Hedebobondens boligtekstiler

Dragtjournalen Årgang 14 Nr. 18 2020 ISSN: 2596-4526 Boligtekstiler Tidsskrift udgivet af Det Danske Dragt- og Tekstilnetværk Dragtjournalen Nr. 18 Årg. 14, 2020 ISSN 2596-4526 Tidsskrift udgivet af Det danske Dragt- og Tekstilnetværk Dragtjournalen – Boligtekstiler Tidsskrift udgivet af Det danske Dragt- og Tekstilnetværk www.dragt.dk Kolofon: Ansvarshavende redaktører på Dragtjournalen nr. 18: Kirsten Rykind-Eriksen Mail: rykind@bbsyd.dk Redaktion: Camilla Luise Dahl Karen Woer Kirsten Rykind-Eriksen Kristine Holm Jensen Lone Brøns-Pedersen Vivi Lena Andersen Layout: Julie Størup 1 Hedebobondens boligtekstiler i 1700- og 1800-tallet Af Inge Christiansen, cand.mag. i etnologi og historie På Hedeboegnen mellem København, Køge og Roskilde udviklede bønderne boligtekstiler til et meget højt niveau blandt andet i kraft af fine broderier, de såkaldte hedebobroderier. Egnen var kendetegnet ved at have landets frugtbareste landbrugsjord, bønderne havde gode afsætningsvilkår, og så var der specielle ejendomsforhold, der gav dem bedre vilkår end andre steder. Disse vilkår gav dem særlig gode sociale og økonomiske forhold i sammenligning med andre bønder og var medvirkende til, at de kunne bruge en stor del af deres overskud på tekstiler. I artiklen besvares spørgsmålene: Hvilke boligtekstiler blev brugt på gårdene, hvordan blev de brugt, hvor blev de opbevaret og hvem fremstillede dem? Desuden gives nogle bud på, hvordan bønderne overhovedet formåede at fremstille så fine tekstiler og i så store mængder, som det var tilfældet. Den frugtbare Hedeboegn Hedeboegnen er trekantområdet mellem Køge, Roskilde og København, som var kendetegnet ved at være skovløst i modsætning til den skovrige Skovboegn, der lå umiddelbart vest og sydvest for Hedeboegnen. Hedeboegnen har været skovløs siden jernalderen og blev udnyttet som frugtbar landbrugsjord. I årene 1806 til 1826 gennemførte man en bonitetsvurdering af al landbrugsjord i Danmark, som blev indplaceret på en skala fra 1 til 24. Denne vurdering af, hvor frugtbar jorden var, skulle - sammen med omfanget af arealet - bruges som grundlag for skatteberegninger. Den mest frugtbare jord blev fundet på selvejer Niels Nielausens tofte i Karlslunde og fik selvfølgelig karakteren 24.1 Dermed var der grundlæggende gode forhold for landbruget og for at oparbejde et overskud, der kunne bruges på andet end de daglige fornødenheder. Ejerforhold på Hedeboegnen I løbet af 1800-tallet blev bønderne selvejere, og mens de stadig var fæstebønder i 1700-tallet, befandt jordejerne sig gerne langt væk fra Hedeboegnen. Ejerne var blandt andet Københavns Magistrat, der ejede det store gods ved Roskilde, Bistrup Gods. Københavnerne fik det overdraget af kongen i 1661 som påskønnelse af byens indsats under den svenske belejring - men også fordi kongen skyldte København 70.000 rigsdaler. Godset havde frem til reformationen i 1536 tilhørt kirken, men overgik da, som så meget andet kirkegods, til kongen. Fra 1763-64 blev hoveriet på Bistrup Gods afløst af en pengeafgift, og i 1768 indførtes arvefæste på Bistrup Gods. Det vil sige, at der var mulighed for at arve fæstet, men ejendommen var stadig en fæstegård. Først så sent som i 1861 kom der for alvor gang i salget af ejendommene til selveje, og hovedparten var solgt i løbet af få år, mens resten efterhånden gik over til selveje. Selve hovedbygningen på Bistrup Gods er det, vi i dag kender som Sct. Hans Hospital.2 1 Henrik Breuning Madsen: Jordbonitering i Den Store Danske, Gyldendal. 2 Om Bistrup Gods: https://www.starbas.net/arkivskaber.php?id=130&laes_mere=ja 2 Fig. 1: Sct. Hans Hospital på Bistrup Gods i 1855. I Roskilde Lokalarkiv. Men også Københavns Universitet, Vartov Hospital og Vallø Stift er på jordejere, der lå langt væk fra deres jord på Hedeboegnen, og som vi vil se eksempler på i artiklen. Fordi jordejeren boede langt væk og eventuelt slet ikke havde hovedgårdsmarker, skulle bønderne ikke udføre hoveri på hovedgårdsmarker, men kunne som hoveri nøjes med ægtkørsel og en pengeafgift. Det vil sige, at bønderne for eksempel ikke skulle stille til høstarbejde på herregårdens hovedgårdsmarker, når kornet var modent og vejret var høstegnet, men kunne høste egne marker præcis, når kornet og vejret var allerbedst. Andre steder i landet kom hovedgårdsmarkerne først, og så kunne bønderne høste egne marker, når det modne korn måske var blevet ødelagt af regn. Ingen lokal herremand til at påvirke kunsthåndværket - men god inspiration fra hovedstaden En tredje vigtig ting set i forhold til den høje kvalitet bøndernes tekstiler