myte

Myterne har i alle kulturer form som kommunikative handlinger, dvs. at de bliver fortalt eller skrevet af nogle til nogle andre, i de fleste tilfælde under særlige omstændigheder.

Myterne er blevet reciteret i forbindelse med religiøse ceremonier og af klanens ældre generation for den yngre. Man har i forskningen diskuteret, om myten opstår af riten eller omvendt. Der er bred enighed om, at de vigtigste myter, som bliver fortalt i forbindelse med ceremonierne, har til formål at genetablere urtidens begivenheder. Et andet vigtigt generelt træk er myternes funktion som legitimering af herskende samfundsforhold og slægtskabssystem.

Alle religioner rummer mytologiske beretninger, som af de troende normalt opfattes som sande beretninger. Strukturelt kan der opstilles tre grundlæggende kategorier:

• Kosmologi er læren om det ordnede univers, om hvordan verden blev skabt (kosmogoni; se også begyndelse), hvordan den ser ud (kosmografi), hvilke særlige karaktertræk den har (fx skelnen mellem hellige og profane områder), og hvorvidt den får en afslutning (eskatologi).
• Teologi er læren om Gud eller opfattelser af guddommelige, overmenneskelige eller åndelige magter.
• Antropologi er læren om mennesket, dets skabelse (antropogoni), kendetegn (fx sjælelære), skæbne (dødsopfattelser, personlig eskatologi) samt mennesketyper. Det er dog sjældent, at et mytekompleks rummer udtømmende informationer om alle disse emner.

En kosmologi danner rammen om tilværelsen. Den har en begyndelse, den består af forskellige verdener og systemer, og nogle gange har den en forventet afslutning.

Skabelsesberetningerne er mangfoldige, farverige og fantasifulde. Man kan opstille syv grundtyper af kosmogonier: 1) skabelse fra intet; 2) skabelse fra kaos; 3) skabelse fra et kosmisk æg; 4) skabelse fra et urvæsens sønderlemmede krop; 5) skabelse fra et kosmisk forældrepar; 6) skabelse som led i livets og menneskets fremkomst; 7) skabelse ved hjælp af en såkaldt jorddykker.

