Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                
To europæiske søgemaskiner slår sig sammen og håber at få lidt af det marked, som amerikanske techgiganter sidder på i Europa.

Qwant er en fransk søgemaskine, der har eksisteret siden 2013. (Den kan også bruges på engelsk). Modsat Google lover Qwant ikke at opsamle og sælge dine data eller manipulere med søgeresultaterne afhængig af hvem, der betaler den højeste pris for at komme op i toppen.

Qwant kæmper for at overleve

På trods af massiv offentlig støtte har Qwant i flere år kæmpet for at overleve. Med 90 % europæere, der bruger Google, er det op ad bakke. Selv ikke en EU-dom mod Google for misbrug af sin monopolstilling har ændret situationen synderligt. Nu har Qwant slået sig sammen med en tysk søgemaskine.

Qwant versus Google

Qwant lever af at sælge såkaldte 'kontekstuelle' annoncer. Hvis du søger på vin, får du annoncer på vin. Det er skridtet videre end det, traditionelle medier og andre får annonceindtægter på, altså bannerannoncering, og det var også det, Google begyndte med. Men i takt med at Google fik indsamlet flere og flere identificerbare data om brugerne blev annoncerne mere og mere målrettede. De blev personaliseret, så de rammer individer endnu bedre. Dataene har Google indsamlet via blandt andet søgninger på Google Maps (din lokation og præferencer) og ikke mindst via tredjepartscookies, som Google deler med masser af virksomheder i 'adtech-industrien'.

I 2017 fik Google en af de første konkurrence-bøder af EU-Kommissionen, fordi Google fremmede og favoriserede sine egne services på Androidtelefoner. Et par år senere kom Google endelig med en løsning, som kommissionen godkendte: De små søgemaskiner skal betale Google for at komme med som alternativer til Googles søgemaskiner – men vel og mærke via en auktion, som Google også bruger, når de sælger annoncer. Højstbydende vinder.

I Danmark blev det DuckDuckGo, Givero og Info.com, mens det i Frankrig blev DuckDuckGo, Info.com og Qwant.

Udførelsen af dommen var primært til Googles egen fordel, og danske Givero lukkede hurtigt, mens Qwant stadig kæmper for sin overlevelse. Qwant har lukket en række tiltag, fx Qwant Maps, fordi det er svært af få folk væk fra Google Maps.

Qwant støttet af Frankrig

Qwant har igennem årene fået massiv støtte af den franske regering, herunder en donation på 375 millioner offentlige kroner. Samtidig blev Qwant i 2020 standardsøgemaskine (default) på alle offentligt ansattes computere i Frankrig. Også den norske browser Vivaldi bruger Qwant som standardsøgemaskine.

I 2023 blev Qwant, som er stiftet af Jean-Manuel Rozan, Éric Léandri og Patrick Contant, købt af den store fransk cloud virksomhed OVHCloud, der indsatte Olivier Abecassis som CEO.

Samarbejde med tyske Ecosia

I november 2024 dannede franske Qwant et joint-venture med tyske Ecosia, en anden privatlivsfokuseret søgemaskine, der er non-profit og bruger al sit overskud fra salg af annoncer til at plante træer. Samarbejdet hedder European Search Perspective, EUSP.

Qwant kommer med medarbejdere i form af ingeniører og data scientists, mens Ecosia kommer med penge. EUSP vil operere helt separat og vil tilbyde søgemaskine infrastruktur til andre virksomheder. Qwant og Ecosia fortsætter som separate enheder. De bygger begge deres søgemaskiner på Microsofts Bing, så de ikke har skullet starte fra scratch. Men også det arbejder de på at komme ud af, for ikke at blive afhængig af Microsoft.

Læs mere i Lex

Eksterne Links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig