Alderdommens filosofiske livskunst

TEMA: ALDRING ALD ER DOM M E N S FILO S OF IS K E L I VS K U N S T Vi kan have brug for hjælp, når vi nærmer os livets sidste fase. I dag bliver stadig flere og flere af os nemlig gamle i en kultur, der mere og mere forherliger ungdommen. På trods af de mange ældre er samfundet præget af et tiltagende ubehag ved forældelsen, og flere gamle mennesker synker hen i ensomhed, fortvivlelse, misbrug eller depression. I det følgende vil jeg vise, at der findes en vej til helbredelse i hellenismens og romerrigets filosofi, som indeholder nogle friske bud på kunsten at blive ældre på en god måde. Og antikkens filosofiske livskunst blev netop praktiseret som en egentlig terapi, hvilket gør den særligt velegnet for vor tids psykoterapeuter. FILOSOFI FOR PSYKOTERAPEUTER ”Den form for filosofi, der ikke helbreder nogen menneskelig lidelse, er tom. For ligesom lægekunsten ikke er til nogen gavn, hvis den ikke helbreder kroppens sygdomme, så er filosofien ikke til nogen gavn, medmindre den helbreder sjælens lidelser.” (Epikur i Dræby 2018a s.196). I Skandinavien har vi ikke nogen større tradition for at forholde os filosofisk til tilværelsen, da vores kultur har sine historiske rødder i landbrug og fiskeri. Derfor kan vi have en tilbøjelighed til at forholde os meget konkret og redskabsagtigt til tilværelsen, og dansk psykiatri og 6 Tekst: Anders Dræby psykologi har historisk set været meget naturvidenskabeligt orienteret. Den samme tendens gælder den danske universitetsfilosofi, der har fjernet sig fra livet og er blevet til en rent intellektuel analyse af teoretiske begreber og argumenter. Men filosofien handlede oprindeligt om at opnå en livsnær indsigt i tilværelsen som helhed. Den form for filosofi er ikke fjern for danske psykoterapeuter, der arbejder ud fra en humanistisk eller eksistentiel tilgang. Som min egen tidligere vejleder, Emmy van Deurzen, har påpeget, kan alle andre psykoterapeuter imidlertid også have gavn af at indarbejde et filosofisk blik for tilværelsen som helhed. I den forbindelse kan alderdommens filosofiske livskunst inspirere til at arbejde terapeutisk med mennesker, der er gamle eller bare på vej til at blive ældre. FORBEREDELSEN TIL ALDERDOMMEN ”Ethvert samfund stræber mod at leve og overleve; det tilbeder styrken og frugtbarheden, som er knyttet til ungdommen; det frygter alderdommens nedslidthed og goldhed.” (Beauvoir 1979 bind 1 s.54). Vi kan godt lide at fortælle myter om, at man før i tiden havde et langt mere positivt syn på de ældre. Men mennesker har søgt ungdommens kilde siden oldti- TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 1 · FEBRUAR 2019 TEMA: ALDRING Når man er ung, bør man ikke udsætte studiet af filosofi, og man bør heller ikke opgive det, når man bliver ældre, for i ingen alder er det for sent eller for tidligt at drage omsorg for sin egen psykiske sundhed. Epikur (forfatterens oversættelse) den, og alle store civilisationer har været præget af en vis afsky over for alderdommen. Det som er særligt ved vores kultur er, at dødsfrygten er vokset til et hidtil uset niveau. Derfor vil vi alle sammen gerne leve evigt, mens ingen af os ønsker at være gamle. For mange af nutidens mennesker betyder ordet alderdom netop en dom om svækkelse, snarlig død og udgrænsning fra samfundet. Så længe vi er unge, vil vi helst ikke tænke på, at vi bliver ældre; eller også tænker vi som engelske The Who: ”I hope I die before I get old.” For selvom frygten for døden er stor, er ubehaget ved alderdommen ofte større. Mange af os bliver dog rent faktisk gamle, og det er en følge af de sidste to hundrede års udvikling inden for ernæring, boligforhold og sundhedsvæsen. Så hvordan kan vi ruste os selv bedst muligt, og behøver alderdommen virkelig at være så skidt? Her kan vi passende gå til antikkens hellenistiske og romerske filosoffer, der netop lægger vægt på, at vi bør forberede os på vores alderdom. Det handler ikke så meget om, at vi må påbegynde vores pensionsopsparing i god tid, som om, at vi allerede som unge må begynde at forholde os til det vilkår, at vi med stor sandsynlighed bliver gamle. Så længe vi idealiserer ungdommen, kan meget af vores liv