musikkritik

En musikkritik opstod i tyske, franske og engelske tidsskrifter med fremvæksten af et offentligt musikliv i 1700-tallet. Den første dagbladskritik kom 1788 i Berlin. I 1800-tallet gav digtere som E.T.A. Hoffmann, Heinrich Heine og Charles Baudelaire og komponister som Robert Schumann, Hector Berlioz, Richard Wagner og Hugo Wolf væsentlige bidrag til genren.

I 1800-tallet anden halvdel dominerede Eduard Hanslick, der i Wien støttede Johannes Brahms' æstetik på bekostning af Wagners, mens George Bernard Shaw i London forfægtede det modsatte synspunkt.

Claude Debussy var en markant kritiker først i 1900-tallet, og E. Newman søgte objektive normer for kritikken.

Moderne musikkritik, der er specialiseret på forskellige kategorier som klassisk, jazz og rock, fandt i anden halvdel af 1900-tallet nye opgaver på plade- og cd-markedet og i nye medier i radio og specialtidsskrifter.

Efter 2000 har den eksplosive udvikling af musikstreaming vanskeliggjort kritikernes arbejde, men samtidig gjort det muligt for amatører og musikelskere at udvikle en lægmandsmusikkritik, som trives på blogs og sociale medier. De toneangivende aviser har i perioden 2010-2020 stort set afviklet den klassiske musikkritik, mens foromtaler, anmeldelser og interviews inden for populærmusikken opretholdes.

Danske musikkritikere har været rekrutteret blandt universitetsfolk, musikere og journalister. Komponister, der har helliget sig faget i længere perioder, er Vagn Holmboe, Poul Rovsing Olsen, Flemming Weis og Bernhard Lewkovitch. Blandt prominente anmeldere med universitetsbaggrund kan nævnes Emanuel Sejr, John Christiansen (født 1934), Gregers Dirckinck-Holmfeld, Jens Brincker og Jan Jacoby (født 1944).

• Danmark – musik
• dansk rockmusik