havde og, at gamle elementer i tøjet og tekstilerne holdt sig længere her end andre steder, kan skyldes fraværet af lokale godsejere, på nær enkelte undtagelser, og deres forsøg på at påvirke kulturen og kunsthåndværket - og især det tekstile kunsthåndværk. Som eksempel på det modsatte, en godsejer der påvirkede tekstiltilvirkningen på en egn, kan man se Niels Ryberg fra Gammel Øbjerggaard på Sydsjælland. Her huses nu Køng Museum, men gården blev opført som administrationsbygning for Køng Fabrik af Niels Rybjerg, der i 1778 anlagde en hørfabrik på stedet. Intentionen var at afhjælpe fattigdom, og her blev både dyrket, forarbejdet, spundet og vævet hør. En stor del af arbejdskraften var lokal, og børnene blev også oplært i håndværket. Pigerne lærte at spinde i den tilhørende spindeskole, og drenge blev oplært som vævere. Omkring 1800 havde fabrikken 400 ansatte, så det var en stor arbejdsplads.3 Samtidig har Hedeboegnens nærhed til hovedstaden inspireret og givet kendskab til materialer og teknikker, som for eksempel fransk og engelsk broderi i bomuld og guldbroderi, som kunne indarbejdes i egnens broderitradition og bidrog til en høj kvalitativ udvikling. 3 Køng Museum. Historien bag. http://www.koengmuseum.dk/?page_id=768 3 Fig. 2: Køng hovedbygning. Foto: Lone Nielsen. Tekstilernes placering Det var ikke kun indenfor boligtekstiler, at bønderne på Hedeboegnen fremstillede brugsgenstande af høj kvalitet. Deres møbelkultur var særlig fin med specielle møbler som vendebænken, Roskildeskabet og Jersiestolen samt fint bemalet træværk i stuerne. Dragterne, især festdragterne, til både mænd og kvinder, blev der også lagt mange ressourcer i, og de udvikledes til et højt niveau. De fleste boligtekstiler og dragtdele befandt sig i stuen og især i storstuen, som også blev kaldt øverstestuen. Øverstestuen var kendetegnet ved ikke at være opvarmet og blev brugt til opbevaring af især tekstiler og tekstilredskaber. Her stod kisterne, der var fyldt med tekstiler, Fig. 3: Tegning af Morten Jensens hedebostue i Lille Valby 1847. I stuen ses boligtekstiler i form af sengetøj i og på sengen samt en knædug på knæet over bilæggerovnen. Tegning af H. J. Hammer, Statens Museum for Kunst. 4 og som var et udtryk for gårdens rigdom. Det var her, konen på gården kunne imponere besøgende kvinder ved at vise tekstilerne frem, og tekstilerne udgjorde en meget stor økonomisk del af indboet. En standkiste kunne også rumme en piges udstyr, som hun fik med sig, når hun blev gift. Og der skulle meget udstyr med, for eksempel til at rede sengepladser op til hele den nye familie og tjenestefolk. Da Inger Hansdatter blev forlovet i 1819 i Jersie nord for Køge, havde hun blandt andet 12 par lagner, 6 sengedyner og 6 hovedpuder med sig som udstyr. Fig. 4: Standkiste fra 1875. Foto: Inge Christiansen. I kisterne lå ofte færdiglavet hørlærred til fremtidigt tøj og boligtekstiler, fint broderede boligtekstiler, særke, skjorter, tøj i hvergarn og uld samt tilbehør som huer eventuelt med fint silke- og eller metalbroderi. Bondestuen på Hedeboegnen Stuen på Hedeboegnen kunne være indrettet på en for egnen særlig måde med to langborde adskilt af en vendebænk. Bordet nærmest bilæggerovnen blev brugt om vinteren, så man var tæt på varmen. Borde og bænke var placeret i stuens sydside, hvor vinduerne var, og hvorfra det meste dagslys kom. Om sommeren kunne man vende bænkens ryglæn og bruge det andet bord. Fra gammel tid ved måltiderne stod kvinderne op ind mod stuen, hvor der ingen bænke var, mens mændene sad på bænkene med husbond på endebænken. Sengene var i husets modsatte side, langs stuens nordvæg. Hovedenden var gerne mod vest, som man også ville ligge i en grav. Fotografiet af stuen på gården Vangeledgård i Jersie på den sydlige del af Hedeboegnen viser en indretning af stuen, som var almindelig før 1850. Selve stuehuset blev revet ned i 1912, og billedet er nok taget nogle år forinden, omkring år 1900. På det tidspunkt var sådan en boligindretning gammeldags. Ved stuehusets nedrivning blev noget af inventaret skænket til Køge Museum, og sidenhen blev der skænket flere af gårdens tekstiler og øvrigt indbo til museet. De fleste af møblerne på fotografiet findes derfor i Køge Museums samling. I forhold til boligtekstiler kan man på fotografiet blandt andet se, at sengen har et omhæng. Det kan være svært at se detaljerne på det, fordi det er så mørkt i forhold til det hvide pyntehåndklæde. Pyntehåndklædet er monteret på omhænget, som sådanne plejede at være. Helt til venstre i billedet anes en dragkiste med en hvid dug på. Desuden ses to hynder på to stole. De to stole er såkaldte Jersiestole, lavet af den lokale snedker fra Jersie, kaldet Lars Hugger. Den forreste stol har udskæringer med teksten: ”IHD 1819” (for Inger Hansdatter) samt ”sid på mig og hvil dig”. På stolen ligger en hynde med et glansfuldt betræk med blomsterranker samt frynser og kvaster. På den bageste Jersiestol med udskæringerne ”RLS” (for Rasmus Larsen) og ”IHD” (for Inger Hansdatter), ”sid på mig og hvil dig” samt ”ano aar 1835” ligger en uldgarnsbroderet hynde. 