komme til at opleves som et gradvist og pinefuldt forfald. Vi vil gerne forblive ungdommelige, friske og smukke så længe som muligt, og derfor kan vi blive grebet af ubehag over, at klokken slår og kroppen forgår. Eftersom ulykkelige mennesker kun bliver mere ulykkelige, jo ældre de bliver, må vi forandre hele vores grundindstilling til tilværelsen. Hvis vi netop meget tidligt begynder at fokusere på at leve med modenhed som ideal og fokuserer på at udvikle vores evner til at leve på en indsigtsfuld og værdig måde, så slipper vi for ubehaget, og alderdommen kan blive den bedste tid i vores liv. Som den romerske filosof og statsmand Lucius Anneus Seneca (4 f.v.t. - 65 e.v.t.) skrev i år 49 til sin gamle svigerfar Paulinus, er det også kun igennem forberedelsen til livets afslutning, at vi for alvor kan forhindre, at vi kommer til at forspilde vores liv (Dræby 2018b). Vi mennesker har det nemlig med at leve uden større omtanke for, at vores mest dyrebare ressource er vores tid. Derfor har vi det med at ødsle vores tid bort på meningsløse forehavender og trivielle gøremål med det resultat, at vores alderdom kan blive præget af bitterhed og fortrydelse. Hvis vi derimod forbereder os på døden og får prioriteret vores tid rigtigt, kan alderdommen blive en tid, hvor vi ser tilbage på et rigt liv. Og så kan vi med en bibelsk vending opnå at dø mætte af dage (Dræby 2018a kap. 3). TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 1 · FEBRUAR 2019 7 TEMA: ALDRING ANTIKKENS FILOSOFISKE TERAPI ”Gennem helbredelsen af psyken, vil du udfri den fra alle onder, fra alle dens bindinger… Frygten for døden gør et menneske trist, fordi det ikke har indsigt i sin egen psyke… Det er ikke døden, men en dårlig livsførelse, der ødelægger psyken … Filosofiens indsigter skal nydes så meget som muligt, som hvis de var ambrosia og nektar. For den nydelse, der opstår af dem, er ægte, ubestikkelig og guddommelig.” (Pythagoras 2009, min oversættelse). Så hvorfor lagde hellenismens og Romerrigets filosoffer mon så stor vægt på alderdommen og døden? For at kunne besvare det spørgsmål er det vigtigt at holde sig for øje, at antikkens filosofi ikke var en rent skriftlig eller intellektuel disciplin, der bestod af teorier og argumenter. Oprindeligt var både den vestlige og østlige filosofi først og fremmest en åndelig måde at leve sit liv på (Dræby 2018a kap. 2). Grundtanken var, at hvis man levede sit liv i en stræben efter visdom, kunne man blive åndeligt bevidst og mere duelig til at møde hverdagslivets udfordringer. Hvis vi holder os til den vestlige filosofi, bliver den allerede fra og med den oldgræske filosof Pythagoras (570495 f.v.t.) forstået som en psykoterapeutisk praksis, der kan befri mennesket fra dets bekymringer og psykiske lidelser (Dræby 2017). Det er nemlig manglen på indsigt, og herunder selvindsigt i vores egne destruktive tilbøjeligheder og følelsesmæssige reaktioner, der skaber hoveddelen af vores livsproblemer. Eller som den romerske filosofi Epiktet (55-135) formulerer det, er det ikke vores livsomstændigheder, men derimod måden, vi forholder os til dem på, der bestemmer, hvordan vi har det (Epictetus 2014). Hos Epiktet og de andre filosoffer fra hellenismen og Romerriget bliver denne filosofi til en egentlig livskunst, der handler om at lære kunsten at leve livet. Vi mennesker er skrøbelige og dødelige, og derfor kan vi have brug for at lære et livshåndværk, så vi kan opnå et 8 mål om eudaimonia. Direkte oversat betyder eudaimonia ’den gode skytsengel’, og ordet henviser til, at vi får et godt liv ved at leve i overensstemmelse med vores indre gud, gode ånd eller simpelthen bare med det gode i os selv, der indebærer en evne til at stå imod det dårlige. Selv om den filosofiske livskunst også er en terapi, er målet derfor heller ikke blot at blive symptomfri, men derimod at kunne virkeliggøre en form for ’menneskelig blomstring’ (Dræby 2017). Samtidig finder vi først ro og hvile, når bliver i stand til at udfolde de bedste sider af os selv, og det kræver, at vi opnår en indsigt i os selv som helhed og vores placering i universet. CICERO OM DEN GODE ALDERDOM ”Jeg ønsker at skrive noget til dig om at blive gammel. Denne