Tidspunktet for byens opkomst er omstridt, men den blev fra midten af 800-tallet under navnet Kænugarðr et støttepunkt for de skandinaviske varæger på vej fra Østersøen til Det Byzantinske Rige, og byen blev snart centrum i det rige, de skabte. I årene 988-1299 var Kyiv centrum for den russiske kirke, hvorom Sofia-katedralen endnu vidner.
I løbet af 1100-tallet flyttede rigets politiske tyngdepunkt mod nordøst, og Kyivs nedgang kulminerede, da mongolerne i 1240 lagde den øde. Efter at have været under mongolerne indtil ca. 1362 erobredes byen af det ekspanderende litauiske storfyrstendømme, og da det i 1569 indgik i union med det katolske Polen, overførtes hele Kyivområdet hertil. Byen blev med det i 1632 grundlagte russisk-ortodokse gejstlige akademi sæde for modstanden mod katolsk pression. Fra 1654 var Kyiv atter russisk.
Forskellen mellem russisk og ukrainsk kultur og sprog var nu allerede betydelig, og Kyiv kom gennem akademiet til at spille en stor rolle for tidlig vesteuropæisk indflydelse i Rusland. Gennem 1700-1800-tallet var Kyiv en endnu ret ubetydelig guvernementsby. Men universitetet fra 1834 gjorde den til midtpunkt for en fremvoksende ukrainsk nationalisme, og jernbaneforbindelser fra 1869-71 skabte grundlag for industriel vækst.
Under revolutionerne og borgerkrigen var Kyiv på skiftende hænder, men samtidig midtpunkt for ukrainsk separatisme; derfor afløste Kyiv først i 1934 Kharkiv som hovedstad i Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik. I årene 1941-1943 var Kyiv besat af tyskerne, og en stor del af befolkningen, ikke mindst jøder, blev likvideret eller sendt på tvangsarbejde i Tyskland (se også Babij Jar). Fra 1991 har Kyiv været hovedstad i det selvstændige Ukraine.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.