5 Fig. 5: Hedebostue på Vangeledgård i Jersie omkring år 1900. Foto: I: KØM 00998. Stole- og bænkehynder til pynt, komfort og minde Den uldgarnsbroderede stolehynde, som ses på fotografiet fra Vangeledgård, er broderet med et fladedækkende broderi. Den slags karakteristiske uldgarnsbroderede hynder har man haft særlig mange af på Hedeboegnen.4 Hynden er lavet af vadmel og broderet med uldgarn af Inger Hansdatter i 1818. Her var Inger 19 år og boede i Lille Salby i Højelse Sogn i den sydlige del af Hedeboegnen, hvor hendes far Hans Sørensen var fæstegårdmand under Vallø Stift. Puden bærer initialerne HSS, KMD og IHD, som står for faderen Hans Sørensen, moderen Karen Mortensdatter og deres fælles datter Inger Hansdatter. Hynden er Fig. 6: Jersiestol fra 1835 med uldgarnsbroderet stolehynde fra 1818. Den samme stol og hynde ses på fotografiet af stuen på Vangeledgård, hvorfra de også stammer. Foto: Gunnar Solvang, Køge Museum. 4 Se mere om uldgarnsbroderede agehynder i Christiansen: 2006. 6 sandsynligvis lavet som et minde over familien, for i 1818 levede faderen ikke længere, men var død i 1814. Måske er den lavet i anledning af 20-året for forældrenes bryllup. I det hele taget indgik initialer og årstal ofte som en del af uldgarnsbroderiet på hynderne, som et minde om personerne bag initialerne. I 1821 giftede Inger sig til Vangeledgård i Jersie, som var en fæstegård under Vartov Hospital, og her medbragte hun sin broderede hynde. Inger var i det hele taget et godt parti, da hun som eneste barn af Hans og Karen medbragte en god medgift på 300 Rbd (rigsbankdaler) og en stor mængde sengetøj.5 Som man får et indtryk af, ved fotografiet af bondestuen på Vangeledgård i Jersie, bestod siddemøblerne hos bønderne især af hårde træbænke. For at gøre det mere behageligt kunne man lægge polstrede bænkehynder på bænkene. De samme bænkehynder kunne bruges på hestevognenes hårde træbænke og agestole, så man sad fint og behageligt, når man skulle age til kirke, på besøg eller andre steder. Hynderne kunne være stoppet med fjer, dun, mos, hø eller halm. I fattigere boliger kunne en sæk med halm fint bruges som hynde. Fig. 7: Uldgarnsbroderet hynde lavet af Inger Hansdatter i 1818. Broderiet dækker hele fladen med en valknude i midten, cirkler, stiliserede blomster og ranker, to fugle samt initialer på Inger Hansdatter og hendes forældre samt årstallet 1818. Foto: Simon Botfeldt, Køge Museum. Fig. 8: Age- og bænkehynde fra 1775. Mand og kvinde på hver sin side af livstræet – med slangen krybende under dem. Der er to slanger for at holde symmetrien. Et yndet motiv, der ses i mange udgaver, og som bønderne kendte mange steder fra, for eksempel fra lærerklude, kistebreve og andre broderier. KØM 20-1954. Foto: Simon Botfeldt, Køge Museum. Sengens kostbare tekstiler Sengen var gårdens dyreste møbel, og værdien af en opredt seng var meget høj. Sengene var fritstående himmelsenge eller omhængsenge med omhæng og kappe, som stod i stuen langs husets nordvæg. Desuden fandtes der også senge med mindre fint sengetøj til karle og piger andre steder på gården. Sengens indhold blev opbygget nedefra med et tykt lag rughalm, eventuelt med byghalm over. Oven på det kunne man lægge et gammelt dynevår og derefter en eller to underdyner og ovenpå dem to langpuder i hovedenden. Derefter lagde man et underlagen og et overlagen. Underlagnet trak man op over langpuderne, mens overlagnet blev bukket om overdynen, som man fortsat gør i dag i mange andre lande. 5 Christiansen: 2006, s. 52. 