byrde er fælles for os begge – eller i det mindste kommer den hurtigt og uundgåeligt nær – og jeg ønsker at lette denne byrde både for dig og for mig.” (Cicero 2016 s.4, min oversættelse). Den filosofiske livskunst er ikke kun interesseret i, hvordan man forbereder sig til alderdommen, så man kan undgå at ende i vrede, tristhed og sorg over tilværelsen. Hellenismens og Romerrigets filosofi har også et fokus på, hvordan man kan opnå en god og værdig alderdom. Derfor indeholder denne filosofi også en særlig undergenre, peri geros, som er praktiske vejledninger til ældre mennesker i, hvordan de kan undgå lidelser og udfolde deres alderdom på bedste vis. Her skal vi kigge på den mest kendte af disse vejledninger, der er skrevet i år 45 f.v.t. af den romerske filosof og politiker Marcus Tullius Cicero (106-43 f.v.t.). På det tidspunkt er den berømte taler og advokat i begyndelsen af tresserne, og han har trukket sig tilbage fra politik, efter at Julius Cæsar har udråbt sig selv til kejser og dermed opløst republikken. Cicero er blevet skilt, og hans datter er død, så derfor er han overladt til en alderdom, hvor tomheden og ensomheden truer. Som TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 1 · FEBRUAR 2019 TEMA: ALDRING terapeut oplever jeg selv ofte, at især ældre mænd bliver kastet ud i en større livskrise, når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Og det er netop, hvad Cicero først ser ud til at gøre. Han bliver ramt af fortvivlelse, og nu kunne han så vælge at begå selvmord eller kaste sig over flasken og drikke sig væk fra det hele. Men det gør Cicero ikke. Han kaster sig i stedet over at skrive en opbyggelig vejledning i, hvordan man kan undgå forældelsens ubehag og i stedet få en god alderdom. Og dermed får han hevet sig selv ud af fortvivlelsen og skabt et meningsfuldt liv for sig selv. I nyere tid har den østrigske logoterapeut Viktor Frankl også vist, hvordan vi kan blive kastet ud i nogle livssituationer, som vi kan have svært ved at finde sammenhæng og retning i. Den oplevelse kan føre til angst, depression og misbrug eller simpelthen bare til, at vi giver op over for tilværelsen. Men Frankl viser også, at der altid findes en vej ud af selv de mest ekstreme og uoverskuelige livssituationer. Man kan blandt andet overvinde oplevelsen af meningsløshed ved at kaste sig over et projekt og skabe noget af værdi for sig selv og andre (Frankl 2006). Det gjorde Frankl selv, da han endte i koncentrationslejr under anden verdenskrig. Han overlevede blandt andet de rædselsfulde omstændigheder, fordi han i smug skrev en bog under sit ophold i lejrene. Og sådan kan Ciceros historie også tjene som et eksempel på, hvordan man kan kaste sig over et eller andet opbyggeligt projekt, når pensionsalderen indhenter en. Som terapeut fortæller jeg gerne selv Ciceros historie videre til især mandlige klienter, der er havnet i fortvivlelse over, at de ikke længere har deres arbejde at gå op i. Det kan støtte mange af dem i selv at finde et projekt og få skabt en ny mening med livet. Selv om Ciceros tekst er kort og letlæselig, er den meget indholdsmættet, og vi kan finde en række yderligere indsigter, der kan bruges i terapien med ældre mennesker. Cicero fortæller således, at der findes fire hovedgrunde til, at vi kan have en tilbøjelighed til at blive ramt af ubehag over at blive gamle, og derfor oplister han også fire terapeutiske strategier: Første strategi: Et aktivt hverdagsliv Den første kilde til ubehag over forældelsen består netop i, at man ofte trækker sig tilbage fra aktive gøremål, fordi man ikke længere er på arbejdsmarkedet. Derfor går nogle ældre langsomt helt i stå, og i dag ender mange med at sidde og mimre foran fjernsynet. Men som Cicero siger, er der absolut ingen grund til, at alderdommen bør være en passiv og slukket alder. Det er tværtimod vigtigt at holde sig aktiv, og det kan man gøre på mange andre måder end gennem et lønmodtagerjob. Man kan som nævnt kaste sig over et større projekt, men man har også mange muligheder for at gå i gang med fordybelse i emner, som man måske ikke har haft tid til før. Alderdommen er en fremragende tid for at kaste sig over læsning, kultur, kunst