Septuaginta

Titlen hentyder til en legendarisk beretning om, hvordan Mosebøgerne blev oversat i Alexandria af 72 lærde jøder, seks fra hver af Israels tolv stammer, der var udvalgt af ypperstepræsten i Jerusalem og kom til byen på kong Ptolemaios 2. Filadelfos' initiativ (se Aristeasbrevet) og i løbet af 72 dage fuldførte projektet.

Formålet var, at kongen kunne have et sprogligt tilgængeligt eksemplar af jødernes ældgamle lov i sit nye bibliotek i Alexandria. Den historiske baggrund for tilblivelsen af oversættelsen var dog i hvert fald også, at den store befolkning af jøder, der på den tid opstod i Egypten og levede i diaspora dér, ikke længere beherskede hebraisk, men var blevet græsktalende og derfor behøvede en græsk udgave af deres hellige skrifter. Fortællingen i Aristeasbrevet blev allerede i 100-tallet e.Kr. af jøder som fx Filon fra Alexandria og historieskriveren Josesus taget op og brugt til at forsvare autoriteten af denne græske oversættelse af Mosebøgerne. Fra midten af 100-tallet e.Kr. blev Septuaginta af de kristne dog brugt om det græske Gamle Testamente som helhed.

Oversættelsens kvalitet er ujævn, og man kan iagttage, hvordan oversætterne af de senere skrifter benytter de allerede eksisterende oversættelsers valg af ord og begreber. Et eksempel på et sådant "Septuaginta-ord" er agape, et ord for kærlighed, der ellers knapt nok er bevidnet i samtidigt græsk. Derudover er oversættelsen mere eller mindre stærkt præget af det hebraiske forlæg.

Septuaginta er den største kildetekst fra oldtiden på koinegræsk, samtidig med at det giver mening at tale om et særligt Septuaginta-græsk, der i et vist omfang får et efterliv i Det Nye Testamente. Undertiden afspejler oversættelsen i Septuaginta en alternativ hebraisk tekst, som forskningen har fået kendskab til gennem fundet af de såkaldte Dødehavstekster i 1948 og de følgende år, hvoraf en stor del består af bibeltekster. Denne bagved liggende hebraiske tekst er tilmed ind imellem ældre end den, der siden blev normgivende. Der er også tilfælde, hvor gengivelsen ligefrem er en fortolkning, således at Septuaginta fremtræder som den græsktalende jødedoms særlige bibeludgave.

I Det Nye Testamente er de fleste citater fra jødedommens hellige skrifter anført med Septuagintas ordlyd. Fra omkring midten af 100-tallet e.Kr. blev kristne teologer dog af jødiske lærde gjort opmærksomme på, at den græske ordlyd undertiden og endda på prekære steder var temmelig forskellig fra den på det tidspunkt gældende hebraiske tekst.

For at imødegå en mulig svækkelse af den græske oversættelses autoritet i forhold til den hebraiske tekst inddrog og videreudviklede en række af kirkens teologer derfor i de følgende århundreder fortællingen i Aristeasbrevet, så historien ikke alene blev langt mere mirakuløs, men desuden kom til at omfatte oversættelserne af også de øvrige skrifter i Det Gamle Testamente. Det førte til, at Septuaginta snart af de fleste kristne betragtet som den sande udgave af Det Gamle Testamente, mens lærde jøder i løbet af 100-tallet e.Kr. erstattede den med nye, mere ordrette græske oversættelser (se Akvila, Symmachos, Theodotion).

I den ortodokse kirke udgør Septuaginta stadig den officielle og autoritative tekst til Det Gamle Testamente. Endelig skal det bemærkes, at alle de store græske bibelhåndskrifter med Septuaginta er skabt af kirken.

Med til billedet af Septuaginta hører, at denne udgave af Det Gamle Testamente også indeholder Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger, hvoraf en del er græsksprogede og altså ikke oversættelser. I Septuaginta anbringes en del af skrifterne i en anden rækkefølge end den, der blev fastlagt for den hebraiske Gamle Testamentes vedkommende. De apokryfe bøger er desuden anbragt dér, hvor de genremæssigt hører hjemme, og hvor hovedgrupperne i den hebraiske Bibel er Loven, Profeterne og Skrifterne, bliver den i Septuaginta De Historiske Bøger, De Poetiske Bøger og De Profetiske Bøger, således at nogle udgaver af Septuaginta slutter med Malakias' Bog. Mosebøgerne udgør på denne måde ikke en selvstændig gruppe, men begyndelsen på De Historiske Bøger.

Det er umuligt at overvurdere betydningen af, at jødernes hellige skrifter allerede forelå på verdenssproget græsk, da Kristus-troen gjorde sin entre i verden og meget hurtigt især fik sine tilhængere fra ikke-jødiske folk. Selv om den latinsk-sprogede kirke i vest til at begynde med havde levet med latinske oversættelser af Septuaginta, kom det med kirkefaderen Hieronymus fra omkring 400 til et skifte, da han erklærede at ville lægge den hebraiske tekst til grund for sin nye oversættelse eller revision. Trods denne nyorientering bibeholdt Hieronymus imidlertid i sin bibeloversættelse, der i middelalderen fik navnet Vulgata ('den almindelige'), Septuagintas rækkefølge af skriftgrupper og skrifter. Desuden gengav han for ikke at skabe usikkerhed en række af de steder, der indgik som citater i Det Nye Testamente, efter ordlyden i Septuaginta. Det vist bedst kendte eksempel er gengivelsen af "den unge kvinde" i Esajas' Bog 7,14 med "jomfru", som i denne form bliver citeret i Matthæusevangeliet 1,23 og dermed indførte læren om den såkaldte jomfrufødsel. Endelig har vist alle kristne bibeloversættelser holdt fast ved gengivelsen i Septuaginta af Guds navn Jahve med 'Herren' (græsk kyrios), skabt for undgå ved oplæsning at nævne det navn, som det i den antikke jødedom blev forbudt at udtale; ja hvor den hebraiske tekst til 3. Mosebog 24,16 påbyder dødsstraf for at bespotte Guds navn, strammes det i gengivelsen i Septuaginta til overhovedet at udtale det.

• Vulgata
• bibeloversættelser
• Det Gamle Testamente
• Det Nye Testamente