grafik

De ældste former for grafik er træsnit og kobberstik. I Kina anvendtes billedtryk fra træplader på papir fra 800-tallet, og i Japan udvikledes træsnittet til en kunstnerisk udtryksform af høj kvalitet, især som farvetræsnit, der blomstrede ca. 1600-1850 med kunstnere som Hiroshige og Hokusai og fik stor betydning for europæisk billedkunst i slutningen af 1800-tallet.

I Europa kendes træsnittet fra slutningen af 1300-tallet (det første daterede er fra 1418), efter at papirfremstilling var blevet almindelig udbredt; det blomstrede især i Tyskland i form af étbladstryk, blokbøger og spillekort og fandt efter bogtrykkerkunstens opfindelse rig anvendelse som til illustrationer. Et mesterværk fra denne tid er den såkaldte Lübeckerbibel fra 1494.

Kobberstikket kom i brug i begyndelsen af 1400-tallet (det første daterede fra 1446) og udvikledes i Italien af Andrea Mantegna og senere Marcantonio Raimondi, i Tyskland af Meister E.S., Martin Schongauer og Albrecht Dürer, der i begyndelsen af 1500-tallet bragte både træsnit og kobberstik til kunstneriske højdepunkter.

I den følgende tid fortrængte kobberstik efterhånden træsnit som grafisk illustrations- og reproduktionsmetode, og en ny teknik, radering, blev udviklet (den ældste daterede fra 1513). Reproduktioner i kobberstik af de store mestres malerier spredtes i masseoplag over hele Europa, formidlede stil og motiver fra kunstner til kunstner og blev eftertragtede samlerobjekter.

Peter Paul Rubens havde en stab af stikkere, der arbejdede efter hans kompositioner, mens andre kobberstikkere som fx Ludvig 14.s hofgravør Robert Nanteuil arbejdede efter egne forlæg.

I større udstrækning end før begyndte malerne selv at beskæftige sig med grafik, især radering, der i 1600-tallet udvikledes til en selvstændig kunstart med mestre som Jacques Bellange, Jacques Callot og Rembrandt, i 1700-tallet Giovanni Battista Piranesi.

Særlig velegnet til reproduktion af oliemalerier var mezzotinten, der blev opfundet 1642 og især blev anvendt i 1700-tallets England, først og fremmest af Richard Earlom.

Midt i 1700-tallet fremkom punktstikket og crayonstikket, der efterligner kridt- og blyantstegningens bløde struktur, samt akvatinte-ætsningen, som gengiver den laverede tuschtegnings valørspil; akvatinten udvikledes til en selvstændig kunstnerisk udtryksform af Francisco de Goya.

I slutningen af 1700-tallet blev træsnittet fornyet ved Thomas Bewicks lancering af xylografien, der sammen med litografien (opfundet 1796-98 af Alois Senefelder) blev de altdominerende illustrations- og reproduktionsmetoder i 1800-tallet; litografien blev også udnyttet kunstnerisk, bl.a. af Honoré Daumier, farvelitografien især af Heri de Toulouse-Lautrec.

Yngst blandt de grafiske teknikker er serigrafien eller silketrykket, der blev opfundet i USA i 1930'erne. Den anvendes også til tryk på stof, keramik, glas, metal m.m.

Mens fotomekaniske og elektroniske reproduktionsmetoder efterhånden har fortrængt reproduktionsgrafikken inden for moderne trykteknik, kom originalgrafikken i 1900-tallet atter til at spille en rolle og er siden blevet dyrket af de fleste billedkunstnere i en eller anden form.

Originalgrafik trykkes i begrænsede oplag, der signeres og nummereres af kunstneren, der også selv udarbejder trykformen. Denne destrueres som regel, når oplaget er trykt og godkendt.

Prøvetryk betegnes ofte e.a. (épreuve d'artiste 'kunstnerens prøve'), og andre tryk ud over det nummererede oplag, fx h.c. (hors de commerce 'uden for handel'). De blade, som kunstneren selv trykker, kan påtegnes e.t. (eget tryk).

Reproduktionsgrafik bærer som regel betegnelser, gerne forkortede, efter navnet på motivets ophavsmand, grafikeren, forlæggeren m.m., således sc(ulpsit) eller inc(idit) efter gravørens og ætserens navn, pinx(it), del(ineavit), fec(it) eller in(venit) ved ophavsmanden til forlægget samt imp(ressit) ved trykkerens og exc(udit) ved forlæggerens navn.

Tidligere arbejdede danske grafikere overvejende som reproduktions-grafikere ved at stikke eller radere efter andres forlæg. Det gælder bl.a. Albert Haelweg, der blev kongelig kobberstikker i 1647, samt J.M. Preisler og J.F. Clemens, der fik samme titel i hhv. 1745 og 1779. En undtagelse er Melchior Lorck, der på rejser i bl.a. Tyrkiet og som hofmaler for Frederik 2. (1580) især arbejdede efter egne tegninger.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet nåede J.Th. Lundbye, Lorenz Frølich, Carl Bloch, Hans Nikolaj Hansen og J.F. Willumsen bemærkelsesværdige resultater med radering. Og Oluf Hartmann det samme med akvatinteætsning.

I 1920 oprettedes på Kunstakademiet i København en grafisk skole, som virkede stærkt befordrende for dansk grafik. Den første professor var Aksel Jørgensen; han fik vidtrækkende betydning for flere generationer af danske billedkunstnere, bl.a. Holger J. Jensen, der senere selv kom til at lede skolen, Søren Hjorth Nielsen, Povl Christensen, Sigurd Vasegaard og Jane Muus.

Indtryk fra 2. Verdenskrig og tiden derefter satte sig dybe spor i Dan Sterup-Hansens farveraderinger og i Palle Nielsens træ- og linoleumssnit og raderinger, samlet i serier som Orfeus og Eurydike.

Asger Jorn har efterladt et omfattende grafisk værk i alle teknikker, og mange nutidige danske kunstnere har en betydelig grafisk produktion sideløbende med maleri, skulptur o.a. Kunstnergrupper som Trykkerbanden og Røde Mor dyrkede i 1970'erne grafikken som et billigt medie til formidling af både kunstneriske udtryk og politiske budskaber.

Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og andre af Eks-skolens kunstnere har kombineret forskellige teknikker; det ses også hos bl.a. Erik A. Frandsen og Lars Ravn, ofte i meget store formater.

Blandt dem, der har koncentreret sig om grafikken, er Rasmus Nellemann, der også har stået for en lang række danske frimærker.

• grafisk design
• grafisk fremstilling
• grafiker
• grafiske uddannelser

• Covey, Sylvie: Modern Printmaking: A Guide to traditional and digital techniques. Watson-Guptill, 2016.
• Fick, Bill and Beth Grabowski: Printmaking-. A complete Guide to Materials and Processes. 2. edition. London: Laurence King Publishing, 2015.
• Gascoigne, Bamber: How to identify prints. A complete guide to manual an mechanical processes from woodcut to inkjet. Thames & Hudson 1986. 2.Edition 2002.
• Hind, Arthur M.: A History of Engraving and Etching from the 15th Century to the Year 1914.. Dover Publications, 1963 . (En klassiker. Genoptrykkes løbende)
• Martin, V.E.: Håndbog i grafiske teknikker 1993.