7 Til daglig kunne man have udekorerede hørlagner og til fint brug hørlagner med broderi. Lagnerne var syet af to stofbredder, der var syet sammen. Vævebredden var gerne 65-75 cm. Over- og underlagen kunne have navn, årstal og et fint motiv broderet på i modsatte hjørner, så begge kunne ses fra stuen, når sengen var opredt. Det vil sige, at broderiet var i øverste venstre og højre hjørne på et lagensæt og derfor kom til at vende synligt ind mod stuen i hovedenden. Der kunne også være broderet et nummer samme sted, der angav, hvilket nummer i lagner, de havde. Hvis der var en vugge, var den også opredt med over- og underlagen og stod i stuen. Når sengen var redt til fint brug, lå flere dyner ovenpå hinanden. Derefter blev der lagt et smalt tæppe i samme stof som sengeomhængene, så det dækkede dynerne i åbningen. Ovenpå blev lagt to trækkepuder, med den korte ende udad, hvorpå det fine broderi var lavet og således kunne ses fra stuen. Ifølge lokalhistorikeren og gårdmandsdatteren Marie Christophersen fra Højelse i den sydlige del af Hedeboegnen var sengeomhængene gerne lavet af drejl (hvergarn i drejlsbinding) i forskellige kulører som rød, blå eller grøn på sort bund i ternet eller stribet mønster.6 Omhængene kunne dog også være af andre kvaliteter som bomuld eller hvergarn i lærredsvævning i forskellige mønstre og farver. Et mønster kunne være træhvergarn, hvor hvergarnsstoffet var vævet i et stiliseret træmønster. Desuden kunne man eventuelt have et sommersæt i lærred. Landsbyvæverne kunne forsyne gårdene med omhængene og herunder Fig. 9: Mette Olsdatters hedebostue i Hastrup ved Snoldelev vest for Karlslunde, midt på Hedeboegnen, i 1917. Sengeomhængene er lavet af drejlsvævet træhvergang, mens der er sat fine hvide pyntehåndklæder i hør udenpå omhængene. I åbningen mellem omhængene og dynerne ses to hvide trækkepuder. Stuen er således pyntet op som til højtid eller fest. På dette tidspunkt afspejler denne indretning af stuen en forældet boligkultur. Foto: Elna Mygdal, Nationalmuseet. 6 Christophersen: 1923, s. 23. 8 Fig. 10: Trækkepude fra Hedeboegnen med rudesyning i symmetriske mønstre med stjerner, firkanter og siksaklinjer. Denne slags pudebetræk blev brugt udenpå kulørte, ofte røde, langpuder, så det fine mønster fremstod tydeligt på den kulørte baggrund. Foto: Inge Christiansen. lave simpel drejlsvævning. Med disse omhæng kunne man ud over at pynte stuen, holde på varmen, holde insekter væk og lukke lidt af for stuens øvrige liv og mennesker. Sengene kunne yderligere pyntes med hvide tekstiler lange smalle pyntehåndklæder blev sat udenpå omhængene, sengehjørnerne kunne pyntes med hvide tekstiler og man kunne sætte lange smalle hvide pyntestykker på sengekappen. Trækkepuder eller trækpuder, som Marie Christophersen skriver, blev brugt til pynt og fjernet, når man skulle sove.7 De var for det meste lavet med gennembrudt broderi, der var placeret som mellemværk på den korte side, hvorved man tydeligt så broderiet på baggrund af pudens røde vår. Trækkepuderne lå derfor med den korte side ud mod stuen i den åbning, der fremkom mellem sengeomhængene, så man tydeligt kunne se dem. Puderne skulle helst lukke hullet af over dynerne, så man dermed viste, at man ikke manglede dyner og altså havde en god økonomi. Man kunne også have en ekstra seng, som blev brugt til at samle de dyner og puder, man fik lavet på gården, til døtrenes medgift. Dyner fra landsbyvævere Underdynerne var af bolster, et tætvævet ufarvet hørstof med striber på langs, der gerne var blå, mens overdynen - olmerdugsdynen - var af uld med striber på tværs. Langpuderne kunne være af enten bolster eller olmerdug. De fine farvestrålende olmerdugsdyner kom frem hos bønderne i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med deres velstandsstigning, hvor de ellers i begyndelsen af 1700-tallet var ensfarvede.8 Dynerne blev oftest vævet hos landsbyvæveren og kun i få tilfælde hjemme. Når det rigtige stribemønster skulle findes, kunne kvinderne lave en vikleprøve, hvor de tog en flad pind og viklede det hjemmespundne garn omkring i de farver og stribemønster, de kunne tænke sig. Det var meget populært at bruge tre farver indenfor rød, grøn, blå, gul og hvid til dynerne. Når dynerne blev syet sammen, kunne de få kvaster eller læder på hjørnerne for at beskytte mod slid samtidig med, at det pyntede. Der var stor geografisk forskel i Danmark på, hvor meget man vævede hjemme og hvor meget, der blev vævet hos en væver. I 1838 havde således hver 16. familie på landet på Sjælland en væv – en såkaldt husflidsvæv. I Jylland fandt man en væv hos hver 9. familie, 7 Christophersen: 1923, s. 23. 8 Skak-Nielsen: 2017, s. 91. 9 på Fyn hos hver 22., på Møn og Lolland vævede næsten ingen hjemme - kun hver 55. familie på Møn og hver 77. familie på Lolland havde en væv - mens hver anden familie på Bornholm havde en væv. Der var så igen stor lokal forskel for eksempel forskellige egne af Jylland.9 Når man vævede i hjemmene, var det gerne kvinder der vævede, men så snart det var professionelt, var det mænd, der var vævere. Et eksempel på landsbyvævere, der vævede stof til dyner på Hedeboegnen, er de to generationer af vævere Anders Børgersen og sønnen Hans Andersen, der boede og arbejdede på et husmandssted ved Strandvejen i Solrød. Den ældste, faderen, Anders Børgersen og hans kone Mette Hansdatter var begge født i nabobyen Jersie i 1831 og blev gift i 1862. Sønnen Hans Andersen var ligeledes født i Jersie i 1865 og tog i 1885 fast bopæl i Solrød. Fig. 11: Væveren Hans Andersen med huSammen med struen Ane Sophie Kirstine og datteren Anna Ane Sophie Kristine, der hjalp faderen med at spole garn. Kirstine Anna Kristine var født i 1898, så billedet må Mieritz, der var være fra omkring 1900. I Solrød Lokalarkiv. født i Solrød i 1867, og var datter af den lokale murer Herman Mieritz og hans kone Louise Köppere, fik han datteren Anna Kristine Andersen i 1898. Året efter, i 1899, giftede Hans og Ane Sophie Kirstine sig så. I folketællingen fra 1901 står både faderen Anders Børgersen og sønnen Hans Andersen opført som agerbrugere, og de boede i samme hus i Solrød med deres ægtefæller og Hans’ datter Anna Kristine. Det er ret typisk, at erhvervet som væver ikke angives trods det, at der i folketællingslisterne angives, at ”Hvis nogen har flere Erhverv, angives disse, med Hovederhvervet først”.10 Det gør det dermed svært at finde disse landsbyvævere, og man bliver nødt til at kombinere det med andre kilder. Ifølge datterens oplysninger blev der på husmandsstedet vævet Fig. 12: Kopi af stof til rød-, grøn- og hvidstribet olmerdugsdyne fra Solrød. Dynen er vævet enten af Hans Andersen, født i 1865, eller hans far Anders Børgersen, født i 1831. Dynevåret er 170 cm langt og 155 cm bredt. Det er vævet i en 4-binding korskipper. Dynerne havde typisk denne bredde, der passede til datidens sengebredde. KØM 00437x000001. 9 http://runeberg.org/trap/1-1/0186.html 10 Folketælling 1901 for Københavns Amt, Ramsø Tune Herred, Havdrup – Solrød Sogn. Husliste nr. 7 samt Kontrolliste nr. 2 for Tællingskommisonen i Solrød. 10 olmerdug til dyner, som det ses på billedet. Hun har desuden berettet til Køge Museum, at hun blandt andet hjalp faderen med hans vævevirksomhed ved at spole garn på rok.11 En række forskellige materialer kunne bruges som fyld i dynerne. Dun fra ænder og gæs var det fineste og bedste at fylde dyner og puder med. Det blev derfor brugt til overdyner og puder. Hønsefjer var mindre fint og kunne komme i underdyner eller tjenestefolks dyner, mens fattigfolk kunne blive nødt til at nøjes med halm og hakkelse som dynefyld. Der blev ikke brugt inderbetræk til dyner, puder og hynder, og de vævede vår blev dermed stoppet direkte med fyldet. Derfor var det vigtigt, at våret var tæt. Pyntehåndklæder til pynt og lysning Pyntehåndklæderne blev hængt udenpå de kulørte sengeomhæng, når der skulle pyntes op. De var lange og smalle og udført i fint, hvidt dekoreret hørlærred. Hermed fik de ikke kun den funktion at pynte, men også at være med til at lyse den ellers ret mørke stue op. Håndklæderne bestod af et ens par, der var lavet i halv vævebredde på omkring 35 cm og gerne omkring halvanden meter lange. Dermed var de lange og smalle. Pyntehåndklæderne var primært broderet med hvid hedebosyning og af og til også med kulørt hørtråd til initialer, årstal og små figurer, hvilket er motiver, man genfinder på navnekludene. Endelig kunne der være frynser for neden, men ikke for oven, og motiverne vendte, så man kunne se, hvilken vej de skulle hænge. Pigerne og kvinderne på gårdene udførte disse fine broderier, som de typisk lærte af deres mor eller bedstemor.12 Professionelle sypiger, der enten arbejdede hjemme eller drog omkring fra gård til gård, kan også have lavet en del af syarbejdet, herunder broderier. Problemet er dog, at finde kilder, der parrer et bestemt boligtekstil med en bestemt professionel sypige. Sypigerne er på mange Fig. 13: Pyntehåndklæde fra 1806 med hedebosyninger i form af dragværk og tællesyning med motiver af hjorte, vaser med blomster, ryttere på hver side af en kvinde, blomster og fugl samt stjerne og trekanter. Desuden er der brugt kulørt broderi med rød og blå hørtråd til initialerne IHSD, USD og SHS, årstal samt figurer som fugle og blomster. Håndklædet måler 146x36 cm. Privateje. Foto: Inge Christiansen. 11 KØM 00437x000001. 12 Christiansen 2017, s. 61. 