De klimatiske forhold i Spanien kan overordnet inddeles i tre hovedgrupper med Atlanterhavsklima ved kystområderne i nord, Middelhavsklima langs kysterne mod øst og syd og kontinentalt klima på den centrale højslette.
I regionerne ud til Biscayen og Atlanterhavskysten mod nord og nordvest er klimaet mildt, tempereret og fugtigt, med en årlig jævn nedbør på over 1000 mm og kølige, fugtige vinde fra nord.
Middeltemperaturerne svinger fra 9 °C om vinteren til 18 °C om sommeren. Den rige nedbørsmængde gør landskabet frodigt og betingelserne for kvægavl, ager- og skovbrug ideelle.
Øst- og sydkystens Middelhavsklima giver tørre og varme somre (med middeltemperatur på ca. 25 °C) og milde, delvis nedbørsrige vintre (ca. 11 °C i gennemsnit).
Den årlige nedbørsmængde varierer dog fra ca. 800 mm ved Costa Brava i nordøst til 220 mm ved Almería på Costa del Sol. Også Ebrodalen og indlandet i det meste af Andalusien og Extremadura har Middelhavsklima.
Højsletten i det centrale Spanien har tørt kontinentalt klima med en årlig nedbørsmængde på kun 400-600 mm, som overvejende falder forår og efterår. De hede somre har middeltemperaturer på ca. 25°C, og om vinteren kan der blive ned til omkring 2-4°C.
De varmeste egne af Spanien ligger i Andalusien i Sydspanien, som er påvirket af de varme vinde fra Nordafrika og Sierra Nevada, der giver læ for Middelhavsvindene.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.