tun

Med ca. 4 millioner tons fangst i 2009 er tunfiskeriet (mange arter) blandt verdens økonomisk vigtigste. Det drives særlig i tropiske farvande i både Stillehavet og Atlanterhavet af Japan, Indonesien, USA, Sydkorea og Taiwan. Salg af fiskerettigheder til tunfiskeri giver mange Stillehavsøer en vigtig indkomst. Fiskeriet er traditionelt foregået som såkaldt dørgefiskeri, dvs. med enkeltliner monteret på bambusstænger, en type fiskeri, der er meget arbejdskrævende. Rationalisering vha. større fartøjer har siden 1950'erne gjort det muligt at fiske med drivgarn og snurpenot. De største fartøjer medbringer en helikopter for at lede efter store flokke af tun. Dette fiskeri medfører betydelige bifangster af bl.a. havpattedyr som delfiner og har ledt til protester fra dyreværnsorganisationer.

Med baggrund i en videnskabelig rapport om den alarmerende lave globale bestand i 2009 af flere tun-arter søger man i international sammenhæng at begrænse og regulere fiskeriet.

Tun på dåse er et af verdens mest populære fiskeprodukter. Frisk tun er en hovedbestanddel i det japanske sushi-køkken, og efterspørgslen i Japan er så stor, at prisen for en blåfinnet tun på 342 kg i januar 2011 i Tokyo nåede op på 2,2 millioner kr.

Kødet af de forskellige arter af tunfisk er ret forskelligt og finder derfor også forskellig anvendelse. Arter med rødt kød steges eller grilles traditionelt som (kalve)kød, mens arter med hvidt kød, hvid tun, tilberedes som kylling. Under påvirkning fra det japanske køkken, der i stadig stigende grad er blevet populært siden 1980'erne, spises stadig mere tunfisk rå som sushi og sashimi.

Som andre store rovfisk øverst i fødekæden opsamler tunfisk kviksølv i deres kød. EU's grænseværdi er for store rovfisk sat til 1 mg pr. kg fisk (for små rovfisk til 0,5 mg pr. kg). Da disse grænseværdier ofte overskrides, har EU siden 2004 informeret medlemslandene om, at kvinder, der er gravide eller som ønsker at blive det, højst bør indtage to portioner a 100 g tunfisk pr. uge.

• makrelfisk