11 måder usynlige. Der er derimod mange oplysninger i museernes registreringer, der angiver, at et tekstil er syet af personen, hvis initialer, står på. Men er det nu rigtigt eller er det et familiemedlem, der mange generationer senere laver den tilbageslutning? Ifølge oplysninger i Køge Museum syede Maren Svensdatters et pyntehåndklæde i 1816 (fig. 14). Maren blev født i 1793 i Åshøje, der ligger 4 km vest for Køge. Efter oplysninger, som giveren gav om sin tipoldemor Maren Svensdatter til Køge Museum, syede Maren dette pyntehåndklæde, da hun var 23 år.13 Håndklædet er pyntet med tre dragværksborter, blåt korsstingsbroderi og en trendfletning. Pyntehåndklædet måler 140 cm i længden med den 16 cm lange trendfletning og er 34,5 cm bred. Det blå korsstingsbroderi er brugt til et indrammet monogram MSD med årstallet 1816 under og en krone over. Ved hver side står et dyr. Dragværksborternes motiver er i midten to store løver på hver side af to mindre fugle, der er indrammet og kronet på samme måde som monogrammet. Den øverste bort viser to fugle (duer) på hver side af et stiliseret livstræ samt to stjerner i hver side, mens den nederste bort viser tre stiliserede vaser med to små hjorte mellem og derunder en ret åben trendfletning. Fig. 14: Pyntehåndklæde angiveligt syet af Maren Svensdatter fra Åshøje i 1816, da hun var 23 år. Håndklædet måler 140x34,5 cm. KØM 01003x000002. Foto: Inge Christiansen. 13 KØM 01003x000002. 12 Knæduge til festlig brug Bilæggerovnen var dagligstuens eneste varmekilde og var derfor på mange måder det sted, livet indenfor centrerede sig omkring om vinteren. Over bilæggerovnen var der i væggen monteret en træstang, så den gik ud over ovnen. Træstangen blev kaldt knæet, og den blev brugt til at tørre tøj på. Ved festlige lejligheder kunne man, som en del af det at pynte stuen op, hænge en såkaldt knædug på knæet. Knædugene var lavet af fint hvidt hørlærred med dekoration på den nederste del. Knædugene var bredere og kortere end pyntehåndklæderne. De var således i stoffets vævebredde på 70-90 cm og gerne omkring 1-1,2 meter lange og dermed er de lidt længere end de er brede. Fig. 15: Det nederste af en knædug uden årstal pyntet med dragværk og trendfletning hvori ses motiver af svaner og agern. KØM 80004x00T024. Foto: Jens Olsen, Museum Sydøstdanmark. Stolpeklæder og panelklæder Hjørneskabet, hvor man opbevarede biblen, brændevinen eller værdier, havde ofte to små søjler, og dem kunne man også udsmykke med hvide tekstiler, de såkaldte stolpeklæder. Ovenpå skabet eller på tallerkenrækken kunne desuden placeres et smalt, hvidt skabsklæde til pynt. Stolpeklæderne måler gerne omkring 30 cm i længden og 20-30 cm i bredden og er dermed karakteristiske ved at være ret små. De var altid fremstillet som et par til at sætte på skabets to små søjler. Stolpeklæderne kunne enten være helt hvide med hvidt hedebobroderi eller dekoreret med kulørt broderi og frynser for neden. Her adskilte de små stolpeklæder sig fra de øvrige hvide hørtekstiler, som bønderne pyntede op med, ved ofte at være dekoreret med kulørt broderi. Ifølge Marie Christophersen blev stolpeklæderne bundet fast med kulørte blomstrede silkebånd.14 14 Christophersen 1923, s. 22. 13 Fig. 16: Stolpeklæder sat op i Køge Museums tidligere udstilling, hvor der var pyntet op til jul med hvide tekstiler, som i første halvdel af 1800-tallet. Foto: Inge Christiansen. Til yderligere at pynte i hjørnet kunne der ovenpå hjørneskabet være anbragt et smalt skabsklæde i skabets bredde, der var broderet med hvid hedebosyning eller med kulørt tråd.15 I stuen kunne også være en tallerkenrække til tintallerkener. På denne tallerkenrække kunne man, under tallerkenerne, og synligt fra stuen, anbringe et fint hvidt hørklæde - et såkaldt panelklæde - der var langt og smalt som tallerkenrækken og dekoreret med hvid syning og frynser. Det havde samme funktion som de øvrige hvide tekstiler i stuen; at pynte og lyse op.16 Fig. 17: Stolpeklæde fra gård i den nordlige del af Hedeboegnen med initialerne PIS i en blomsterkrans. Det er det ene af et par. Foto: Inge Christiansen. 15 Christophersen 1923, s. 22 og Dalgaard 1979, s. 55. 16 Christophersen 1923, s. 22. 14 Navneklude som øvelse og forlæg for broderier på tekstiler Formålet med navneklude var, at pigerne skulle lære at brodere bogstaver, tal samt små figurer og mønstre. Det skulle de senere bruge på familiens tekstiler, herunder boligtekstilerne. For eksempel blev lagner og pyntehåndklæder ofte navnemærket, fik et årstal og et fint motiv. Tekstiler blev også nummererede. På den måde kunne man for eksempel se, hvilket over- og underlagen, der hørte sammen. Navnekluden gemte hun resten af livet som mønsterbog. Disse navneklude blev der passet godt på og meget ofte, blev de indrammet og brugt som pynt på væggen. Her kunne de samtidig fungere som et minde om slægten, da mange initialer, herunder for afdøde familiemedlemmer som bedsteforældre, kunne være broderet på navnekluden. Som et eksempel på dette kendes