Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                
Geder
Ørkenstenbukken lever i lavere højder end de andre egentlige geder. Den forekommer faktisk under havets overflade i Dødehavet. Læg mærke til fipskægget typisk for hanner af de egentlige geder.
Caprini fylogeni
Stamtræet for stammen Caprini, der viser de egentlige geders placering.
Caprini fylogeni
Licens: CC BY NC SA 3.0

De egentlige geder er en slægt af hovdyr, som omfatter ni vilde arter samt tamgeden.

Faktaboks

Også kendt som

Capra (slægt)

Alle er de tilpassede et liv i bjerge og klippeområder og er blandt de dygtigste og mest vovemodige klatrere i pattedyrverdenen. Geder er nøjsomme og hårdføre dyr, som er i stand til at overleve ekstrem varme, kulde, tørke og højde.

Gedernes slægtskab

Gederne placeres i stammen Caprini sammen med bl.a. fårene (se stamtræet). Caprini hører hjemme i de skedehornede hovdyr (familien Bovidae), egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).

Her beskrives slægten Capra, som man kalder for de "egentlige geder".

Nye DNA-undersøgelser har vist, at tahr (tidligere himalayatahr, Hemitragus jemlahicus) også hører sammen med de egentlige geder. Det gør snegeden derimod ikke; dens nærmeste slægtninge er mankefårene og gemserne. For at læse mere om, hvordan man i dag forstår det komplekse slægtskab mellem får, geder og lignende arter, se artiklen geder og får.

Nedenfor er vist de ni arter af egentlige geder med deres vægt angivet i parentes.

  • vildged (Capra aegagrus) (hanner 45-90 kg, hunner 25-55 kg)
  • vestlig tur (Capra caucasica) (hanner 123-155 kg, hunner 58-71 kg)
  • østlig tur (Capra cylindricornis) (hanner 100-143 kg, hunner 48-64 kg)
  • skrueged (Capra falconeri) (hanner 80-108 kg, hunner 32-50 kg)
  • tamged (Capra hircus)
  • alpestenbuk (Capra ibex) (hanner 65-125 kg, hunner 40-70 kg)
  • ørkenstenbuk (Capra nubiana) (hanner 50-85 kg, hunner 25-40 kg)
  • iberisk stenbuk (Capra pyrenaica) (hanner 50-90 kg, hunner 31-41 kg)
  • asiatisk stenbuk (Capra sibirica) (hanner 60-130 kg, hunner 30-56 kg)
  • etiopisk stenbuk (Capra walie) (hanner 100-125 kg, hunner 80-100 kg).

Tamgeden er fremavlet fra vildgeden. Den blev domesticeret i Mellemøsten for omkring 10.000 år siden.

Udbredelse og levested

Geder
Vildgeder bevæger sig hen over en stejl klippeskråning nær kysten i det sydlige Tyrkiet.
Af .
Licens: CC BY 4.0

De vilde arter af egentlige geder er naturligt udbredt i bjerge og andre klippefyldte regioner i Nordafrika, Mellemøsten, Sydeuropa og Asien:

  • vildged: Pakistan til Tyrkiet, 0-4.000 meter over havet
  • vestlig tur: vestlige Store Kaukasus, 800-4.000 meter over havet
  • østlig tur: centrale og østlige Store Kaukasus, 800-4.000 meter over havet
  • skrueged: Centralasien, 600-3.600 meter over havet
  • alpestenbuk: Alperne, 700-3.300 meter over havet
  • ørkenstenbuk: Sudan, Egypten og den Arabiske Halvø, 0-2.600 meter over havet
  • iberisk stenbuk: Den Iberiske Halvø, 0-3.500 meter over havet
  • asiatisk stenbuk: Centralasien til Mongoliet og det sydlige Sibirien, 500-6.700 meter over havet
  • etiopisk stenbuk: Etiopien, 2.300-4.200 meter over havet.

De egentlige geders foretrukne levested er især stejlt og ufremkommeligt klippeterræn med næsten lodrette klippevægge, raviner og ur (klippesider dækket af nedstyrtede klippestykker). Det hænger i høj grad sammen med, at de med deres usædvanligt veludviklede evner som bjergbestigere har en fordel i sådan et landskab, når det gælder om at slippe fra rovdyr. De egentlige geder fouragerer sjældent langt fra klipper, som de hurtigt kan flygte til, hvis der er fare på færde.

