mavesår

Sygdommen har været kendt i flere hundrede år, men både hyppigheden og sygdomsbilledet har ændret sig gennem de sidste 100 år. I begyndelsen af 1900-tallet var sår i mavesækken den hyppigste form. Det ramte især de lavere sociale klasser, muligvis pga. af en øget forekomst af Helicobacter-bakterier i disse socialklasser, og mavesårene var ofte kompliceret med alvorlig blødning. Siden er tolvfingertarmssåret blevet to til tre gange hyppigere end sår i mavesækken, men samlet er hyppigheden faldet betydeligt. Livstidsrisikoen for mavesår er nu mindre end 5 %. Der er store geografiske forskelle i forekomsten af mavesår med stor hyppighed i de industrialiserede lande og lavest hyppighed i Afrika.

Årsagen til mavesårs opståen er en forskydning i den normale balance mellem den slimhindenedbrydende effekt af den stærke mavesyre og de faktorer, som gør slimhinden modstandsdygtig over for syren.

Det almindeligste mavesårssymptom er smerter i midten af den øverste del af maven, det vil sige i det trekantede område neden for brystbenet og mellem ribbenskrumningerne. Traditionelt anføres smerterne at optræde, når mavesækken er tom (sultsmerter), fx om natten, og undertiden kan smerten lindres ved indtagelse af føde (spiselindring). Det er karakteristisk, at symptomerne optræder i perioder flere gange om året.

Selv hos patienter med typiske mavesårssymptomer viser det sig ved mavekikkertundersøgelse (gastroskopi), at kun mindre end halvdelen faktisk har et mavesår. Omvendt kan der ved undersøgelsen findes mavesår, som har givet meget ukarakteristiske eller slet ingen symptomer. Ubehandlet giver sygdommen anledning til en betydelig reduktion af livskvaliteten, og det kroniske forløb kan føre til personlighedsændringer, der tidligere er blevet opfattet som en disponerende årsag til sygdommen, men som snarere er en konsekvens af den.

Den hyppigste komplikation er blødning, hvilket ses hos ca. 50 ud af 100.000 pr. år. Blødningen kan vise sig som sort afføring (melæna) og ved kraftigere blødning også som blodig opkastning (hæmatemese). I sjældnere tilfælde, 6 ud af 100.000 pr. år, kan såret også blive så dybt, at det perforerer mavesæk eller tolvfingertarm, hvorved maveindholdet kan løbe ud i bughulen og fremkalde en alvorlig og smertefuld bughindebetændelse. Hos ca. 2 ud af 100.000 pr. år fører langvarig mavesårssygdom til forsnævring af den nedre maveport (pylorusstenose), hvilket vanskeliggør udtømning af maveindholdet og resulterer i opkastning af mad indtaget for lang tid siden.

Den eneste måde til sikkert at diagnosticere mavesår er gastroskopi, idet symptomerne som anført er upålidelige. Såfremt der ved gastroskopi findes mavesår, kan der samtidigt tages vævsprøve til undersøgelse for Helicobacter pylori. Gastroskopi muliggør også udtagning af vævsprøve (biopsi) til mikroskopisk undersøgelse af vævsforandringerne. Dette er påkrævet ved sår i mavesækken, der kan være opstået i en slimhinde, og som er omdannet til mavesækkræft.

Tidligere blev mavesår behandlet med diæt og rekreation ud fra en forestilling om, at mavesækkens behandling af føden kunne beskadige slimhinden, og at psykisk belastning var en medvirkende årsag. Det har imidlertid vist sig ikke at være rigtigt, og den første virksomme medicinske behandling bestod af syreneutraliserende lægemidler (antacida) og senere af blokering af stimulationen af mavesyreproduktionen med histamin-H₂-receptorblokkerne, fx cimetidin, som blev udviklet i 1970'erne.

De senere udviklede syrepumpehæmmere (protonpumpehæmmere, PPI) hæmmer direkte den kemiske syrepumpe i mavesækkens syreproducerende celler. Derved heler mavesåret meget hurtigt i løbet af få uger, men problemet med disse kure var, at såret hos ca. 80 % opstod på ny, når behandlingen ophørte, og syredannelsen vender tilbage til sit oprindelige niveau.

Det var derfor en meget stor gevinst, da det blev påvist, at kortvarig antibiotisk behandling af den kroniske Helicobacter-infektion i mavesækken fører til varig helbredelse af mavesårssygdommen hos næsten alle personer med mavesår.

Ved medicinsk behandling vil næsten alle mavesår hele i løbet af nogle uger. Operation for mavesår, som tidligere blev udført i stort omfang enten som en fjernelse af en del af mavesækken eller ved overskæring af den syrestimulerende vagusnerve, foretages nu kun i meget sjældne tilfælde. Også den kirurgiske behandling af blødende mavesår er ændret væsentligt i de senere år, idet man gennem gastroskopet med injektionsbehandling og påsætning af clips eller varmebehandling som regel kan standse blødningen. Lykkes dette ikke, foretages transarteriel embolisering, hvor der via en pulsåre føres et tyndt kateter ud til det blødende sted og efterlades "en prop". Operation er således sjældent nødvendig. Det perforerede mavesår kræver imidlertid fortsat prompte operation, oftest blot i form af lukning af perforationen.

Med indførelse af syrepumpehæmmere og behandling af Helicobacter pylori-infektionen er prognosen ændret væsentligt. Ukomplicerede mavesår kan som anført nedsætte livskvaliteten, men er ufarlige. Dødeligheden ved de blødende eller perforerede mavesår er imidlertid fortsat høj, henholdsvis ca. 10 % og 25 %. Årsagen er blandt andet, at disse patienter er ældre og ofte har andre sygdomme.

• mavesækken
• mavesyre