Lauge Koch

Kort tid efter at Koch i 1913 havde været på Disko Øen på opdrag af JEB Warming, kom han i kontakt med Knud Rasmussen og blev som geolog og kartograf deltager i Rasmussens 2. Thule Ekspedition, der begyndte med besejling og kortlægning af Melvillebugten (senere navngivet: Lauge Koch Kyst). Koch fik på denne ekspedition desuden kortlagt en stor del af fjordområderne på Grønlands nordligste kyst og samtidig studeret landets geologiske struktur. Ekspeditionen fik en tragisk afslutning, hvor to af deltagerne døde, og i fortsættelse heraf opstod der et livslangt misforhold mellem Lauge Koch og Knud Rasmussen.

Efter hjemkomsten begyndte Koch at planlægge Jubilæumsekspeditionen til Nordgrønland for at få afsluttet kortlægningen af Grønlands nordligste kyst i 200-året efter Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721. Koch gennemførte ekspeditionen i 1920-23 med udgangspunkt i Thule-området, hvorfra omkring 40 inughuit på hundeslæder rejste med, udlagde depoter og deltog i ekspeditionens første etaper. Herefter fortsatte Koch og tre inughuit på hundeslæder den lange rejse mod nord og nordøst til Peary Land og retur over indlandsisen. I alt blev der på de tre år blev tilbagelagt omkring 13.500 km.

Det lykkedes Koch at få afsluttet kortlægningen af kysten, og han kunne tillige fastslå at der langs hele Grønlands nordkyst er en sammenhængende kaledonisk bjergkæde af samme alder som den skandinaviske fjeldkæde. Desuden opdagede han at den lavning, som Peary havde anset for at være et smalt sund (Peary-kanalen), der adskiller Peary Land fra Grønland, i virkeligheden er en mægtig dal med en langstrakt sø. Tidligere havde andre godtgjort, at Peary Land er landfast med Grønland; men Lauge Koch bragte med sine undersøgelser den fulde klarhed over spørgsmålet om ”Peary-kanalen”.

I 1926–1927 ledede Lauge Koch en ekspedition med hovedkvarter i den nyanlagte koloni, Scoresbysund (Ittoqqortoormiit). Hans to medarbejdere foretog geologiske undersøgelser i det store fjordområde vest for kolonien, mens han selv efter at have lagt depoter ud i efteråret 1926 næste forår gennemførte en slæderejse i fjordkomplekserne nord herfor helt op til Danmarkshavn (77° nordlig bredde). Hans undersøgelser på denne tur viste, at det centrale Østgrønlands fjordområde gennemskærer et stort aflejringsbassin, som er opstået i kaledonisk tid, hvorved bjergarterne for en dels vedkommende blev omdannet til gnejs.

Undersøgelserne fra sidste ekspedition blev her genoptaget med to skibsekspeditioner i henholdsvis 1929 og 1930. Det geografiske fokus var på områderne fra Davy Sund til Sabine Ø (1929) og Kong Oscar Fjord (1930). Ekspeditionerne, der var finansieret ved en kombination af statsstøtte og betydelige private midler, var særdeles udbytterige.

Treårsekspedition i 1931-34 havde nogenlunde samme destination som skibsekspeditionerne (Kong Christian X Land) og var finansieret af Carlsbergfondet, af Statsministeriet, der bl.a. stillede to skibe til ekspeditionens rådighed, samt af privatpersoner. Denne stort anlagte ekspedition havde hovedkvarter på Ella Ø i Kong Oscar Fjord og blev gennemført af et betydeligt antal danske og udenlandske kartografer, geologer, zoologer, botanikere og arkæologer. Foruden Ella Ø blev der etableret overvintringssted ved Eskimonæs og på Hochstetter Forland. Til kortlægningsarbejdet og den geologiske rekognoscering anvendtes for første gang flyvemaskiner i Grønland, idet marinen havde udlånt to Heinkel hydroplaner med besætning til ekspeditionen.