Gederne er i stand til at overleve ekstreme klimatiske forhold. Ørkenstenbukken trives i ørkenbjerge. Både den og skruegeden udsættes for temperaturer på op til 40-45 °C. Arter, der lever højt oppe i bjergene, oplever nattetemperaturer langt under frysepunktet. Det gælder i særdeleshed asiatisk stenbuk, der er registreret i 6.700 meters højde, højere end noget andet stort pattedyr i verden.

Beskrivelse

Geder
Skrueged-hannen genkendes nemt på de snoede horn. Den får de længste horn af alle gederne. Arten er kendt for at kunne klatre i træer, men det er kun hunnerne og de yngre hanner, der gør det.

De egentlige geder har en kompakt kropsbygning med relativt korte og stærke ben og yderst skridsikre fødder med to klove. Hannerne bliver væsentlig større end hunnerne, hos de fleste arter op til over to gange så tunge.

Hunnerne har korte horn, mens hannerne får lange og imponerende horn. Hos stenbukkene er de sabelformerede, mens de hos skruegeden snoede. Her følger den maksimale hornlængde hos de vilde arter: skrueged (165 cm), vildged (152 cm), asiatisk stenbuk (148 cm), ørkenstenbuk (138 cm), etiopisk stenbuk (118 cm), vestlig tur (107 cm), alpestenbuk (102 cm), iberisk stenbuk (101 cm) og østlig tur (90 cm).

Hannerne af alle arter af egentlige geder har et fipskæg under hagen; deraf udtrykket gedebukkeskæg. På samme måde som de meget lange horn tjener skægget til at kommunikere hannernes status og styrke. Hos skruegeden har hannen desuden en langhåret manke på halsen, brystet og forbenene; den kan nå helt ned til jorden. På kroppen og benene har hannerne af vildged såvel som iberisk, ørken- og etiopisk stenbuk et markant sort mønster, der understreger deres maskulinitet.

Føde, fouragering og fordøjelsessystem

Egentlige geder er vegetarer. Typisk for drøvtyggere har de et fordøjelsessystem med fire mavekamre og mikrobiel fermentering af planteføden.

De lever af en blanding af græs og urter samt browse fra buske og træer såsom blade, skud og kviste. Hos en del arter domineres føden af græs, men om vinteren kan de skifte over til urter og browse. De kan udnytte et væld af plantearter. Hos østlig tur har man registreret mere end 250 plantearter i kosten.

Skruegeden gør sig særlig bemærket ved om vinteren at klatre i træer for at æde blade og kviste. Her kommer de veludviklede klatre- og balanceevner den til gode; man har set den klatre i op til ni meters højde og adræt springe rundt mellem grene. Det er kun hunnerne og de yngre hanner, der mestrer dette; klatreevnerne hos hanner over tre år hæmmes af deres høje vægt og lange horn. Vildgeden kan klatre i lave træer for at fouragere.

Adfærd

Egentlige geder er ikke-territoriale flokdyr. Flokke på over 100 individer kan samles midlertidigt, men flokstørrelser på 5-30 individer er mere almindeligt. Hos de fleste arter lever hannerne og hunnerne i adskilte flokke uden for yngletiden, men som brunsten nærmer sig, slutter hannerne sig til hunflokkene.

De store, dominerende hanner samler ikke harem med flere hunner i yngletiden. I stedet er deres strategi at mandsopdække hunner i brunst én ad gangen, til de har parret sig med dem.

I yngletiden konkurrerer hannerne om retten til hunnerne. Det er her, at deres store horn for alvor kommer i spil. Konfrontationer mellem nogenlunde ligeværdige hanner begynder normalt ved, at de poserer for hinanden og fremviser deres horn, skæg og eventuelt manke. Er det ikke nok til at afgøre styrkeforholdet, kan konfrontationen udvikle sig til kamp.

Den karakteristiske kampstil for egentlige geder er, at kombattanter rejser sig på bagbenene over for hinanden og så smadrer hovederne og hornene sammen. Hornene og kranierne hos geder er konstrueret, så de er stødabsorberende, givetvis for at beskytte hjernen mod de voldsomme stød under slåskampene.

Forplantning, unger og livshistorie

Egentlige geder går drægtige i 4,5-6 måneder. Turerne og etiopisk stenbuk får én unge ad gangen, mens vildgeden og skruegeden får 1-2 unger ad gangen. De resterende arter får oftest én unge ad gangen, men indimellem tvillinger.

Den længste kendte levetid for de vilde arter er 22 år for både alpestenbuk og østlig tur.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig