordet fönstren ’vinduerne’ særegent for svensk.

Grammatik

Bøjning og syntaks har som helhed gennemgået samme udvikling som i dansk. Substantivernes fordeling på fælleskøn og intetkøn afviger undertiden fra dansk. Fælleskøn i svensk er bl.a. apparat, kyss, människa, punkt, toalett; til människa henvises med pronomenet hon. Intetkøn er fx besked, finger, kaffe, krig, lejon 'løve', pris, regn, vin.

Ord af fælleskøn danner flertal efter et af mønstrene dag—dagar, månad—månader, vecka—veckor 'uge'. Enkelte enstavelsesord på vokal tilføjer kun -r, fx sko—skor, hustru—hustrur, mens typen fiskare 'fisker' er uændret i flertal. Intetkønsord, der ender på konsonant, er ens i ental og flertal, ikke blot fx kast, svin, år som i dansk, men også fx bord, hus, redskap, universitet. Intetkønsord på vokal tilføjer i pluralis -n, fx frö—frön, hjärta—hjärtan, äpple—äpplen; nogle intetkønsord på trykstærk endestavelse får dog -er som i dansk, fx parti—partier.

Den bestemte endelse i pluralis er -na, fx dagar-na, veckor-na, skor-na, fiskar-na, äpple-na; for intetkønsord på konsonant dog -en, fx hus-en, redskap-en osv.

Tiltalepronomenet i pluralis er ni 'I' med akkusativformen er 'jer'; det tilsvarende possessive pronomen er 'jeres' bøjes som et adjektiv: er dotter, ert land, era kläder. De samme pronominer kan fungere som ental i høflig tiltale svarende til De, Dem, Deres i dansk. I stedet for 3. person pluralis de og dem bruges især i talesproget ofte dom.

Verbernes fordeling på stærk og svag bøjning er hovedsagelig som i dansk; undtagelser er fx betydde, tvingade, hjälpte, brann, sög over for dansk betød, tvang, hjalp, brændte, sugede. I den svage bøjning svarer typerne kastade, dömde, läste, valde 'valgte' til dansk; verber på trykstærk vokal, fx bo, sy, nå bøjes som i norsk efter mønsteret bodde, sydde, nådde. Nogle verber, hvis stamme ender på -r og -l, er uden bøjningsendelse i præsens; det gælder bör og gör som i dansk, men desuden bl.a. far, hör, skär, stjäl, tål.

I modsætning til dansk omfatter verbalbøjningen i præteritum af stærke verber konjunktiv som udtryk for en antagelse, der strider imod virkeligheden, fx vore i stedet for var i du kommer som du vore kallad.

Passiv på -s anvendes i større udstrækning end i dansk, fx hon greps av oro 'hun blev grebet af uro', till middagen dracks vin 'til middagen blev der drukket vin'. Også præteritum participium kan bøjes i passiv, fx papperen har redan skickats ut 'papirerne er allerede (blevet) sendt ud', bilen hade stulits 'bilen var blevet stjålet'.

Syntaktisk adskiller svensk sig fra dansk ved dobbelt bestemthed, fx den vägen, det året; også med attributivt adjektiv, fx den kortaste vägen, det nya året. I visse faste forbindelser udelades den foransatte bestemte artikel, fx i sista minuten, franska revolutionen, Svenska Akademien. Til et subjekt i flertal henvises med det possessive pronomen sin, fx barnen saknar sin mor 'børnene savner deres mor'.

I ledsætninger kan det finitte hjælpeverbum udelades: han berättade att han redan sålt sitt hus. Verbalpartikler placeres foran objektet: han har hetsat upp sig i onödan 'han har hidset sig unødigt op'. I forbindelse med infinitiv sættes adverbialer efter att, fx det är viktigt att inte glömma bort huvudsaken.

Ordforråd

Størstedelen af det svenske ordforråd genfindes i dansk. Det gælder både de oprindelig fællesnordiske arveord og de låneord, som de to sprog under stort set ensartede samfundsmæssige påvirkninger har overtaget fra latin og græsk, fra nedertysk og højtysk, fra fransk og fra engelsk mfl.