1. Skabelse fra intet (latin creatio ex nihilo) er en sjælden forestilling. Denne form for skabelse kan foregå ved navns nævnelse som Jahves befaling i 1.Mos. 1,3: "Der skal være lys!" eller gennem en virkeliggørelse af skaberens tanker, fx skaberguden Kiho, der ifølge en myte på den polynesiske ø Tuomotuan overvejede, hvordan verden skulle være, og derefter virkeliggjorde den. Hos de nordamerikanske omahaindianere eksisterede verden og alle levende væsener i skaberguden Wakondas tanker, længe inden de blev skabt. Hos de sydamerikanske uitotoindianere er verden blot skaberguden Nainemas fantasiforestillinger, der er blevet virkeliggjort.
2. Skabelse ud fra et kaotisk urstof (jord, vand, ild, varme osv.), en materia prima, er den mest udbredte grundmyte. Skabelsen fra kaos kan antage to grundformer: en rumlig model og en tidslig model. I den rumlige model personificeres kaos i et urtidsmonster, fx havguden i Nærorienten (den ugaritiske Baal og den babyloniske Mummu-Tiamat), som legemliggør urhavets mørke og vold, og hvis tyranni må besejres af den gud, som skaber den ordnede verden. I den tidslige model holdes de skabende potentialer fanget i en ubevægelig og lukket tilstand, fx det vediske uhyre Vritra, der holder de livgivende vande tilbage, indtil hun besejres af Indra, eller Universet er i så megen bevægelse, at en ordnet sammenhæng ikke får fodfæste. Skaberguden må afslutte konflikten ved at adskille de stridende elementer i en harmonisk balance. De magter, der regerer i kaos, findes som følgende fem grundtyper: dragen, nogle gange med fugleegenskaber, fx Vritra; tricksteren, som er den halvguddommelige skælm, fx ravnen hos de nordamerikanske indianere; den frygtindgydende kvindelige dæmon, fx Tiamat; androgyne kæmper, fx den kinesiske Pan Gu, og tvillingeparret i et blodskamsforhold, fx de japanske Izanagi og Izanami. Selvom disse kaosmagter bliver besejret, lever de videre i kosmos, hvor de øver indflydelse på verden og især på mennesket.
3. Verdensægget kendes i mange kulturer. Overordnet symboliserer ægget frugtbarhed, men det fortolkes forskelligt fra kultur til kultur. Det kan symbolisere enhed før den kosmiske adskillelse, fx kønnenes enhed i form af tvillingefostre i æggeblommen eller den urtidige enhed af det kinesiske yin og yang-princip. Hos det polynesiske folk på Selskabsøerne (Fransk Polynesien) var Tangararoa altings ophav. Han levede alene i verdensæggets mørke evighed. Ægget var i konstant omdrejning i rummet, indtil Tangararoa brød ud af ægget og skabte Himlen og Jorden af æggets skaldele.
4. Skabelsen fra et urvæsens krop tager udgangspunkt i, at guden enten frivilligt ofrer sig, eller en kaosmagt besejres og dræbes, og kroppen danner grundlag for skabelsen. Et eksempel på det frivillige offer er den hinduistiske skabelsesberetning, hvor Vishnu hviler sig på slangen Shesha i urhavet. Mens han sover, vokser en lotus frem fra hans navle. I denne lotus fødes guden Brahma, som derefter skaber verden af sin egen sønderskårne krop. Således blev får skabt af hans bryst, køer af hans mave, heste af hans fødder og græsset af hans hår. I en anden beretning kastede han sin sæd i urhavet, hvorpå der opstod et gyldent æg. Ud af ægget skabtes det kosmiske urvæsen Purusha-Narayana. Verden blev derefter skabt af hans legeme. Et eksempel på skabelsen af en kaosmagts krop er i nordisk mytologi asernes brug af jætten Ymers krop. I eddadigtet Grimnismál skabtes Jorden af hans kød, havet af hans blod, klipperne af hans knogler, træerne af hans hår, himlen af hans hovedskal, Midgård af hans vipper og skyerne af hans hjerne.
5. Skabelsen fra et kosmisk forældrepar er som oftest idéen om en urtidig tilstand, hvor forældrenes seksuelle forening er en forening uden hensigt eller lidenskab, og verden er i stilstand. Selve den skabende handling opstår ved deres børns fjendtlige forsøg på at skille forældrene ad. I den babyloniske skabelsesberetning Enuma elish bliver Apsu og Tiamats forening afbrudt af de larmende børn. Sønnen Ea dræber Apsu, og senere dræbes Tiamat af Eas søn Marduk. I digteren Hesiods fremstilling af græsk mytologi berettes det, hvorledes den yngste søn, Kronos, afbrød foreningen mellem sin fader, Uranos (Himlen), og sin moder, Gaia (Jorden), ved på Gaias opfordring at kastrere Uranos.
6. Skabelsen ved fremkomst bygger på fødselstanken, hvor Jorden opfattes som den rugende, fødende moder. De voksende fostre og andre livsformer modnes og bevæger sig gennem Jordens forskellige lag eller verdener. Faderskikkelsen symboliseres ved Solen, som de skabte væsener møder ved det sidste fremkomststadium. Hos de nordamerikanske hopiindianere forudsættes kosmos som allerede skabt, men menneskene, dyrene og guderne gennemgår forskellige udviklingsstadier i tre underjordiske verdener. Til sidst stiger de op ad en rørplante til den fjerde verden, hvor Solen regerer, og den ordnede verden får sin endelige form.
7. Skabelsen ved en jorddykker er især kendt blandt de nordamerikanske indianere. Udgangspunktet er verden i de formløse vandes vold. Kulturhelten (se kulturhero) trodser skaberguden og dykker ned til vandets bund og bringer en klump jord op til overfladen. Denne klump formes til den faste jord, hvorefter Jordens væsener skabes.

Skabelsesberetningerne rummer fortolkninger af urtidens stoflige egenskaber, af brud og modsætningernes enhed og/eller deres adskillelse samt af forholdet mellem kaos og kosmos. Tre centrale temaer vedr. kosmos' egenskaber skal fremhæves: 1) den kosmiske geografi, 2) de kosmiske perioder og 3) den kosmiske lov eller vej.

