Komplementaritet er ifølge Bohr en betragtningsmåde, der rækker langt ud over fysikken. Han mente, at man inden for biologi må regne den fysisk-kemiske beskrivelse for at være komplementær til en beskrivelse, der angiver formålet med de biologiske processer. Dette hænger sammen med, at betingelserne for iagttagelse og beskrivelse er anderledes i biologi end i fysik, og at det ene område derfor ikke kan reduceres til det andet område.
En lignende komplementaritet mente Bohr at finde i forholdet mellem tanke og følelse, mellem overvejelse og beslutning og mellem fornuft og instinkt. En tilbundsgående deterministisk analyse af hjernefunktioner og tankevirksomhed er principielt umulig; derfor er såvel "fri vilje" som "årsag" lige uundværlige i beskrivelsen af menneskelige forhold. Også i samfundsvidenskaberne finder vi komplementære forhold, fx mellem forklaring og forståelse.
I åndshistorien fandt Bohr mange udtryk for beslægtede opfattelser, fx i daoismen og hos Goethe. Skillelinjen mellem subjekt og objekt har i årtusinder været genstand for erkendelsesmæssig interesse. Det afgørende er, at denne skillelinje kan man flytte på.
Hvis man spørger sig selv, hvad det er for et subjekt, der iagttager, bliver noget af det bevidsthedsindhold, der hidtil var på subjektsiden, pludselig til objekt. I ekstrem form, sådan som Poul Martin Møller beskrev licentiatens problem i En dansk Students Eventyr (trykt 1843), afføder iagttagelsen af jeget straks et nyt jeg, og vil man også iagttage dette, opstår der igen et nyt jeg, som iagttager, og så fremdeles.
Bohr var ikke religiøs, men havde dog en ikke nærmere begrundet tro på en tilværelsens harmoni: De fleste modsigelser i vor erkendelse er blot tilsyneladende og viser sig at være komplementære og dermed forenelige, når de anskues fra et højere, mere omfattende synspunkt. Allerede i studietiden havde han en sådan opfattelse, som senere skulle vise sig særdeles frugtbar ved forståelsen af kvantemekanikken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.