Woody Allen

Woody Allen er en amerikansk filminstruktør og komiker, der i sin karriere har kombineret den populære komikerrolle med en virksomhed som auteur-instruktør.

Inden Woody Allen debuterede som instruktør, skrev han vittigheder til andre og til sig selv og var standupkomiker både live (tilgængeligt på grammofonplade), i tv og i filmroller.

I 1969 instruerede Woody Allen sin første film, Take the Money and Run. Han er ofte selv i centrum i de tidlige farcer. De spiller på parodiske referencer til andre film og former sig som et fyrværkeri af visuelt og verbalt vid, der følger traditionen fra Buster Keaton, Bob Hope og Jerry Lewis. Med de bittersøde komedier Annie Hall (Oscarbelønnet) og Manhattan brød han igennem som seriøs instruktør med film om kærlighedens og parforholdets vilkår.

Her rendyrkede Woody Allen også sit fiktive alter ego som jødisk new yorker-intellektuel med et skyldpræget forhold til sex og et ironisk-neurotisk forhold til omverdenen. Det knugende familiedrama Interiors vidner om hans beundring for Ingmar Bergman og markerer en overraskende dyster side af hans talent. Hans produktivitet er høj — ca. en film om året gennem tredive år og alle skrevet af ham selv. Han spiller ofte selv en rolle, ligesom han har spillet i andres film, bl.a. i Martin Ritts The Front om blacklistning i McCarthyperioden.

Allen har benyttet sine private partnere i de kvindelige hovedroller: Diane Keaton i de tidlige film og Mia Farrow indtil 1990'erne, da en skandalehistorie opløste forholdet. Blandt filmene fra 1980'erne er flere kuriøs meta-filmkunst, der leger med illusionerne, fx Zelig og The Purple Rose of Cairo. Radio Days er en nostalgisk periodefilm, og psykologiske kammerspil som Hannah and Her Sisters, Crimes and Misdemeanors og Husbands and Wives forløser tragikomikken i de største emner: kærlighed og død.

Woody Allens univers kan ses som filmisk sidestykke til den bølge af jødisk-amerikansk fiktion, der med Saul Bellow, Bernard Malamud, Philip Roth og E.L. Doctorow har præget USA's litteratur i 1960'erne og 1970'erne. For en amerikansk instruktør har han i usædvanlig grad formået at bevare den fulde kontrol med sine film.

De er skabt billigt og uden kompliceret filmteknik, men distribueres alligevel til almindelige biografer. De er dog nok mere værdsat i Europa end i USA. Allen har desuden skrevet humoristiske bøger, bl.a. Side Effects (1980, Bivirkninger, 1981), og skuespil som Play It Again, Sam, der blev spillet på Broadway i 1969 og filmatiseret 1971 af Herbert Ross: En historie, hvor Woody Allen som rådvild nyskilt søger hjælp hos Humphrey Bogart. En række af Allens manuskripter foreligger i bogform.

Allen modtog ærespriser som anerkendelse for sin karriere ved Venedigs Filmfestival i 1995 og ved Cannes Filmfestival i 2002.

Blandt Woody Allens vigtigste senere film er musicalen Everyone Says I Love You (1996), metafilmen Deconstructing Harry (1997) og trekantsdramaet Match Point (2005). Midnight in Paris (2011) er en kærlighedserklæring fra Woody Allen til byernes by, Paris, men samtidig også en forunderlig tidsrejse. I Blue Jasmine (2013) udforsker Allen med Cate Blanchett i hovedrollen forholdet mellem to søstre og USA i finanskrisens tid.