1. Den kosmiske geografi tager udgangspunkt i forestillinger om verdens centrum, dvs. det sted i Universet, hvor verdensgrundlæggelsen fandt sted. I nogle religioner er det en centrum/periferi-orientering, i andre en verdensakseorientering (axis mundi), som forbinder kosmologiske lag. Den kosmologiske orientering afstikker desuden de hellige og de profane områder i rummet. I de fleste beretninger findes dette centrum enten reelt eller symbolsk på Jorden. På toppen af verdensbjerget Meru, som omtales i Indien i såvel hinduistisk som buddhistisk litteratur, er gudernes byer; fra bjerget flyder bl.a. den hellige flod Ganges; Solen og stjernerne bevæger sig i forhold til bjerget; alle andre bjerge og verdensdele er orienteret efter bjerget, og menneskets rejse til bjerget er en rejse gennem de højest opnåelige åndelige stadier. I andre myter er verdenstræet symbolet på verdensmidten. Hos mayaindianerne i klassisk tid (300-900 e.v.t.) stod træet Yaxche i centrum og bredte sine grene op til himlen og sine rødder ned til underverdenen. I det oldnordiske digt Vølvens spådom spiller træet Yggdrasil samme rolle. I andre beretninger er det templet og/eller byen, som står i verdens centrum. I babylonisk religion dræbte Marduk Tiamat, og Marduk skabte derved den store helligdom Esharra af hendes sønderslåede krop; denne himmelske helligdom dannede modellen for de jordiske templer, som blev kaldt duranki, forbindelsen mellem Himlen og Jorden. Byen Babylon blev stedet, hvor guderne tager bolig i deres templer, og blev derved også et verdenscentrum. Templet i Jerusalem og kabaen i Mekka har lignende symbolik og funktion. De fleste kosmologier beskriver deres kosmos på grundlag af talsystemer. Disse systemer bygger på idéen om, at det hellige eller det fuldkomne udtrykkes som et for religionen centralt tal: firtallet for de fleste nordamerikanske indianere, syvtallet for de jødisk-kristne religioner, tallet 60 for babylonisk religion osv. I den indiske puranalitteratur består Jorden af syv koncentriske øer. Den centrale ø, med Merubjerget midtpå, er inddelt i ni regioner, og hver region yderligere i ni sektioner. Den himmelske Ganges-flod er inddelt i syv grene, osv. I de senere buddhistiske traditioner udviklede man flere verdenssystemer, som består af komplicerede kosmologier med parallelle og/eller hierarkiske verdener, fx hinayanalitteraturens 10.000 verdenssystemer eller mahayanalitteraturens asamkhyeya, dvs. de utallige buddhaers kosmologi i verdensrummets ti regioner.
2. De kosmiske perioder inddeler Universets historie. I den græske tradition er der, ifølge Hesiod, tale om en udvikling fra den udødelige og sorgløse guldalder til sølvalderens gudløshed og dødelighed, videre derfra til den krigeriske kobberalder for foreløbig at ende i den nutidige jernalder, som er den kvalitativt ringeste af alle. I den indiske vaishnavatradition veksler Universet mellem verdensaldre, yugaer, i en gentagende udvikling fra skabelse til ødelæggelse. Når verden har været igennem alle aldrene, afsluttes skaberguden Brahmas kosmiske dag med en verdensbrand. Men efter én kosmisk nat skaber han verden på ny.
3. Den kosmiske lov eller vej udtrykker kosmologiens grundprincipper. På den ene side er loven udtryk for, hvordan Universet er blevet til, og hvordan det fungerer. På den anden side fungerer loven som bindeleddet mellem Universets grundprincipper og menneskets livsbetingelser. Loven udgør således en begrebsliggørelse af Universets struktur, samtidig med at den danner et normativt grundlag for menneskets moral. Eksemplerne er mange: den vediske rita, den hinduistiske og buddhistiske dharma, den kinesiske dao, den egyptiske maat. Denne lov eller vej er Universets grundvold og ældre end gudernes skabelse. Loven er samtidig også virkeligheden. Den kinesiske tekst Dao De Jing siger: "Der var noget, som dannedes i kaos. Det fødtes før himmel og jord. ... Det kan betragtes som hele verdens moder. Jeg kender ikke dets navn, men betegner det Vejen."

I læren om verdensundergangen er der tale om en endelig undergang som i kristendommen eller en tilbagevendende cyklus af undergange og efterfølgende genskabelser som i indisk sammenhæng. Verdensundergangen varsles ofte ved tegn og begivenheder (profetier) som beskrevet i skabelsesmyter og andre mytiske beretninger. Der kan også være tale om en forventet frelser (jødedom: messias, islam: mahdi, buddhisme: maitreya), der hjælper mennesket ind i et tusindårsrige, eller som hjælper det til at overleve de kommende katastrofer og den kommende kamp ved selve undergangen (beskrevet i en apokalypse, fx det nordiske Ragnarok). Undergangen sker som oftest pga. menneskets umoral, og derfor spiller moralske budskaber en central rolle i eskatologisk mytologi.

De to hovedkategorier af væsener, der befolker Universet, er guder og mennesker, men dyrene optræder også, som oftest som en blanding eller mediering af guddommelige og menneskelige træk. De guddommelige væsener kan inddeles i fire grundtyper: 1) guder, 2) ånder, 3) kulturbringere eller kulturheroer og 4) væsener af menneskelig oprindelse.

