Bursa

Bursas bystruktur tilpasser sig de topografiske forhold og er derfor ret spredt. Bebyggelsens kerne grupperer sig omkring hovedmoskéen Ulu Cami, en søjlehal overdækket med 20 kupler, en for hvert fag. I den indre udsmykning dominerer store religiøse indskrifter af høj kalligrafisk kvalitet samt en fontæne. Straks uden for moskéen ligger basaren, çarşı, med karavanseraier, butikker og kuppeloverdækkede haller, bedesten, hvor særligt værdifulde varer falbydes.

Uden for byens centrum krones flere bakketoppe af klynger af religiøse bygninger, külliye, hver med kuppelmoské og stifterens mausoleum; dertil en religiøs skole, medrese, og ofte også et folkekøkken, et hospital m.m.

Yeşil Cami øst for byen er et sådant anlæg, grundlagt i 1400-t. Moskéens smukt proportionerede rum er udsmykket med farverige keramiske vægbeklædninger. En helt anden bygningstype, de offentlige badeanstalter hammamer, findes i forstaden Çekirge. Bursa er berømt for sine varme kilder.

Bursas oprindelige navn var Prusa/Brusa efter den formodede grundlægger, kong Prusias 1. af Bithynien. Fra ca. 200-74 f.v.t. var den en selvstændig by, hvorefter den kom under romerne. Bursa blev hovedhjørnestenen i forsvaret af Konstantinopel efter tyrkernes indvandring i Anatolien i løbet af 1000-tallet. Osmannerne erobrede byen i 1326, og den var deres herskersæde indtil 1402, da den blev erobret og nedbrændt af Timur Lenk. Skønt Bursa blev genopbygget, gik Edirne over til at være osmannisk hovedstad.

Bursa lå, hvor de østlige og de sydlige karavaneveje til Istanbul løb sammen, og i slutningen af 1600-tallet var den blevet en af Anatoliens største byer med ca. 70.000 indbyggere. Den var et vigtigt marked for handel med krydderier, farvestoffer og især silke fra det nordlige Iran; fra 1600-tallet dyrkedes og forarbejdedes silke lokalt.

Som et af Mellemøstens første industricentre overlevede Bursa i 1800-tallet konkurrencen fra europæiske varer på grund af sine dampdrevne tekstilfabrikker og tilslutningen til den vestanatolske jernbane.