Svensk har dog bevaret ikke få gammelnordiske ord, som er gået tabt i dansk, fx arvode 'honorar', börja 'begynde', genast 'straks'. Og nogle nyere orddannelser er særegne for svensk, fx grädde 'fløde', kräkas 'brække sig' og ofantlig 'umådelig'.

Desuden har adskillige formelt set identiske ord fået forskellig betydning i de to sprog. Eksempler på sådanne "falske venner" er dike 'grøft', isär 'hver for sig, itu', karamell 'bolsje', lämplig 'passende', rolig 'morsom', semester 'ferie' og övergiven 'forladt'.

Også mængden af låneord er kun delvis sammenfaldende. Således har svensk optaget adskillige ord, som er fremmede for dansk, fx fra tysk fråga 'spørge' af ty. fragen, gemensam 'fælles' af ty. gemeinsam og ursprung 'oprindelse' af ty. Ursprung; fra fransk er hentet glass 'iscreme' af fr. glace, pryd 'snerpet' af fr. prude, trottoar 'fortov' af fr. trottoir, og fra finsk bl.a. känga 'støvle' af fi. kenkä 'sko' og pojke 'dreng' af fi. poika.

Rigssprog og dialekt

Nutidens standardsvensk har en stærk placering i samfundet. Dets historiske grundlag er sprogformen i området omkring Mälaren med centrum i Stockholm. Retskrivningen har siden 1874 været reguleret af Svenska Akademiens ordlista över svenska språket. Sprogpolitiske spørgsmål i øvrigt varetages af Språkrådet, der indtil juli 2006 hed Svenska språknämnden. Navneskiftet er sket samtidig med en styrkelse af institutionen som et led i en ny svensk sprogpolitik, vedtaget af Rigsdagen i 2005. Et af målene med denne er at styrke svensk som samfundsbærende sprog under indtryk af såvel globaliseringen og det engelske sprogs indflydelse som fremkomsten af nye minoritetssprog.

Inden for det talte rigssprogs rammer forekommer regionale forskelle i intonationen og i udtalen af bl.a. r, som i det sydlige Sverige er et snurret bagtunge-r, kaldet skorrande r til forskel fra det dominerende tungespids-r.

De egentlige dialekter inddeles traditionelt i hovedgrupperne sydsvenska mål, götamål, sveamål, norrländska mål, gutamål (på Gotland, jf. gutnisk) og östsvenska mål. De sydsvenske dialekter i Skåne, Halland og Blekinge, som Sverige erobrede fra Danmark i 1658, indtog i middelalderen en tydelig mellemstilling mellem dansk og svensk, men fx hallænderen Poul Helgesen opfattede sprogligt sig selv som dansk.

Svensk i Finland

Den overordnede standard for de østsvenske dialekter er finlandssvensk, som på nogle få punkter afviger fra rigssproget i Sverige. Vigtigst er det gennemgående træk i udtalen, at finlandssvensk ikke skelner mellem accent 1 og 2. Desuden forekommer der ligesom i dansk korte stavelser, dvs. med udlydende kort vokal, fx du, foto, eller med kort vokal fulgt af kort konsonant, fx første stavelse i genom, föredrag og et stednavn som Hanaholmen. I forbindelsen dj i forlyd kan d udtales i fx djur.

Eksempler på særegne finlandssvenske udtryk er gravgård og uppbevara, som er gået af brug i Sverige, hvor det hedder kyrkogård og förvara 'opbevare'; nydannede i Finland er fx simkostym og sist och slutligen, som svarer til baddräkt og när allt kommer omkring 'når alt kommer til alt'. Andre er oversættelseslån fra finsk, fx skyddsväg 'fodgængerovergang' og våningshus 'beboelsesejendom' svarende til övergångsställe og hyreshus i Sverige.

Når finlændere med finsk som modersmål taler svensk, anvender de altid stednavnenes svenske former, fx Helsingfors, Åbo, Borgå, og ikke Helsinki, Turku, Porvoo. Hos Institutet för de inhemska språken indgår en svensk afdeling på lige fod med den finske.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Svensk

Seán D. Vrieland

lektor, ph.d., Københavns Universitet