1. Guderne varierer afhængigt af det overordnede teologiske system, som enten kan være polyteistisk (dyrkelse af mange guder), som er det mest udbredte system, eller monoteistisk (dyrkelse af én gud). I de variationsrige polyteistiske systemer kan guderne inddeles i forhold til kosmiske eller sociale aspekter. De kosmiske guder regerer over de store kosmiske områder. Himmelguderne er som oftest de mest ophøjede. De er udødelige, alvidende og almægtige som fx de vestafrikanske yorubaers skabergud Olorun. Andre guder er tæt forbundet med meteorologiske fænomener som den nordiske tordengud, Thor, den indiske stormgud, Indra, og den ugaritiske stormgud, Baal. Solen og Månen optræder ofte som et søskendepar. Solen skænker liv og død, Månen sikrer livets rytme. Jordgudinden er livets kilde, hun rummer altings potentiale, men er selv passiv og en utydelig personlighed. Andre jordiske guder, fx havguderne, bjergguderne og vegetationsguderne, har mere dynamiske træk. De underjordiske guder repræsenterer de destruktive urkræfter og regerer over de døde. Guderne bliver også karakteriseret i forhold til sociale aspekter: Det er først og fremmest de kosmiske guder, som skaber og beskytter samfundsordenen. I forbindelse med den moralske orden kan guden optræde som dommer og som straffende gud. Den israelitiske Jahve, den kinesiske Shang Di og mange afrikanske højguder er alle skaberguder, der vogter over den moralske orden. Guderne kan også optræde som beskyttende krigere, fx Indra, Marduk, Mars og Thor. Langt de fleste guder har et frugtbarheds- og velstandsaspekt, i første række de guder, der har med jagt og agerbrug at gøre, et område, de deler med naturånderne og andre ånder. Centrale skikkelser er også de gudinder, der har med menneskelig frugtbarhed og kærlighed at gøre som den græske Afrodite, den sumeriske Inanna og babyloniske Ishtar, den egyptiske Isis og den nordiske Freja. Blandt familiens, husets og byens skytsguder finder man den græske Athena og den kinesiske Tudi gong. Desuden findes guder, som er guddommelige forfædre. Oftest er det kongen, som nedstammer fra guderne, fx de vestafrikanske yorubakonger. En vigtig gruppe af guder har magt over helse, sygdom og død, fx den græske lægegud, Asklepios, den både skabende og dræbende indiske gudinde Kali og den barmhjertige japanske Amida Buddha. Guder og kulturheroer deler funktionen som skabere af kultur, kunst og teknik. Den indiske Sarasvati, den nordiske Njord og den græske Hefaistos er eksempler herpå. Endelig findes guder, som er tilknyttet esoterisk viden og magi. Tilbedelse af dem er vejen frem til menneskets tilegnelse af disse egenskaber; eksempler herpå er den nordiske Odin og den vediske Varuna. De monoteistiske systemer er opstået af polyteistiske systemer. Der findes tre grundtyper af monoteistiske opfattelser: monarkisk monoteisme, emanationsmonoteisme og historisk-etisk monoteisme. Den monarkiske monoteisme er kun ét trin fra polyteismen, idet den anskuer gud som konge eller højgud over alle andre guder, fx den egyptiske Akhnatons monoteistiske Atonbevægelse; en afart er zarathustrismens "dualistiske monoteisme" med de to krigende guder Ahura Mazda og Angra Mainju. Til denne kategori hører også monolatri, som i praksis er monoteistisk, men som anerkender eksistensen af andre folks guder. Emanationsmonoteisme har to typer: tilbedelsen af én gud gennem mange guder og tilbedelsen af én gud som verdenssjælen. Et eksempel på førstnævnte er den vediske Vishnu, som dyrkes i mange forskellige inkarnationer; et eksempel på sidstnævnte er Krishna, som i Bhagavadgita transformeres til altet. Den historisk-etiske monoteisme er opfattelsen af gud som skaberen og vejviseren i historien, gud som adskilt fra verden, men immanent i menneskets historie. Her finder man de semitiske religioners gudsopfattelse, fx i islam, hvor Guds énhed (tawhid) er altafgørende.
