Bristol er en havneby i det sydvestlige England nær Avons udløb i Bristol Channel med 535.900 indbyggere (2011). Bristol var fra 1974 til 1996 administrationsby for amtet Avon, og senere for enhedsmyndigheden Bristol.
Den engelske flyindustri blev tidligt placeret her. Dette har i de senere år afledt højteknologisk produktion i området, hvilket har haft betydning for beskæftigelsen. Industriproduktionen er koncentreret om tobaks-, fødevare- og elektronikindustri samt kemisk og grafisk industri. Bristol har fået del i den økonomiske ekspansion, som er foregået i det sydlige England i 1970'erne og 1980'erne. Byen er forbundet med Londonregionens vækstområder med motorvej (M4) og har egen lufthavn og gode jernbaneforbindelser. Mange servicevirksomheder er flyttet hertil, specielt er forsikringsbranchen vokset stærkt. Væksten har medført mangel på uddannet arbejdskraft samt prisstigninger på huse og jord.
Byen har mange smukke kvarterer med bl.a. store, svagt buede, fleretagers rækkehuse fra 1790'erne. De står i skærende kontrast til et rodet havneområde, der til dels er renoveret og blevet til beboelseskvarterer og alternativt kulturmiljø.
Bristol har flere gamle latinskoler, kostskolen Clifton College (1862) og University of Bristol (1909) samt foruden domkirken en af Englands fineste sognekirker, St. Mary Redcliffe. New Room i gaden Broadmead var det første metodistiske kapel og efter 1739 John Wesleys hovedsæde. Theatre Royal (1766) overlevede bombeangrebene under 2. Verdenskrig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.