Selvom de fleste økonomiske analyser peger på, at der er betydelige nettofordele ved at frigøre international handel, er global frihandel imidlertid fortsat under angreb i den politiske debat i mange lande, også i Europa. Med den ret pludselige indtræden af en række nye deltagere i den globale økonomi, fx Kina, Indien og de central- og østeuropæiske lande, sættes der mange spørgsmålstegn ved det ønskelige i at frigive importen.
Forskelle i omkostninger, især mht. løn, hævdes at være så store mellem industrilandene og de nye handelspartnere, at den hurtige indtrængen af varer fra lavtlønslande vil skabe betydelige problemer mht. at fastholde en tilfredsstillende udvikling i produktion og beskæftigelse i traditionelt vigtige sektorer i industrilandene.
Samhandelen opfattes også i højere grad end tidligere som en trussel pga. de omfattende direkte investeringer i lavtlønslandenes produktionsapparat, som er foretaget af internationale virksomheder i takt med, at det er blevet økonomisk og politisk muligt.
Det er let at argumentere for ulemperne og overse fordelene ved en mere effektiv konkurrence og en billiggørelse af en række varer og tjenesteydelser gennem åbning af samhandelen. En bevægelse i retning af global frihandel kan derfor ikke tages for givet; derimod har der siden 1990 været gjort fremskridt i regionale frihandelsbestræbelser, hvor disse problemer kan være lettere at overskue i mindre målestok.
Med igangsættelsen i 1995 af en mere slagkraftig institution til afløsning for GATT i overvågelsen af verdenshandelen, World Trade Organization, WTO, blev der dog skabt institutionelle rammer for at bremse skadevirkninger for lande, der står uden for regionale handelsarrangementer, og for i det hele taget at løse eventuelle konflikter mellem global og regional frihandel.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.