2. Ånder er normalt af kollektiv art og har sjældent egne navne. De er underordnet guderne, men kan alligevel fylde mere i menneskets dagligdag, fordi ånderne oftest personificerer naturen i al dens mangfoldighed. De har indflydelse på vildtet, husdyrene, markerne, floderne, bjergene, hulerne og vindene. De kan forårsage sygdom og skænke helse, gøre fødsler vanskelige og fremme dem, skænke og fratage jagtlykke, bringe velstand og tage frygtelig hævn osv. Der er mange forskellige typer ånder: trolde, nisser, dværge, nymfer, havmænd og -kvinder, vætter, elver, stedernes genier, dæmoner og engle, men også lokale ånder i naturen. Undertiden har ånderne mere tydelig form, fx dyrenes eller vildtets herre eller herskerinde i stort set samtlige jægerkulturer, fx Cariboumanden hos de canadiske naskapiindianere, eller planternes herskere, fx indianernes Majsmoder eller den kinesiske Hirseånd.
3. Kulturheroer kan i nogle tilfælde hjælpe ved skabelsen, men deres kendetegn er, at de ordner verden og gør den sikker for mennesker, især ved at skænke menneskene deres kulturelle og sociale institutioner. I forskningshistorien bruges forskellige betegnelser: transformator, demiurg, kulturbringer og i tysk tradition Heilbringer. Kulturheroer er hverken alvidende eller almægtige, men som oftest snilde og snarrådige. De frelser mennesket fra katastrofer og menneskeædende uhyrer, etablerer skellet mellem mennesker og dyr, skænker økonomiske og sociale institutioner, men er også tit årsagen til menneskets dødelighed. Når kulturheroen har fuldendt sit virke, transformeres han og forsvinder som aktiv skikkelse. Fx var den kvindelige kulturhero Hainuwele på den indonesiske ø Seram blevet forvandlet til menneskenes hovedernæring, rodfrugten. En særlig type kulturhelt, tricksteren, er både snu og dum. Han er oftest teriomorf, dvs. i dyreskikkelse: Den vestafrikanske Ananse er en edderkop, og hos de nordamerikanske indianere er tricksteren en prærieulv (coyote), ravn eller hare. Tricksteren etablerer de sociale institutioner, men samtidig begår han de groveste og mest grundlæggende brud mod selv samme institutioners tabuer: mord, voldtægt, kannibalisme, analpenetration foruden spot mod såvel guder som mennesker og almindelig løgn og bedrag. Derved skaber han spændingen mellem orden og uorden, mellem kosmos og kaos i menneskelivet.
4. Væsener af menneskelig oprindelse kan være heroer, forfædre, de afdøde eller spøgelser. Heroer, fx den græske Herakles eller den babyloniske Gilgamesh, er normalt afkom af en forening mellem en gud og et menneske. Nogle gange bliver de forladt ved fødslen og bliver derefter opdraget af et dyr eller af en naturånd. Heroen bekæmper uhyrer, gennemgår forskellige prøver, er meget stærk og sendes i nogle traditioner direkte, dvs. uden at dø, til en paradisisk tilværelse efter livet. Forfædrene er afdøde familie-, slægts- og klanoverhoveder. De menes at deltage aktivt i slægtens daglige liv på lige fod med fx naturånderne, og de optager derfor en del opmærksomhed hos de levende (se forfædrekult). De afdødes ånder er afdøde, som forbliver i dagliglivet en stund, men som bliver optaget i et anonymt kollektiv, der fungerer på samme måde som naturånderne. Afdøde, som har været udsat for svig og mord, kan hjemsøge de levende som spøgelser, indtil de får oprejsning. Hos kineserne har mennesket en po-sjæl og en hun-sjæl. Po-sjælen kan blive en gui, dæmon eller spøgelse, hvis den ikke får sine retmæssige begravelsesritualer. Hun-sjælen til gengæld bliver en shen, de velsignende forfædre.