eller filosofi, og der er rige muligheder for at gå til undervisning på folkeuniversitetet eller for at deltage i retreats eller studiekredse. Hvis man indtager den indstilling til alderdommen, bliver det ikke en fattigere, men derimod en rigere tid. Før havde man måske så travlt med sit arbejde, at man aldrig fik gået i dybden med noget som helst eller bare gav sig lov til at forfølge sine interesser og sin nysgerrighed. Det kan man nu, og dermed kan man udvide sin indsigt i livet og døden, verden og universet. Anden strategi: En aktiv krop og et aktivt sind Den anden kilde til lidelse er oplevelsen af, at kroppen forfalder, og at man ikke længere har ungdommens fysiske styrke. Men som Cicero siger, er det vigtigt at fokusere på, hvad man har, i stedet for at fokusere på, hvad man ikke længere har, hvis man vil have en god alderdom. Livet har den samme rytme som året, der bevæger sig fra forår over sommer til efterår og ender i vinteren. Ifølge Cicero indeholder enhver livsalder sine egne TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 1 · FEBRUAR 2019 9 FOTO: PIXABAY 10 TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 1 · FEBRUAR 2019 TEMA: ALDRING goder, som vi må forstå at værdsætte. Når vi er unge, er vores krop på sit højdepunkt, og vi har mulighed for at gøre en masse fysiske ting, som vi ikke kan, når vi er ældre og nået til livets sidste årstid. Her må vi stadigvæk have et fokus på at holde vores krop i form, så vi undgår sygdomme og det værste forfald. Det er muligt, at vi ikke længere kan løbe maraton, men vi kan dyrke motion og spise og drikke sundt. Mens ungdommen er kroppens alder, er alderdommen snarere sindets alder. Vi kan ganske vist blive ramt af glemsel, sindssvækkelse og måske endda senilitet, men det skyldes i reglen, at vi ikke holder vores sind aktivt. Derfor må vi bekæmpe sindets forfald ved at engagere vores intellekt og vores tanker i noget aktivt i stedet for blot at stirre passivt ud i luften eller ind i fjernsynet. Hvis vi formår at holde vores sind aktivt, vil vi opleve, at det kan holde sig mindst lige så friskt og skarpt, som i vores ungdom. Ja, vi kan endda få den oplevelse, at vores krop ganske vist forældes, men at vores sind skærpes. Af samme grund er alderdommen også for alvor den alder, hvor man kan opnå en form for indsigt i livets mysterium, og derfor er alderdommen desuden filosofiens livsalder. Her vender Cicero så igen tingene lidt på hovedet, for ulykken kommer altså af, at vi fokuserer på det, vi ikke har, i stedet for det vi har. Alderdommen fratager os ikke kroppens begær, den fritager os fra dem. For når vi er unge, er vi ofte i drifternes, sansernes og følelsernes vold, og meget af vores liv har en tilbøjelighed til at udspille sig nede i kroppen og følelserne, og det er netop begæret og de voldsomme følelser, der skaber mange af vores problemer. Når vi bliver ældre, forsvinder meget af vores grådighed og nydelsessyge, og vi bliver bedre i stand til at nyde det mådeholdne og fortaber ikke så let os selv. Nu kan vi søge nogle andre fornøjelser. Nemlig ikke alene fornøjelsen ved at udvikle vores intellekt og bevidsthed og fordybe os. Men også fornøjelsen ved at gå i teatret eller på kunstudstilling – eller, som Cicero fremhæver, dyrke vores have. For som den græske filosof Epikur (341-270 f.v.t.) også betonede, er det ikke mindst i fordybelsen i naturen eller beskæftigelsen med haven, at vi kan finde den tilstand af indre sindsro, der kan give os den allerdybeste og mest vigtige livsnydelse. Han påpeger tillige, at det også er i haven, at vi bedst kan nyde selskabet af de gode venner, der er så vigtige for at have et godt liv og ikke mindst for at opnå en god alderdom. Alderdommen har da også historisk været forbundet med visdommen, men det er altså ikke altid sådan, at man bliver mere vis med alderen. Når nogle ældre mennesker ender med at være bitre og sløve, ligger ansvaret imidlertid i sidste ende hos dem selv, for en af grundene er, at de ikke holder sindet aktivt. Fjerde strategi: Konfrontationen med døden Endelig kan vi føle ubehag over, at vi med alderdommen bevæger os tættere og tættere på døden. Så længe vi nærer en frygt for døden, vil