homunculus

Teorien om en homunculus som det første stadium i fosterudviklingen blev en forholdsvis kortvarig affære i fysiologiens og embryologiens historie, og det blev aldrig en dominerende teori. I 1700-tallet var der to konkurrerende teorier om fosterets tilblivelse og udvikling. Den epigenetiske teori hævdede, at fosteret gradvist blev udviklet og gennemgik forskellige stadier. Præformationsteorien hævdede, at fosteret blev færdigdannet umiddelbart efter befrugtningen og herefter gradvist øgede sin størrelse. Teorien om tilstedeværelse af en homunculus i sædceller indskrev sig som en del af præformationslæren.

Aristoteles studier var ophav til begge teorier. Med sine studier af fugleæg havde han i sin tid dels vist, at man kunne skelne mellem befrugtede og ubefrugtede æg og dels, at de tidligste stadier af et fuglefoster ikke lignede en fugl, men at det først optrådte senere. Samtidig hævdede Aristoteles, at kvinden bar en substans i sig med de nødvendige informationer til skabelsen af et nyt menneske, og at den proces blev initieret af den mandlige sæd, samt at kvindens menstruation var et vidnesbyrd om, at det forholdt sig sådan.

I 1651 fremsatte den engelske læge William Harvey teorien om, at alt livs begyndelse var et æg og formulerede det med sætningen: Ex ovo omnia 'Alt levende udvikles fra en ægcelle'. Harvey var dog ikke i stand til at påvise ægget hos mennesket. I 1780 konstaterede den italienske fysiolog Lorenzo Spallanzani (1729-1799), at det befrugtede æg hos frøer tidligt i sin udvikling var delt i fire segmenter (celler). Han fastholdt dog, at det måtte indeholde en miniature af et foster. Den estiske embryolog Karl Ernst von Baer tilskrives opdagelsen af ægcellen og tillige det tidlige fosterstadium i form af en blastoderm, der opstår efter en række delinger af ægcellen og består af fire kimblade, hvorfra de forskellige organer og organsystemer udvikles. Det redegjorde han for i forskellige skrifter i løbet af 1820'erne og 1830'erne.