De vigtigste temaer er menneskets 1) skabelse, 2) konstitution, 3) skæbne, 4) pligter, 5) typer og 6) institutioner.

1. Menneskets skabelse er normalt et af højdepunkterne i de kosmogoniske beretninger. Enten stammer mennesket fra jorden eller fra guderne. I beretningen i 1.Mos., kap. 2 er Adam skabt direkte af jord. Andre steder som fx i oldnordisk mytologi og hos forskellige afrikanske folk kommer mennesket af en plante. Mennesket kan også stamme fra dyreverdenen; fx berettes der hos de mexicanske huicholindianere om en oversvømmelse, hvis eneste overlevende — kulturheroen og en hund — er menneskets ophav. I antropogonier, som understreger, at mennesket nedstammer fra guderne, er de fleste beretninger en klar legitimering af hellige kongedømmer og af klaners og slægters status. Man har fx utallige beretninger hos yorubafolket i Nigeria, som forsøger at forbinde lokale konger med guden Obatalas nedstigning til den hellige by Ife i urtiden.
2. Menneskets konstitution drejer sig om, hvordan kønnene er blevet til, hvorfor mennesker er gode eller onde, og om mennesket har en sjæl eller andre egenskaber. I mange beretninger er mennesket skabt i par, men der er altid en god forklaring på, hvorfor nogle mennesker aldrig finder en mage, eller hvorfor nogle er født misdannede. Tit er det en tricksters eller en heks' ugerninger, men der er også myter om skaberguden, som bliver fuld, træt eller uopmærksom. Menneskets ondskab er ofte forklaret med, at mennesket er en blanding af det guddommelige og det dæmoniske. Et eksempel er den orfiske beretning om titanernes kannibalistiske drab på Dionysosbarnet. Zeus dræber disse kaosmagter med en lynild, og ud af asken opstår mennesket, som derfor rummer både guddommelige og titaniske egenskaber. Men der er også beretninger om mennesker, som lader sig lokke af ondskabsfuld list. Menneskets egenskaber kan være meget komplicerede, fx i yorubaberetningerne, eller meget enkle. Der kan være tale om, at mennesket har mange sjæle eller kun én sjæl. Mange beretninger taler om særlige sjæle til personligheden, hjerteblodet, bevidstheden, drømmetilstanden, skyggen, forfædrene osv. Dernæst er man også optaget af, hvor sjælene befinder sig. De mest yndede steder er hjertet, leveren, hovedet, kraniet eller åndedrættet; hos inuit taler man ligefrem om sjæle til hver legemsdel. I visse religioner, fx buddhismen, har mennesket en række konstituerende egenskaber, men ingen sjæl.
3. Menneskets skæbne og død. Døden har en årsag, som tit skyldes en dæmon, en trickster, en kulturhero eller mennesket selv. Et godt eksempel findes i det babyloniske Gilgamesh-epos, hvor heroen Gilgamesh drevet af sin fortvivlelse over vennen Enkidus død får muligheden for at blive udødelig, men fejler, og mennesket forbliver dødeligt. Menneskets skæbne hviler som oftest på idéen om, at en del af mennesket lever videre efter døden. Spørgsmålet er, hvilken tilværelse mennesket har at se frem til efter døden, og her er den mytologiske kreativitet uden grænser. Fra den egyptiske domsscene, hvor hjertet vejes mod en fjer i vægtskålen, til den katolske skærsild og de 49 dage mellem død og genfødsel i den tibetanske dødebog har menneskets skæbne efter døden fremkaldt mangfoldige forestillinger. Nogle myter beskriver et menneskes eller en guds nedstigen til de dødes rige (fx den græske Orfeus, der vil hente sin hustru tilbage til de levendes verden fra Hades, eller den sumeriske gudinde Inannas farefulde færd til underverdenen) og leverer derigennem en mængde detaljer om skæbnen efter livet.
4. Menneskets pligter består af moralske normer, religiøse forordninger og ritualer. Den skæbne, som sjælen udsættes for, hænger ofte sammen med overholdelse af de pligter, man som menneske er underkastet. Et samfunds idéer om, hvilke egenskaber, praktiske principper og adfærdsregler der er gode, og hvilke der er onde, hænger ofte sammen med myternes beretninger. Der er mange ligheder på tværs af kulturer og religioner: Regler mod uretmæssig vold og drab, løgn, mened, undertrykkelse osv. Mange har som ideal økonomisk og social omsorg for de svageste i samfundet. Forskellene i moralske opfattelser på tværs af kulturer står ofte i forbindelse med den måde, man opfatter individet på, eller seksualitetsnormer eller holdninger til selvmord osv. Begrundelserne for moralsk adfærd kan enten have sit udgangspunkt i konsekvenserne af individets gerninger (fx i parsismen eller i de indiske karma-teorier) eller i en frelses- og forløsningstanke, som ikke er betinget af individets gerninger (fx den paulinske kristendom). Ud over de moralske normer, som man skal overholde, indstiftes i myterne de væsentligste ritualer, som man skal gennemføre i livet, normalt de store tilbagevendende kalenderceremonier, kriseritualer, indvielsesritualer og overgangsriter.
5. Mennesketyperne indstiftes i myterne, først og fremmest de herskende klasser eller stænder og religiøse specialister. Myterne fortæller om munke og nonner, asketer og helgener, præster, magikere, shamaner og hekse. Hos de mexicanske huicholindianere blev shamaninstitutionen indstiftet under gudernes første valfart tilbage til det kosmiske oprindelsessted under ledelse af den gud, som blev shamanernes skytsgud. Myterne beretter også om de mere jordnære erhverv, fx indstiftelsen af smedestanden af den græske gud Hefaistos eller af yorubaguden Ogun.
6. Samfundsinstitutioner bliver også indstiftet i myterne. Et meget vigtigt formål med mytiske beretninger er at legitimere samfundsordenen, herunder såvel slægtskabssystemet som de vigtigste institutioner og erhverv. Den omstændighed, at de grundlæggende institutioners oprindelse henføres til den mytiske urtid, bevirker, at de har modtaget urtidens velsignelse og autoritet.

Siden romantikken har videnskaben interesseret sig for eksotiske mytologier, og med etableringen af den komparative myteforskning ved den tysk-engelske religionsforsker Max Müller er myter siden midten af 1800-tallet blevet underkastet systematiske undersøgelser.

Naturmytologien, et paradigme i 1800-tallets mytetolkning, hævdede, at mytedannelser opstår af naturiagttagelser. Max Müller forbandt denne teori med en teori om mytens personificeringer: Metaforer bliver navne. Den historiske skole var optaget af detailstudier såvel som af myternes og religionernes oprindelser.

