Gotthold Ephraim Lessing

Faktaboks

Gotthold Ephraim Lessing

G.E. Lessing

Født: 22. januar 1729, Kamenz, Tyskland
Død: 15. februar 1781, Braunschweig, Tyskland

Gotthold Ephraim Lessing. Portrætmaleri.

Gyldendal.

Licens: Begrænset anvendelse

Gotthold Ephraim Lessing var en tysk forfatter, kritiker og filosof. Han var oplysningstidens centrale skikkelse og periodens litterære hovedrepræsentant. Lessings livsværk stod i bruddets og fornyelsens tegn, og han banede vejen for den klassiske periode i tysk litteratur.

Lessing kom fra et protestantisk præstehjem i Sachsen, og efter endt skolegang i 1746 påbegyndte han studier i Leipzig, et af den tids kulturelle centre. Her fravalgte han først det teologiske og derpå det medicinske studium og blev i stedet litterat og teaterdigter.

Han skrev komedier i traditionel stil og fik sit første stykke, Der junge Gelehrte, opført allerede i 1748, mens han først i 1752 blev magister artium (i Wittenberg).

Det tidlige forfatterskab

Lessing boede skiftevis i Leipzig, Berlin og Wittenberg uden fast beskæftigelse, men med store litterære ambitioner. Han tjente til livets ophold som journalist og udgiver af tidsskrifter, der ville forbedre den herskende smag. Ved siden af skrev han digte eller skuespil og førte litterære fejder. I 1753 kunne han stolt fremvise de første af sine Schrifften i seks bind.

Dramaturg og bibliotekar

I 1700-tallet søgte mange at gøre op med senmiddelalderens og barokkens dødsfascination. Den tyske oplysningsfilosof G.E. Lessing viste i sin lille bog *Wie die Alten den Tod gebildet* (1769), at man i antikken ikke kendte til raslende knogler og skrækindjagende kranier, men afbildede døden som en vinget skikkelse med nedadvendt fakkel og sjælen som en sommerfugl, der ubesværet forlader legemet (kobberstik fra titelbladet). Goethes generation og senere romantikken overtog dette forholdsvis nøgterne forhold til døden.

Det Kongelige Bibliotek.

Licens: Begrænset anvendelse

Dog kunne han ikke i længden leve af sin pen, og i 1760, under Syvårskrigen, lod han sig ansætte som sekretær for den preussiske general Tauentzien i Breslau. I fire år levede han blandt soldaterne, hvorefter han blev dramaturg ved det nyoprettede Nationaltheater i Hamburg (1766/1767).

Men heller ikke det var i længden en levevej, og i 1770 blev Lessing ansat som bibliotekar ved det berømte Herzog August Bibliothek i Wolfenbüttel. Der tilbragte han mismodig og isoleret sine sidste år, der prægedes af litterær og teologisk kamp, kun afbrudt af rejser, bl.a. til Italien. Et lykkeligt ægteskab 1776 varede kun kort: Hans hustru og en nyfødt søn døde allerede året efter.

Lessings dramatik

Lessings forfatterskab spænder vidt. Han frigjorde sig som dramatiker fra den regelbundne franske form og fik sit gennembrud med det af engelsk teater påvirkede Miß Sara Sampson (1755, da. 1770). Dramaet skulle nu vise følelsernes befriende kraft, og formålet var at nedbryde de gældende sociale grænser i kunsten og vise, at borgerskabet ikke kun hørte hjemme i komedien.

Sørgespil og komedie

Fyrste- eller adelstragedien afløstes af det "borgerlige sørgespil", der udviklede sig til et modefænomen i tysk litteratur. Lessings bedste værk i genren blev Emilia Galotti (1772, da. 1777), et nuanceret psykologisk studie i konsekvenserne af sammenstødet mellem adelige og borgerlige normer. Værket er et højdepunkt i tysk litteratur og pejlemærke for senere dramatikere.

Komedien fornyede Lessing med Minna von Barnhelm (1767, da. 1771), et "seriøst" lystspil, der ville opdrage gennem latter uden at udlevere personerne til spot.

Dramaer blandede karakterer

Lessings dramatiske værk stod i nær sammenhæng med hans teoretiske overvejelser. I sin brevveksling med Christoph Friedrich Nicolai og Moses Mendelssohn bryder han med den herskende regelpoetik og udvikler en ny, mere almenmenneskelig forståelse af dramaets psykiske virkemekanismer, hvilket fører til kravet om en "blandet karakter", hverken helt hvid eller helt sort, som betingelse for ethvert drama.

Laokoon og Hamburgische Dramaturgie

I Laokoon (1766) præciserede Lessing litteraturens tids- og dermed handlingsorienterede struktur i en afgrænsning mod maleriets samtidighed – litteraturen viser et forløb, maleriet en situation – der fik vidtrækkende konsekvenser for senere æstetisk tænkning.

I sit dramateoretiske hovedværk, Hamburgische Dramaturgie (1767-1769), fremlagde Lessing ud fra en nytolkning af Aristoteles' poetik og med henvisning til William Shakespeare sine tanker om dramaets kausal-psykologiske opbygning, om persontegning og om den dialogform, der prægede dramaturgien helt frem til 1900-tallet.

Skeptisk over for vedtagne sandheder

Men Lessing var mere end dramatiker og æstetiker. Han krævede selvtænkning og var skeptisk over for alle vedtagne sandheder, hvad der — efter at han havde udgivet et uddrag af et kristendomskritisk skrift af H.S. Reimarus — bragte ham i konflikt med de teologiske autoriteter, især repræsenteret ved Haupt-Pastor Goeze fra Hamburg.

Afviser kirken som sandhedens vogter

Lessing afviste kirken som sandhedens vogter og insisterede på den enkelte troendes indre sandhed — en tanke, der også inspirerede Søren Kierkegaard. Samtidig ville han skabe offentlighed om tidens ideologiske tabuer, men netop det tirrede øvrigheden, som belagde Lessings teologiske skrifter med censur.

I stedet gav han sine tanker poetisk form i dramaet Nathan der Weise (1779, da. Nathan den Vise, 1799), der med sin stilfærdige utopi om en verden, i hvilken religiøse fordomme og kampe omsider ophører, på ypperlig vis repræsenterer idealet i tysk oplysningstænkning.

I den indlagte "ringparabel" forestiller Lessing sig, at de tre monoteistiske religioner, jødedommen, kristendommen og islam, kan tolerere hinanden ud fra en erkendelse af, at ingen af dem ejer den fulde sandhed, men alle ejer noget af den.

Tro på menneskehedens fremskridt

For Gotthold Ephraim Lessing sluttedes ringen med dette "dramatiske digt": Kampen mod en virkelighed præget af splittelse er en personlig opgave, som kan lykkes, hvis man henter inspiration fra forestillingen om verden, som den kunne og burde se ud. Som hans sidste værk, Die Erziehung des Menschengeschlechts (1780), viser, troede Lessing — trods alle nederlag — på menneskehedens fremskridt og voksende indsigt.

Stræben efter sandhed

Slutningen af dette skrift er blevet berømt og svarer til parablen om ringen: Hvis Gud holdt sine lukkede hænder frem, i den højre den evige sandhed og i den venstre den evige stræben efter sandhed, ville Lessing gribe efter den venstre, for sandheden er alene for Gud, men stræben efter den er menneskets adelsmærke.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for 1720-1770

Per Øhrgaard

Professor emeritus, Copenhagen Business School