Efter Sovjetunionens fald blev der dannet fire parallelle kirker i det nu selvstændige Ukraine. Disse fire kirker var i indbyrdes konkurrence. Denne konkurrence bestod primært frem til 2014 i en rimelig fredelig rivalisering om ressourcer og positioner i det nye Ukraine.
I det vestlige Ukraine, Ruthenien/Galicien, vendte den græsk-katolske kirke tilbage til samfundslivet efter at have været en undergrundskirke i næsten 80 år. Denne kirke blev genopbygget med støtte fra den katolske kirke. I Lviv har kirken genopbygget sine uddannelsesinstitutioner og er i dag en central lokale magtfaktor i både det religiøse og politiske liv.
I det centrale og østlige Ukraine opstod tre forskellige ortodokse kirker. Den største af dem er den såkaldte Ukrainsk-ortodokse kirke under Moskvapatriarkatet (kendt som UOC-MP). Den er en 'autonom' (kirkeretsligt navn for selvstyrende) del af den russisk-ortodokse kirke. Det betyder, at den formelt set hører under Moskva, men har udbredt selvstyre. I de fleste opgørelser af religion i Ukraine fra før 2014 var 80 procent af alle ortodokse menigheder i Ukraine en del af denne kirke. Siden 2014 har overhovedet for UOC-MP været metropolit Onufrij (Berezovskij, f. 1944). Onufrij er fast medlem af den russiske kirkes synode, kirkens højeste administrationsorgan. UOC-MP har mere end 50 biskopper og er repræsenteret i alle dele af Ukraine, inklusive Krimhalvøen, selv efter den russiske annektering af Krim.
I konkurrence med denne kirke opstod der i 1990’erne to rivaliserende ortodokse kirker. Den største af dem blev grundlagt af den daværende russiske ortodokse metropolit af Kyiv, Filaret (Denysenko, f. 1929). Filaret blev ikke valgt til russisk patriark i 1992, hvorefter han grundlagde en ny selvstændig ortodoks autokefal kirke for Ukraine med sig selv som patriark af Kyiv. Denne kirke kaldtes for Ukrainsk-ortodokse kirke – Kyivpatriarkatet (kendt som UOC-KP). Denne kirke blev formelt set aldrig godkendt som ortodoks kirke af andre ortodokse kirker. Det anslås, at ca. 15 procent af de ortodokse menigheder i Ukraine før 2014 hørte under denne kirke.
Den sidste ortodokse kirke i Ukraine var en genoplivning af den tidlige Ukrainske Autokefale Ortodokse Kirke kirke fra 1920'erne og 1940'erne (kendt som UAOC) . Den blev grundlagt af amerikanske biskopper, der bragte organisationen, som havde været i eksil i USA under den kolde krig, tilbage til Ukraine. Det anslås, at 4-5 procent af de ortodokse menigheder hørte under denne kirke før 2014.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.