Den såkaldte panbabylonisme søgte at stedfæste oprindelserne i Babylonien. Kulturkreislehre var en diffusionsteori introduceret af Friedrich Ratzel.

Den schweiziske jurist Johann Jakob Bachofen (1815-1887) fremsatte en udviklingsteori om, at myterne afslører menneskets oprindelige matriarkat, mens Wilhelm Schmidt lancerede en tese om en oprindelig urmonoteisme.

De psykologiske forklaringer begyndte med den tyske interesse for Elementargedanken, dvs. fundamentet for den menneskelige tanke (Adolf Bastian) og folkets psykologi (Wilhelm Wundt).

Sigmund Freud så i den mytiske beretning om Ødipus nøglen til forståelsen af menneskets neuroser, og Carl Gustav Jung fandt i myterne menneskets arketypiske forestillinger i det kollektivt ubevidste.

De sociologiske og antropologiske tilgange var i 1800-tallet optaget af samfundets og kulturens udviklingsstadier.

Religionens oprindelse fandtes i naturfolkenes mytologiske sindelag og skikke, i sjæletanken eller animisme (E.B. Tylor), i krafttro eller præanimisme (R.R. Marett), i magisk tænkning (J.G. Frazer og Lucien Lévy-Bruhl) og i kultisk tænkning (W. Robertson Smith).

Hos etnografen Bronisław Malinowski er myten en samfundspagt, hvis funktion er at styrke religiøse dogmer, give præcedens for ritualerne og etablere moralske adfærdsmønstre.

Sociologen Émile Durkheim så myten som en kilde til idéen om det hellige (se hellig), som er nødvendig for opretholdelsen af den sociale solidaritet.

Filosoffen Ernst Cassirer fandt bag menneskets mange symboler en lovmæssig strukturform i den mytiske erkendelse, som han opfattede som en virkelighedsforståelse på linje med kunst og videnskab.

Antropologen Claude Lévi-Strauss betegnede myten som tænkning i koder og relationer, især modsætningspar, der giver de enkelte elementer deres betydning.

I komparativ myteforskning er man optaget af at kortlægge typer og kategorier (fx Raffaele Pettazzoni (1883-1959) eller at afdække fællestræk eller ideologier bag sprogfamiliernes mytologier (fx Georges Dumézils indoeuropæiske studier).

Endelig er der forskere, som gennem komparative studier søger den religiøse virkelighed bag myternes mangfoldighed; Mircea Eliade betegnede således myten som ét af Det Helliges åbenbaringsmidler i kommunikationen med menneskeheden.

Roland Barthes har som forsker og kritiker i strukturalistisk tradition haft betydning for forståelsen af myten som en stedsevarende aktiv tankemodel og sprogform. Med Mythologies (1957, dansk Mytologier, 1969) analyserede og tolkede han en række moderne myter for at kunne vise, at de udgør et særligt og meget udbredt kommunikationssystem, der tillige indeholder et budskab. Alt, hvad der kan gøres til genstand for omtale, kan gøres til en myte. Blandt hans eksempler er så forskelligartede fænomener som vaskemiddelmærker, marsmænd, Abbé Pierre, Tour de France, Greta Garbos ansigt, Einsteins hjerne og Kameliadamen.

Myten er tale, siger han, ikke kun mundtlig, men også talen i det skrevne og i billedet. Den taler ikke om verden, som den er, men som den ønsker at være eller blive. Den har et historisk grundlag, men fremtræder omskabt, som var den natur, for derved at appellere til vore elementære forestillinger. Garbos ansigt tilhørte en bestemt, smuk filmstjerne, men fotografiet viser "den totale maske", noget i retning af det menneskelige ansigts arketype. Marilyn Monroe i helfigur er en anden myte. Begge har de guddommeligt anstrøg. Medierne kan hver eneste dag bevise, at forrådet af mytiske udtryksstørrelser er uudtømmeligt. Rockscenen og sportsverdenen er fx leveringsdygtige.

Myten er et semiologisk system. Barthes skelner mellem objektsproget og mytens metasprog. På et fotografi gør en sort afrikaner i fransk uniform honnør for Tricoloren. Vi tillægger det uvilkårligt en betydning ud over de synlige kendsgerninger; vi læser budskabet, at Frankrig er et imperium, og at alle landets sønner gør tro tjeneste. En myte, som modarbejder al tale om kolonial undertrykkelse. Man kunne tilføje, at den etniske sammensætning af det franske fodboldlandshold, der i 1998 vandt verdensmesterskabet, fik mytisk betydning.

Den almindelige sproglige kombination af et sprogligt udsagns indhold og udtryk er samlet til et tegn på et højere betydningsniveau, uden at den direkte bliver til symbol. Det objektive begrebsindhold forvanskes ved at præsenteres som form, som natur. Myten får derved et politisk, samfundsbevarende perspektiv. Dette synspunkt fik betydning i 1970'ernes kritik af det borgerlige samfunds myter. En rationel mytekritik kunne effektivt støttes ved opstilling af modmyter, fx om revolutionens helte, Mao Zedong, Che Guevara mfl.

