Weimarrepublikken

Oprettelsen af Weimarrepublikken skete i kølvandet på det tyske kejserriges sammenbrud den 9. november 1918 og 1. Verdenskrigs afslutning med en våbenstilstand den 11. november. Sideløbende med dette udfoldede sig en revolutionær og urolig overgangsfase, den såkaldte Novemberrevolution. Den urolige periode stilnede af, da der blev valgt en forfatningsgivende Nationalforsamling den 19. januar 1919.

Med vedtagelsen af en ny forfatning den 11. august 1919 blev Weimarrepublikken formelt oprettet. Efter valget i januar havde Tyskland de facto udgjort et parlamentarisk demokrati med en flertalsregering. Dens hovedopgaver var at få sluttet fred og få normaliseret situationen oven på krig, Novemberrevolution og indre uro.

Tyskland havde tabt krigen. I maj 1919 blev det nye demokratiske styre præsenteret på slottet Versailles ved Paris. Det skete med Versaillestraktaten, som indeholdt en række betingelser for fred. Traktaten pålagde Tyskland vidtgående fredsbetingelser og var en ydmygelse af den tyske stormagt.

Krigen efterlod store problemer. Flere millioner soldater skulle demobiliseres, og arbejdsløsheden voksede. Landet oplevede en inflation, der kulminerede i en hyperinflation i 1923, hvilket førte til en valutareform.

Politisk fortsatte uroen. Efter den kommunistiske Spartakusopstand i Berlin i januar 1919 fulgte i marts 1920 et statskupsforsøg anført af Wolfgang Kapp og Walther von Lüttwitz (kaldet Kapp-kuppet), hvorunder regeringen måtte flygte fra Berlin. Og i 1923 kom flere oprørsforsøg, forsøg på statskup i München (det såkaldte Ølstuekup) og den fransk-belgiske besættelse af Ruhr-området i januar 1923.

I september 1923 gennemførtes en valutareform, der stoppede inflationen og indledte en politisk og økonomisk stabil periode. Det liberale og frisindede nye demokrati førte samtidig til en kulturel blomstring der med hovedstaden Berlin som centrum er kendt under betegnelsen de "gyldne" eller "brølende" 1920'ere.

Også en ny ordning på betalingen af krigsskadeserstatninger med den såkaldte Dawes-plan, der fra 1924 fastlagde årlige betalinger, medvirkede til stabiliseringen. Fra 1924 oplevede økonomi, samfund og politik i Tyskland fremgang og stabilitet, amerikanske lån bidrog til at styrke økonomien, og trods hyppige regeringsskift medvirkede etableringen af den store koalition i 1928 til politisk stabilitet.

Internationalt førte Tyskland en såkaldt forsoningspolitik over for Vestmagterne, og i 1926 blev landet rehabiliteret, da det blev medlem af Folkenes Forbund. Med Locarno-aftalen i 1925 havde Tyskland godtaget de nye grænser mod vest, mens det blev afvist at anerkende de nye grænser til Danmark og Polen. Og i 1930 blev den udenlandske besættelse af Rhinlandet, der blev betragtet som garanti for at Tyskland opfyldte fredsbetingelserne, afsluttet før tid.

Forud for Weimarrepublikkens undergang var den økonomisk verdenskrise i slutningen af 1929, som ramte den eksportafhængige tyske økonomi hårdt. Man så en omfattende produktionsnedgang og voksende arbejdsløshed, der kulminerede i 1932 med over 30 % arbejdsløse og udbredt social nød.

Politisk usikkerhed førte i marts 1930 til et systemskifte. Med indsættelsen af regeringen Brüning kom en regering, der var afhængig af rigspræsidenten og ikke længere af Rigsdagen. Dermed indledtes det såkaldte præsidialstyre, der var en mere autoritær regeringsform.

• Tysklands historie 1914-1933
• de brølende 20'ere i Berlin