Pladsens historie går tilbage til 1740, da den blev anlagt som del af Frederik den 2. den Stores bestræbelser på at opbygge et nyt centrum i Berlin under navnet Forum Friedericianum. Forum forblev en torso, eftersom det bare var pladsen og et operahus, der blev opført. Senere i 1780 opførtes et kongeligt bibliotek. Fra 1740 bar pladsen navnet Opernplatz.
Opernplatz fik en plads i historien den 10. maj 1933, da den lagde rum til den af nazistiske studenter iscenesatte og det nazistiske regimes centrale bogbrænding (Bücherverbrennung) og til propagandaleder Joseph Goebbels' tale mod den "utyske ånd", hvor bøger fra en række tyske forfattere som Sigmund Freud, Karl Marx, Stefan Zweig og Erich Maria Remarque blev kastet på bålet. Bogbrændingen udtrykte nazisternes opgør med Weimarrepublikkens og Berlins liberale og frisindede kultur.
Som led i afnazificeringen og demokratiseringen i den sovjetiske sektor skiftede Opernplatz i 1947 navn til Bebelplatz efter den tidligere socialdemokratiske leder August Bebel.
Erindringsstedet for bogbrændingen, Bibliothek, blev oprettet i 1990.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.