Nationale myter synes uundværlige og har et ganske ensartet præg. Den amerikanske om Det Vilde Vesten og The Frontier bygger nok på historiske forhold, men er en fantasi om, hvordan det var i begyndelsen eller kunne have været. Fx ser myten bort fra, at Vesten ikke var et vildt, nyt land, men områder med en egen kultur. Myten er holdt i gang af westernfilm, romaner, tegneserier, countrymusik, cowboytøj og en række rekvisitter og industriprodukter. Myten er en ideologi, som kan tjene nationale og politiske formål og styrke identiteten i en fælles oplevelse af "oprindelsen", som tåler og ønsker uophørlige gentagelser og tilpasninger.

Også danskheden har sine myter og mytiske skikkelser, især mange, som vedrører krig og nederlagenes triumfer, om Dannebrog, der faldt ned fra Himlen, Niels Ebbesen, der dræbte grev Gert, Tordenskiolds mange bedrifter, den tapre landsoldat og den lille hornblæser, formidlet af fortællinger, viser, skulpturer og billeder.

I digtningens verden kan den episke fortælling tage retning mod myten. Hvad den mundtlige tradition angår, er det muligt at skelne principielt mellem myte og eventyr, idet myten hører til magtens og myndighedens sociale sfære, mens eventyret er folkets og almuens fortælling og modforestilling. Over for myternes højtidspræg og undertiden tragiske handlingsforløb fremholder eventyrene den optimistiske tro på, at alting ender godt, idet den uforfærdede dreng eller pige overvinder alverdens modstand. Men i begge tilfælde leverer fortællingerne sådanne stereotypier, som kan gøre dem ideologisk almengyldige og omskabe socialt og historisk betingede forhold til natur. I Karen Blixens forfatterskab forekommer et stort forbrug af myter, sagn og historier. Hendes fantastiske fortællinger og vintereventyr er metatekster i dialog med anden digtning og myte og selv bevidst myteproducerende i et raffineret spil, hvor kultur sættes op over for natur.

Natur er således et nøgleord til forståelse af myten. Det gælder også Johannes V. Jensens korte, reflekterende situationsskildringer, som han trods deres indbyrdes forskellighed kaldte Myter. Han tog afstand fra de store myter som "religiøse illusioner", men fandt frem til en egen variant, som han selv mente var naturvidenskabeligt funderet, men ikke desto mindre var artistisk illusionær og flertydig. I modsætning til naturalismens forfattere, der med Émile Zola så et "hjørne af naturen gennem et temperament" og dermed understregede både individualitet og realitet, søgte Johannes V. Jensen det universelle, idet han om fortælleformen siger: "Enhver Skildring der bringer et Stykke af Naturen i Sammenhæng med Tiderne er en Myte. ... De Gamles Følelse udvidet til ogsaa at omfatte det Moderne, det er Myten".

Når der er rimelighed i at acceptere Johannes V. Jensens skildringer som moderne myter, skyldes det netop deres tendens til at ophøje et stykke virkelighed i udviklingshistorisk perspektiv, at gøre videnskab til natur og øjeblikket til evighed.

Den modernistiske digtning har haft en vilje til at afmytologisere vore faste forestillinger, til kritisk at nedbryde tankeklichéerne, at "kvæle postkorttvangen", som det hedder i Klaus Rifbjergs Camouflage (1961). Samme forfatter udgav i 1970 Mytologi, som er en række kærligt ironiske digte over især kendte skikkelser, der enten i liv eller værk var myteskabere, John Ford, Byron, van Gogh, Bellman, der egentlig afsløres, ligesom de antikke figurer identificeres i nutidsham, Zeus, Prometheus, Herkules. En tidstypisk ideologikritik vendt mod både højre- og venstredrejning.

Over for den moderne, udvidede sprogbrug kan det være svært at fastholde en strengere definition af ordet myte, men fælles er mytens konfliktforhold til fornuften, dens sløring af saglighed, dens tilsigtede bedrag, der paradoksalt nok kan opfattes som en højere sandhed. Myten tvivler aldrig.

Myter er uhyre smidige. Skønt rituelt faste i fortællingen lader de sig tolke på "en med Tidens Tarv og Vilkaar stemmende Bane", som Grundtvig sagde om den nordiske mytologi, som han i romantikkens ånd dekonstruerede, og som gennem mundtlig fortællen bevarede fællesånden i den danske folkehøjskole op til vore dage.

• litteraturhistorie
• antropologi
• logos – i filosofien
• logos – i retorikken