fra området lige nord for Hedeboegnen til en navneklud fra 1845. Den blev lavet af den 17-årige Inger Rasmusdatter, der var født i 1828 på Dyregård på Ballerup Mark. Hun broderede sin navneklud med mange slægtsmedlemmers initialer på. De nulevende med lys tråd og de afdøde med sort tråd.17 Fig. 18: Navneklud fra 1831. Navnekluden er af hørlærred, broderet med hørtråd i de farver som bønderne ofte brugte til kulørt broderi; rød, blå, gul og hvid. Sandsynligvis er det brodøsens initialer i midten, faderens til venstre og moderens til højre. KØM 1-1950. Foto: Simon Botfeldt, Køge Museum. Boligtekstiler til sorg Det var ikke kun til festlige lejligheder, at huset rummede specielle boligtekstiler. Var der dødsfald i gården, fandt man de særlige sørgetekstiler frem. Her kunne man således tildække tintallerkenerne på tallerkenrækken, så de ikke skinnede festligt, og sengen kunne forsynes med sørgestykker.18 Kisteklæder var særskilte tekstiler, der blev brugt til at udsmykke kisten med. Kisten stod gerne med afdøde i øverstestuen frem til, at liget skulle afsted til kirken og begravelsen. Her kunne man lægge kisteklæder over kisten. Der kunne eventuelt lægges et langt kisteklæde over den lukkede kiste på den lange led og et kortere kisteklæde over samme kiste på den smalle led.19 Kisteklæder var fremstillet i fint hvidt hørstof med en række udsmykninger i form af broderier og frynser i enderne, der gerne var udført i fin trendfletning. Til forskel fra pyntehåndklæderne, som de på mange måder ligner, fremgik det tydeligt, at kisteklæderne ikke 17 https://www.krat-holt.dk/Slaegt/Navneklud/Artikel%20om%20navneklud.pdf 18 Dalgaard 1977, s. 13. 19 Kragh 2004, s. 71 og Kragelund 2009, s. 2 og 4. 15 var beregnet til at hænge op. De var lavet til at blive set fra begge ender og har derfor gerne frynser i begge ender, som en dug vil have. Kisteklæderne var desuden ofte, men ikke altid, en del længere, gerne 1,2 til 2 meter lange, og eventuel lidt smallere end pyntehåndklæderne. De korteste kunne være til barnekister eller til at lægge på tværs af kisten, mens de lange blev anbragt på kistens lange led. På billederne ses udsnit af kisteklæde, der har tilhørt Ane Pedersdatter fra Herfølgeområdet nærmere bestemt landsbyen Hastrup vest for Køge, og vi må formode, at hun selv syede det, da det var det normale. Ane Pedersdatter var gift med Jens Nielsen, der blev født i 1776, og de boede i Hastrup.20 I 1803 fik de datteren Sidse Jensdatter.21 Desværre er Ane ikke at finde i andre kilder. Fig. 19: Midterstykke, bort samt to endestykker af kisteklæde fra Herfølgeegnen vest for Køge. Kisteklædet blev lagt over kisten i huset og var udsmykket med symbolske og beskyttende figurer. Her ses blandt andet fem kors, stjerner, hjorte, en lang række geometriske figurer, trendfletning i begge ender samt Ane Pedersdatters initialer med blåt: APD. KØM 00241x000009. Foto: Inge Christiansen. 20 For personoplysninger om APD se KØM 00241x000007, KØM 00241x000004 og KØM 00242x000009. 21 Folketællinger 1834, Landdistrikter. Præstø Amt, Bjæverskov Herred, Herfølge Sogn, Svansbjerg: Sidse Jensdatter 31 år og gårdbrugerenke med sønnen Jens Nielsen. Folketællinger 1834, Landdistrikter. Præstø Amt, Bjæverskov Herred, Herfølge Sogn, Svansbjerg, Hastrup By: Husmand og daglejer Jens Nielsen 58 år med konen Johanne Jakobsdatter 35 år. 16 På det centrale midterstykke, som vil være placeret midt på kisten, ses en koncentration af udsmykningen blandt andet med to udgaver af kors. Et stort kors i midten omgivet af fire mindre kors. Desuden ses stjerner, romber, hjorte og livstræer samt geometriske figurer. En del af pynten har både symbolsk og beskyttende betydning, hvilket der i følge datidens overtro var god brug for i denne overgangsfase fra liv til død. Blandt andet kan de mange siksaklinjer og kors ses som symboler, der holder det onde væk, mens hjorten kan ses som symbol på Jesus22 eller menneskesjælen, der søger sit guddommelige ophav.23 Desuden er stjerner anbragt symmetrisk, men den ene stjerne skiller sig ud ved at være lavet langt ringere end de tre andre. Det er muligvis et udtryk for en bevidst fejl, der går ud på, at kisteklæder ikke må være lavet helt korrekt som tegn på, at mennesket ikke er fuldkomment, det er kun Gud. 22 http://denstoredanske.dk/ Kunst_og_kultur/Billedkunst/ Ikonografi,_kristen/Kristussymboler . 23 Hjorten som kristent symbol. Den Store Danske, Gyldendal. 