Det store videnskabelige materiale, der blev indsamlet på denne og på de foregående ekspeditioner, gav efterfølgende arbejde til et endnu større antal specialister, og resultaterne fylder flere bind af Meddelelser om Grønland. Af særlig betydning blev fundene af nogle af de mest primitive og ældste firlemmede dyr i devone jordlag i Kejser Franz Joseph Fjord. Ekspeditionens tilstedeværelse og grundige undersøgelser i dette store område af det ubeboede Østgrønland fik også betydning for udfaldet af Den Internationale Domstols afgørelse i Haag 5. april 1933, hvor nordmændenes okkupation af Nordøstgrønland i juni 1931 blev erklæret for retsstridig.

Med stationen på Ella Ø som centrum fik Lauge Koch arrangeret ekspeditioner igen i 1936, 1937, 1938 og 1939, hvor henholdsvis 50, 56, 33 og 51 personer deltog. Forskningens primære fokus var Østgrønlands geologi, men også zoologer, botanikere og arkæologer deltog. I 1938 blev der gjort omfattende brug af fly, herunder en Dornier-Wal flyvebåd, hvor Koch efter flyvning fra Svalbard til Peary Land kunne tilbagevise den russiske forsker Papanins påstand om, at der skulle befinde sig øer (Fatamorgana Øerne), på denne strækning. Samtidig fik Koch optaget luftfotos og gjort enestående geologiske iagttagelser af Peary Land.

Efter 2. Verdenskrig (1946) blev Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) etableret med aktiviteter i både Øst- og Vestgrønland; men i løbet af året indgik GGU og Lauge Koch en aftale om en fordeling, så Koch fortsatte sine aktiviteter i Østgrønland, mens GGU fokuserede på Vestgrønland. Med primær finansiering fra den danske stat kunne Koch således fortsætte og færdiggøre den geologiske forskning i og kortlægning af den østgrønlandske fjordzone, som han havde igangsat før krigen.

Allerede i 1947 lykkedes det igen Koch at få finansieret og arrangeret en forskningsekspedition til Østgrønland med deltagelse af 30 geologer, og det fortsatte i de næste år med endnu større ekspeditionshold – i 1950 deltog 120 geologer. I 1948 investerede Koch i et Norseman-fly og på baggrund af de gode erfaringer herfra købte han endnu et fly i 1949, så der herefter hvert år var to fly involveret i kortlægningen og den geologiske forskning på Grønlands nordøstkyst. Det er også i denne periode, Koch og hans kollegaer opdagede forekomster af bly og zink ved Mestersvig, som resulterede i egentlig minedrift med økonomisk udbytte for den danske stat. Og i forbindelse med minedriften blev Østgrønlands første lufthavn etableret ved Mestersvig i 1952.

I 1952 deltog 49 geologer, og Lauge Koch fik etableret en ny station ved Centrum Sø. I 1953 deltog lidt færre geologer, men igen blev forskningen gennemført både i områderne omkring Ella Ø og Centrum Sø, og i 1953 nåede et af Lauge Kochs hold helt frem til Kap Morris Jesup, Grønlands nordligste punkt. Begge år var der fly indsat i forskningen.

Den geologiske forskning og arbejdet med kortlægning fortsatte i årene 1954-1957, dog med lidt færre deltagere; henholdsvis 39, 34, 33 og 47 geologer. I 1955 blev der etableret en station ved Langsø og dermed blev området ved Ella Ø udvidet mod nord. I alle årene var der indsat fly i forskningen, og i 1955-57 blev der desuden suppleret med to helikoptere.

I 1958 deltog 55 forskere i undersøgelserne, herunder også zoologer og botanikere. Forskningen bredte sig over hele det nordøstlige Grønlands kyststrækning, og igen var der indsat fly som en vigtig del af forskningsarbejdet. Lauge Koch var sidste gang i Østgrønland i 1959, hvor han besøgte Ella Ø og Mestersvig; men på grund af dårlige vejrforhold gav flyrekognosceringen ingen resultater.