okapi

Okapien og giraffen er de to eneste nulevende medlemmer af giraffamilien (Giraffidae). Deres nærmeste slægtning er gaffelbukken. De tilhører de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).

Okapien har en vægt på 180-356 kg og en skulderhøjde på 140-170 cm. Modsat giraffen er det hunnerne, der bliver størst; de vejer som regel 25-50 kg mere end hannerne og er tydeligt højere.

Den kastanjefarvede pels er kort, skinnende og fløjlsagtig med et unikt mønster af lodrette hvide striber på bagenden og det øverste af både for- og bagbenene. Mønstret af striber er som et fingeraftryk, der kan bruges til at genkende individer.

Okapien har store ører, og dens hørelse er usædvanligt skarp. Som giraffen går den pasgang.

Hannen har stumpe, 6-15 cm lange horn, som på nær enden er dækket af pels. Okapien og giraffen er de eneste hovdyr, der fødes med horn, og deres horn adskiller sig grundlæggende fra hornene hos både gaffelbukken og de skedehornede hovdyr. Hornene starter som små, bløde og bruskagtige udvækster i huden, som med alderen forbener og vokser sammen med kraniet; hos okapien tager det op til tre år.

I dag findes okapien kun i Den Demokratiske Republik Congo, nærmere bestemt i den centrale, nordlige og østlige del af landet. Her lever den i regnskov i 450-1.500 meters højde.

Okapien er det eneste skovlevende hovdyr, som først og fremmest ernærer sig af blade i underskoven. Den æder blade fra over 100 forskellige plantearter og udvælger især unge, proteinholdige blade.

Som giraffen er okapien udstyret med en lang, mobil tunge, som den kan bruge til at plukke blade med. Tungen hos okapien er sort og kan stikkes op til 25 cm ud af munden, hvilket gør dyret i stand til også at rense øjne og ører med tungen.

Som andre drøvtyggere har okapien fire mavekamre og en effektiv fordøjelse af plantekost, der omfatter mikrobiel fermentering.

Okapien er sky, hovedsagelig dagsaktiv og solitær. Hunnerne har eksklusive territorier, mens hannerne færdes i større, overlappende leveområder, sandsynligvis for at forbedre deres chance for at møde hunner, som de kan parre sig med. Hunnerne har ofte leveområder, der er rigere på fødeplanter end hannerne.

Duftkommunikation spiller en vigtig rolle for okapier. Begge køn duftafmærker træer ved at gnubbe halsen mod dem og efterlade et olieholdigt, rødbrunt sekret udskilt af huden. Desuden afmærker de deres veksler med et tjæreagtigt sekret fra duftkirtler, der sidder over hovene. Endelig duftafmærker okapier ved at efterlade deres ekskrementer på bestemte steder, ligesom hannerne også markerer med urin.

Hannens kurtisering af den store hun er forsigtig. Han kan bruge det meste af en dag på at nærme sig en hun med hovedet holdt lavt og en lavmælt vokalisering.

Hunnen går drægtig i omkring 14 måneder, hvilket er den næstelængste graviditet blandt hovdyr, kun overgået af giraffen. Hun får én unge ad gangen, og den kan stå op og die efter blot en halv time.

De første to måneder gemmer ungen sig det meste af tiden. Hunnen besøger den et par gange om dagen for hver gang at lade den die i et par minutter. Ungen vokser hurtigt, og allerede efter en måned har den fordoblet sin vægt. Den fortsætter med at die, indtil den er omkring et halvt år gammel. Den er knyttet til moren i omkring ni måneder. Det er blevet foreslået, at de hvide striber på bagenden gør det nemmere for ungen at følge efter hunnen i skovens svage lys.

Okapien kan leve op til 33 år i fangenskab.

Den videnskabelige opdagelse af okapien er en af zoologiens episke historier. I 1876 besøgte den britisk-amerikanske journalist og opdagelsesrejsende H. M. Stanley Ituri-skoven i det, der i dag er Den Demokratiske Republik Congo. Her blev han præsenteret for et stykke stribet skind, som han fik at vide var fra et slags "skov-æsel". Tilbage i England vakte Stanleys beskrivelse af det store, gådefulde dyr stor interesse i naturvidenskabelige kredse.

Det fik den daværende guvernør for Uganda, Sir Harry Johnston, til at tage på ekspedition til Ituri-skoven i søgen efter dyret. Plaget af malaria måtte han dog opgive sit foretagende uden at få dyret at se. I det mindste fik han to stykker skind med sig, og dem sendte han hjem til England. Baseret på skindstykkerne blev den nye art beskrevet. Den fik det videnskabelige navn Equus johnstoni; Equus er den slægt, som omfatter heste, æsler og zebraer.

I 1901 modtog Johnston en forsendelse med et helt skind samt to kranier fra dyret, og derudfra kunne han konkludere, at der måtte være tale om en slægtning til giraffen. Det førte til den officielle videnskabelige beskrivelse af arten, som fik det endegyldige latinske navn Okapia johnstoni. Slægtsnavnet Okapia kommer af lokalbefolkningens navn for okapien.

• parrettåede hovdyr
• giraffer