det at blive ældre derfor uundgåeligt give anledning til uro og bekymringer. Tredje strategi: En fornøjelig alderdom Lidelsens tredje kilde består i erkendelsen af, at vi ikke længere har den samme mulighed for at tilfredsstille kroppens begær og kødets lyster. Vi kan ganske vist stadig bestræbe os på at have et aktivt sexliv, og vi kan stadig søge bordets glæder, men kroppen giver os ikke længere den samme nydelse, som den gjorde i vores ungdom. For antikkens filosoffer bestod helbredelsen for dødsfrygten kort sagt i at se døden i øjnene og acceptere den. Her gentager Cicero ikke mindst Sokrates’ forestilling om, at filosofi i bund og grund er en forberedelse til døden (Dræby 2018a kap. 3). Vi skal lære at leve med vores egen død, og det skal ikke forstås på samme måde, som når tankerne kan kredse om død og selvmord, hvis man befinder sig i en melankolsk og måske endda depressiv TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 1 · FEBRUAR 2019 11 TEMA: ALDRING tilstand. Hvis vi befinder os i en melankolsk tilstand, kredser tankerne som regel omkring døden, fordi vi ønsker at undslippe tilværelsens ubehag og flygte ad den nærmeste udvej. Men filosofien betoner, at formålet med at se døden i øjnene er at give slip på frygten og ubehaget og i stedet engagere sig fuldt ud i livet. Det er netop først, når vi accepterer, at vi rent faktisk skal dø en dag, og at vores liv hele tiden bevæger sig den vej, at vi får en mulighed for at leve livet til fulde. Og derfor kan alderdommen blive den alder, hvor vi mere end nogensinde før får en mulighed for at tage del i livet og være til stede i nuet. Hvor vi prioriterer de virkelige menneskelige værdier – indsigt, ånd, kærlighed, venskab og fællesskab – og derfor giver slip på de materielle værdier, som i sidste ende ikke har nogen dybere værdi for livet. Sådan kan alderdommen blive langt mere fyldt med mod og ånd, end når vi er unge og tror, at vores liv vil være for evigt. lige kultur har lige siden antikkens lægekunst opfattet alderdommen som en slags sygdom. Men helbredelsen består ikke i en helbredelse fra alderdommen, men derimod i at lade alderdommen være en heling i sig selv. LITTERATUR Beauvoir, Simone de: Alderdommen. København: Fremad 1997. Cicero, Marcus Tullius: How to grow old. Princeton: Princeton University Press 2016. Dræby, Anders: Filosofisk terapi. København: Det Kongelige Bibliotek 2017. Dræby, Anders: Livskunsten – filosofien om at vågne op til livet. København: Akademisk Forlag 2018. Dræby, Anders: Kunsten at dø hver dag. Logos 2018/3, s.6-9. Epictetus: Discourses, Fragments, Handbook. Oxford: Oxford University Press 2014. Epicurus: The Art of Happiness. London: Penguin. Frankl, Viktor: Psykologi og eksistens. København: Gyldendal 2006. Pythagoras: The Golden Verses. Amazon Fulfillment 2009. Og hvad er døden? Ja, her gentager Cicero igen Sokrates. I sin forsvarstale sagde Sokrates, at døden enten måtte indebære et ophør af bevidstheden, og hvis vi ikke mærker noget, så har vi ikke noget at være bange for. Eller også må døden indebære, at vi får mulighed for at leve videre i en anden verden, og den kan umuligt være værre end denne. Uanset hvad kan vi sammenligne døden med en dyb søvn, og hvis vi har levet en aktiv alderdom, holdt sind og krop ved lige og søgt de fornøjelser, der hører alderdommen til, så vil vi til sidst ikke have brug for mere og bare kunne sove stille ind. UDGANG Alderdommens filosofiske livskunst er først og fremmest en psykoterapeutisk arbejdsmåde, der er baseret på den grundtanke, at vi må gøre alderdommen brugbar. Klienter, der lider af depression og fortvivlelse over at blive ældre, kan med fordel vende deres fokus væk fra, hvad de har fortabt, til hvad de har. Den vest- 12 Anders Dræby (f. 1972) er privatpraktiserende eksistentiel psykoterapeut MPF og supervisor. Arbejder desuden ved New School of Psychotherapy and Counselling samt The Existential Research Acacemy i London og Psykoterapeutisk Institut i København. Har en professionsdoktorgrad i eksistentiel psykoterapi og har udgivet omkring 200 bøger, artikler og anmeldelser, senest bogen Livskunsten. TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 1 · FEBRUAR 2019