17 Revitalisering af Hedeboegnens boligtekstiler Hedebosyning, især i form af udklipshedebo, blev syet og brugt af andre grupper af befolkningen fra slutningen af 1800-tallet og op til 1960’erne. Denne type tekstiler passede rigtig godt til tidens møbler, hvor mørke træmøbler var moderne, og hertil kunne de hvide duge lyse op men også fint fremvise mønstrene på den mørke baggrund. Der blev derfor fremstillet lyseduge, små pynteduge, bordduge, antimarkasser, lampeskærme, servietter og tevarmere i teknikken. Som en reaktion på, at det ofte ikke var så pænt komponeret, når folk i by og på land genoptog hedebosyningen, oprettedes Selskabet til Hedebosyningens Fremme i 1905 med blandt andre arkitekterne Martin Nyrop og Anton Rosen. De tegnede begge mønstre til hedebosyning og gengav hvidsøm i stuk. Martin Nyrup på Københavns Rådhus (1892-1905), mens Anton Rosen fik gengivet hedebosyning som stuk på Paladshotellet (1907-1910) ved Københavns Rådhusplads og i direktørkontoret på Tuborg (1913) i Hellerup. Afrunding Hermed har vi været en tur gennem hedebobondens boligtekstiler. Mange emner er kun blevet berørt flygtigt, og de kunne alle bringe spændende historier, hvis man dykkede ned i dem. Vi har set på, hvilke typer af boligtekstiler, der var fremme i stuerne eller gemt til særlige lejligheder i de store standog dragkister samt, hvordan de blev brugt ved festlige og sørgelige lejligheder. Vi er også stødt på nogle af de personer, der lavede tekstilerne og set på, hvilke sociale grupper de tilhørte. Endvidere har vi berørt nogle af de forhold, der gav bønderne på denne egn nogle helt særlige vilkår for at udvikle tekstilerne til et meget højt niveau. Fig. 20: Pyntehåndklæde i udklipshedebo fra 1859 har senere fået nyt liv som lysedug ved at få syet en kniplet blonde på hele vejen rundt som kant. Hermed kunne den fortsat bruges som boligtekstil ved at blive lagt på en mørk træflade, så mønstret tydeligt sås. Derudover kunne den hvide dug give rummet lys. Foto: Jens Olsen, Museum Sydøstdanmark. Summary At the Hedebo area in the east of Denmark, around Copenhagen, Køge and Roskilde, the peasants developed household textiles of very high quality including the fine embroidery known as hedebo embroidery. The area was characterised as having the country’s most fertile arable land as well as both good marketing possibilities and special property conditions for the peasants. These advantages resulted in particularly good social and economic conditions compared to other peasants making them able to spend a large part of their profit on textiles. 18 The article answers the questions; what kind of household textiles were used on the farms, how were they used, where were they stored and who manufactured them. Furthermore, suggestions are given as to how the peasants were able to produce such fine textiles and in such large quantities as was the case. Litteratur Bertelsen, Jytte: Bolster og Olmerdug på Køge Museum. Roskilde, 1985. Christiansen, Inge: Renæssancen i hedebosyningerne. I: Dragtjournalen nr. 15, 2017. S. 54-64. Christiansen, Inge: Navneklude - i Køge Museums samling. I: Årbog for Køge Museum, Viborg, 2009. S. 42-71. Christiansen, Inge: Syndefaldet, soldaten og de mange blomster: uldgarnsbroderede agehynder på Køge Museum. I: Årbog for Køge Museum, Viborg, 2006. S. 44-61. Christophersen, Marie: Fra Hedeboegnen. 1. udg. Historisk samfund for Københavns amt og gammel Roskilde amt. Kolding, 1923. Dalgaard, Hanne Frøsig: Hedebo. 1. udg. Nationalmuseet, 1977. Dalgaard, Hanne Frøsig: Hedebosyninger, Working Papers. The National Museum of Denmark. Bind 4. 1. udg. Nationalmuseet, 1977. Hvidberg (red), Ena: Hedebo - et nationalromantisk omdrejningspunkt. 1. udg. Greve Museum, 2000. Kragelund, Minna: Symboler på liv og død. Hvide bondebroderier på Holbæk Museum 2009. Holbæk, 2009. https://www.yumpu.com/da/document/read/18509818/grafiske-udtryk-holbaekmuseum/7 Kragelund, Minna: Gammelt på en måde – almueinspiration i nutidens tekstiler. I: Nationalmuseets Arbejdsmark 1971. Odense, 1971. S. 33-46. Kragh, Birgitte: Til jord skal du blive. Dødens og begravelsens kulturhistorie i Danmark 17801990. Sønderborg, 2004. Krat, Birgit og Holt, Christian: Hvad jeg fandt i min mors gemmer. https://www.krat-holt.dk/ Slaegt/Navneklud/Artikel%20om%20navneklud.pdf set 11. december 2019. Paludan, Charlotte: Køng Fabrik 1774-1801. I: Kulturhistoriske studier 2003. Odense, 2004. S. 15-126. Skak-Nielsen, Louise: Det påklædte hjem. Tekstiler og boligkultur i Danmark gennem 300 år. 1. udg. Gylling, 2017. Skougaard, Mette: Som man reder… Om sengesteder, soveskik og sengeopredning i 1800-tallets landbohjem. 1983. Trap, Jens Peter: Statistisk-topographisk Beskrivning af Danmark. Kjøbenhavn, 1860. http:// runeberg.org/trap/1-1/ 19