Pilledrager er en slægt af vandbregner i familien Marsileaceae. Der kendes seks arter, som er spredt udbredt i Europa og Centralasien, Nord- og Sydafrika, det sydvestlige og sydøstlige Australien og new Zealand samt dele af Nord- og Sydamerika.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Pilularia
Den eneste art i Danmark, pilledrager (Pilularia globulifera), er sjælden og vokser amfibisk på sandede eller dyndede hedesøbredder eller søbund, hvor den kan danne tæppeformede bevoksninger. Den er usædvanlig ved at have trådformede, ugrenede blade, der ruller sig op som en bispestav, og ved at sporehusene med hhv. små- og storsporer er beskyttet af omdannede, kugleformede bladafsnit ved bladgrunden, såkaldte sporefrugter. Sporefrugterne overvintrer og åbnes i det tidlige forår, ved at et gelélag omkring sporerne svulmer op. Sporerne bliver på ganske kort tid til små kønsmodne forkim, der danner nye planter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.