Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                

Faktaboks

Justin

Tidligere kendt som Justinus Martyr

Død
165
Levetid - kommentar
Dødsåret er omtrentligt, og fødselsåret er ukendt.

Justin regnes blandt de ældste kristne apologeter, dvs. forsvarere af kristendommen over for den ikke-kristne verden.

Han var født i Nablus i Palæstina, formentlig af græske forældre, men levede det meste af sit liv i Rom. I begyndelsen af Marcus Aurelius' kejsertid blev han arresteret af de romerske myndigheder og henrettet med sværd for sin tro. Hans død er skildret i det lille skrift Justin og hans fællers forhør og martyrdød.

Før sin omvendelse havde Justin stiftet bekendtskab med den græske filosofis forskellige skoler, bl.a. platonikerne og kynikerne, men hans undersøgelser ledte ham frem til, at kristendommen var den sande filosofi. Justin blev ikke en del af det kirkelige hierarki i Rom, men formidlede sin kristne tro gennem skolevirksomhed.

Justins skrifter

Af Justins forfatterskab er der kun overleveret tre skrifter: to forsvarsskrifter for kristendommen stilet til Antoninus Pius, romersk kejser 138-161 (undertiden regnet for ét skrift), og en omfattende formodentlig fingeret dialog med en jøde ved navn Tryfon om forholdet mellem jødedom og kristendom. Overalt lægger Justin Septuaginta, den gamle græske oversættelse af Det Gamle Testamente til grund for sin argumentation og bringer i forbindelse med omfattende citater derfra udførlige skriftbeviser for kristendommens sandhed.

Af Justin øvrige skrifter kendes kun titler. Måske er nogle af disse skrifter gået tabt, fordi deres indhold er blevet indarbejdet i senere forfatteres værker. Det kunne fx gælde et skrift mod Markion.

Justins tre overleverede skrifter findes i dansk oversættelse i dels Justin: Apologier. Oversættelse med indledning og kommentar ved Henrik Pontoppidan Thyssen (1996), dels Justins Dialog med jøden Tryfon. Oversat med indledning og noter af Jørgen Ledet Christiansen, Niels Hyldahl og Mogens Müller (2012), der også indeholder beretningen om Justins martyrium.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig