giraf

Giraffen og okapien er de to eneste nulevende medlemmer af giraffamilien (Giraffidae). Deres nærmeste slægtning er gaffelbukken. De tilhører de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).

Det er blevet foreslået at dele giraffen op i flere arter, men IUCN SSC Giraffe and Okapi Specialist Group anerkender kun en enkelt art, som de inddeler i ni underarter. Blandt underarterne kan nævnes netgiraffen (G. c. reticulata) og masaigiraffen (G. c. tippelskirchi), sidstnævnte er kendt fra bl.a. Serengeti og Masai Mara.

Giraffen er verdens højeste nulevende dyr. Voksne hanner har normalt en højde på 3,9-5,2 meter med en rekordhøjde på 5,9 meter. Hunnerne er en smule lavere med en højde på 3,5-4,7 meter. Hanner vejer 1.100-1.930 kg, mens hunner vejer 450-1180 kg. Giraffer skyder hurtigt i vejret og når deres voksenhøjde efter allerede 4-5 år.

Den ekstreme højde skyldes en kombination af kraftigt forlængede nakkehvirvler og underben. Som langt de fleste andre pattedyr har giraffen kun syv halshvirvler.

Giraffen har et karakteristisk mønster, som består af store brune pletter adskilt af et netværk af lysere linjer. Mønstret varierer blandt de forskellige underarter; det er særlig veldefineret hos netgiraffen, hvor linjerne er smalle og hvide. Giraffens brune pletter er forsynet med et unikt system af blodårer, og man formoder, at pletterne kan bruges til at udsende overskudsvarme, hvis giraffen får det for varmt.

Giraffens kraftigt forlængede krop har krævet en række fysiologiske tilpasninger. En af de største udfordringer er at sende blod hele vejen op gennem den lange hals til hovedet og hjernen. For at kunne det har giraffen det højeste blodtryk af alle pattedyr; det er 2-3 gange højere, end hvad de er normalt blandt pattedyr, inklusive mennesket.

Hos mennesker fører et abnormt højt blodtryk til en række farlige og potentielt dødelige komplikationer. Den slags komplikationer lider giraffen ikke af takket være sine avancerede tilpasninger i hjerte-kar-systemet, bl.a. meget tykke og muskuløse vægge af blodårene.

For at undgå at besvime, når den bevæger hovedet hurtigt eller bøjer sig ned for at drikke, har giraffen udviklet et system af ventiler i halsens og hovedets arterier, der sørger for, at blodtrykket i hjernen altid er inden for rimelighedens grænser.

Giraffen har ikke, som man tidligere troede, et særligt stort hjerte sammenlignet med andre pattedyr. Til gengæld er hjertets muskulatur, der pumper blodet rundt i kroppen, exceptionelt stærk, og hjertet har enormt kraftige, op til 8 cm tykke muskelvægge.

Giraffen findes i Afrika syd for Sahara. Den er stadig vidt udbredt i det østlige og sydlige Afrika. Desuden findes der mindre, isolerede bestande i det centrale og vestlige Afrika.

Den er tilpasset til at leve i tørre og åbne naturtyper, fra savanne til halvørken og ørken.

Giraffen er den største af alle nulevende drøvtyggere og samtidig den største browser, dvs. en planteæder, som æder planter andet end græs. Føden består især af blade suppleret med skud, kviste, bælge, frugter og blomster fra træer og buske. Den er selektiv og vælger plantedele, som er særligt næringsrige.

Giraffen er specialiseret i at æde akacier, som beskytter sig – måske specifikt mod giraffen – med torne og plantegifte, især garvesyre. Den trodser dog akaciernes forsvar, fordi deres blade har et højt indhold af kalk, fosfor og protein, som giraffen har brug for store mængder af til opbygningen af sit kolossale skelet. Giraffen foretrækker at undgå torne, men både dens tunge og mundhule er beskyttet af et tykt lag keratin, der gør den i stand til at tygge tornet føde. Det høje indhold af garvesyre overkommer giraffen ved hjælp af en stor lever, der neutraliserer plantegifte.

Giraffens hoved er formet, så det passer til dens selektive måde at fouragere på. Det er langt (op til en meter langt hos hannerne) og smalt, så det kan stikkes langt ind imellem grenene og løvet på træer for at nå frem til de mest næringsrige skud og blade. Derudover er læberne og hagen dækket af særligt følsomme følehår, der giver giraffen detaljeret information om, hvad snuden er i berøring med.

Endeligt har giraffen en usædvanligt lang og mobil tunge. I afslappet tilstand er tungen omkring 70 cm lang, men når giraffen rækker tungen ud af munden, kan dens længde næsten fordobles. Det gør den i stand til at rense sine øjne og ører med tungen. Tungen bruges også til at gribe og plukke planteføde med.

Som andre de egentlige drøvtyggere har giraffen fire mavekamre og en effektiv fordøjelse af plantekost, der omfatter mikrobiel fermentering. Giraffens mave er kun ca. halvt så stor som hos den afrikanske bøffel, hvilket skyldes, at bøflen lever af sværtnedbrydelig græs og derfor har brug for en stor vom, mens giraffen er specialiseret i lettere fordøjelig planteføde.

Når der er vand til rådighed, drikker giraffer regelmæssigt. De kan dog klare sig i lange perioder uden drikkevand, bl.a. ved at æde sukkulente, dvs. vandholdige, plantedele.

Giraffer er kendt for at tygge på knogler. Det ses især blandt hunner, der er drægtige eller giver die, da de har et ekstra højt behov for mineraler som kalk.

Hungiraffer og deres unger færdes normalt i flokke. De voksne hunner kan samarbejde om ungepasningen, så de på skift kan forlade flokken for at fouragere, mens ungerne bliver tilbage under opsyn i flokken. Yngre hanner kan danne ungkarlegrupper. Kønsmodne hanner er typisk solitære, men kan midlertidigt følges med hunner. Giraffer er ikke territoriale, men færdes frit over relativt store områder.

Opfattelsen har traditionelt været, at giraffer ikke knytter længerevarende bånd, og at deres flokke er midlertidige. Nylige undersøgelser har dog ændret på det billede. Det viser sig, at giraffer, især beslægtede hunner, kan danne mangeårige bånd i mindre grupper på 3-9 individer. Forholdet mellem en hun og hendes unge kan vare i over 15 år.

Hanner forsøger at monopolisere hunner i brunst ved at mandsopdække dem. De kan også følges med en hel gruppe af hunner og forsvare dem mod andre hanner. Hunnerne er i brunst én dag ad gangen. Hannen vurderer, om en hun er parringsparat, ved at snuse til hendes urin.

Hunnen går drægtig i 14-16 måneder, hvilket er den længste drægtighed blandt hovdyr. Hun får én unge ad gangen. Ved fødslen vejer ungen 50-100 kg og er 1,6-2 m høj. Ungen kan stå op og die efter en time. Den gemmes af moren i op til tre uger, mens hun fouragerer op til tre kilometer væk; hun vender regelmæssigt tilbage til ungen for at lade den die. En giraf kan producere 10 liter mælk om dagen, og mælken har et højere indhold af fedt og protein end komælk. Normalt dier ungen i omkring seks måneder.

Dødeligheden blandt unger er høj. Hele 50-75 % af unger dør i deres første leveår, især fordi de bliver taget af løver.

Levetiden blandt giraffer er op til 26 år i naturen og 36 år i fangenskab.

• giraffer
• parrettåede hovdyr