internettet

Internettets udbredelse blev fremmet af en overbygning – World Wide Web – der hurtigt gjorde internettet til hvermandseje i store dele af især den vestlige verden. Webben leverede en lettilgængelig grænseflade, som ikke kun tekniske eksperter, men almindelige mennesker, kunne anvende. Teknologien bag webben var blevet udviklet til kommunikation mellem forskerne i CERN, den europæiske samarbejdsorganisation for atomforskning. Men i 1991 offentliggjorde opfinderen af webben – Tim Berners-Lee – principperne for teknologien til brug for offentligheden kvit og frit. Efter fremkomsten af grafiske browsere, hvor man som bruger blot skulle pege og klikke på tekster og billeder, tog udbredelsen af det nye medie for alvor fart. Og efter det blev muligt at tilgå et voksende antal tjenester via mobiltelefoner og senere smartphones, var mere end halvdelen af Jordens befolkning i 2018 blevet til internetbrugere. I Danmark er det i dag mere end 90% af befolkningen.

Ud over webben og mobiltelefonerne har ikke mindst de sociale medier bidraget til udbredelsen af det internet, vi kender i dag. De fik deres spæde start i 1990'erne og blev fra 2000'erne en afgørende del af det samlede mediebillede, med Facebook, YouTube og Twitter (senere X) som markante eksempler. Her kunne enhver i princippet henvende sig til små såvel som store grupper, lokalt og globalt. De sociale mediers formidling af oplysninger og opfattelser kom således til at supplere både den dagligdags samtale og de traditionelle massemediers indhold af nyheder og underholdning.

I bunden af stakken finder man grundprincipperne i den digitale computer. Omsat i chips og andre materialer sørger disse grundprincipper for, at der løber strøm og dermed bliver formidlet data. I første omfang etablerer internettet altså kontakt mellem maskiner – personlige computere og mobiltelefoner med hukommelser, processorer og andre fysiske dele. Op igennem de forskellige lag bliver data efterhånden oversat til information, der giver mening for mennesker. Og når man har forstået meningen med den information, man modtager, kan man selv formidle den videre til andre mennesker, gennem mere kommunikation op og ned igennem internettets lagdelte maskine.

Hvis kommunikationen mellem mennesker skal lykkes, må fire betingelser være opfyldt.

• Den første betingelse er de data, der strømmer frem og tilbage.
• Men før data kan blive til information med mening, er der for det andet brug for programmer eller applikationer (apps), der omsætter data til tekster og billeder på brugernes små og store skærme.
• For det tredje er skærmene og dermed brugerne koblet til såkaldte access-netværk, der lokalt udbyder access – adgang – til internettet og dets mange forskellige tjenester.
• Endelig for det fjerde er de lokale netværk forbundet til backbone-netværk: De udgør backbone – rygsøjlen – i det globale internet.

Sammenlignet med de fleste andre lande er Danmark et gennem-digitaliseret samfund. Siden 1990'erne har regeringer på tværs af politiske tilhørsforhold prioriteret en digitalisering af den offentlige sektor, med internettet som krumtap og med cpr-registret og personnummeret som forløbere. Det danske velfærdssamfund understøttes således af en hel række digitale tjenester på social- og sundhedsområdet. Fx giver sundhed.dk som website og app både patienter og sundhedsprofessionelle mulighed for at følge med i og kommunikere om den enkelte borgers helbred. I denne henseende adskiller Danmark og resten af Norden sig fra mange andre lande, hvor digitaliseringen af samfundet først og fremmest er blevet drevet af private markedskræfter.

I takt med dets indlejring i samfundets institutioner er internettet blevet til en selvfølgelig del af hverdagen – i modsætning til 1990'ernes tale om et separat cyberspace. De fleste tager nu for givet, at de hvor som helst og når som helst kan komme i kontakt med andre mennesker, søge information om stort og småt, og blive underholdt. Alle disse gerninger er mulige på den samme platform, fordi internettet er en særlig slags medie – et metamedie, der omfatter og delvis erstatter tidligere kendte medier og kommunikationsformer: tale, skrift, tryk, lyd og levende billeder.

Fordi internettet er et alt-i-et medie, har der været opbrud i tidligere tiders mediesystemer, der var baseret på presse, film, radio og tv. Til sammenligning er internettet blevet centrum i en ny type kommunikationssystemer. Her flyder kommunikation i flere strømme og på kryds og tværs: en-til-en i tale og tekstmeddelelser, en-til-mange i online versioner af de ’gamle’ massemedier, og mange-til-mange på sociale medier. Og i alle tre tilfælde kommunikerer man samtidig mange-til-en, ind i systemet: På godt og ondt efterlader brugerne sig digitale spor, der bliver registreret ned gennem internettets lag, og som dermed kommer til at præge mange andre, meget senere kommunikationer.

Imens fortsætter tilføjelsen af nye lag til internettets stak af teknologier. Senest har gennembruddet for såkaldte store sprogmodeller, eksemplificeret af ChatGPT, givet anledning til fornyet interesse for, og massive investeringer i, kunstig intelligens eller AI (artificial intelligence). Et yderligere åbent spørgsmål er, om digitale teknologier med tiden kan blive til noget ganske andet end menneskets redskaber – samarbejdspartnere med stigende grader af selvstændighed eller ligefrem kreativitet i løsningen af ikke kun praktiske, men også intellektuelle opgaver.

Et sidste lag i stakken er Internet of Things (IoT), som er en videreudvikling af internettet, der forbinder ikke bare mennesker, virksomheder og stater, men ting i bogstavelig forstand: køleskabe, fjernvarmesystemer, fabrikker, biler, tog, fly og meget andet. Perspektivet er muligheden for at overvåge hver af disse ting, så trafikken glider, fabrikkerne fungerer, fjernvarmeforbruget begrænses, og der hele tiden er mælk i køleskabet. Bagsiden af den teknologiske medalje er endnu en gang risikoen for mere overvågning af mennesker og misbrug af deres information.

Indtil videre er både AI og IoT genstand for lige dele hype og håbefulde projekter. Det åbne spørgsmål er fortsat, hvordan disse (og kommende) teknologier – ligesom webben og mobiltelefonen – kommer til at bygge oven på det internet, nulevende generationer har arvet.